fredag den 29. maj 2009

Fortet LEVER!

Hurra! Livet er ikke bare en tæve, en gang imellem giver hun et smil og et blowjob. Eller, i hvert fald et smil. Det gyserfilmsprojekt jeg arbejder på sammen med Dennis Rosenfeld er netop kravlet op ad graven, hvor jeg, måske lidt forhastet, havde sparket det ned uden at tjekke pulsen.
Vi har fået en super konsulent på (ved ikke om jeg må afsløre navnet) og nu er et distributionsselskab også trådt frem og har meldt sig på banen. Rock and roll! Der er altså nogle danske distributionsselskaber der godt orker at tjene penge. Jeg er rimelig sikker på at filmen bliver til noget nu, hvorvidt DFI går ind i projektet aner jeg ikke, men det må tiden vise. Det vigtigste er at filmen lever. 
Så dansk gys er på vej til biografen. Dennis og jeg smører ærmerne op og går til makronerne. Der er lang vej endnu, men lys for enden af tunnelen. Lad os håbe det ikke er den berygtede 3-tons lastbil med kemisk affald uden bremser...

En prut af en kunstfilm

STOP! Plotpoints afsløres! STOP!

Antichrist
- Lars Von Triers nyeste værk er blevet rost til skyerne af en samlet dansk anmelderskare, der har svært ved af få armene ned, skønt ingen af dem synes rigtig at forstå filmen. Og så må det jo være kunst, nej ikke bare kunst, men stor kunst, hvis man ikke forstår det.
Samtidig har hypen omkring Cannes været stor herhjemme, og selvom anmelderne blev nødt til at indrømme at ikke ALLE var glade for filmen, så citerede de flittigt dem som var. Jeg har ingen steder læst, at folk skulle have hånet filmen under selve visningen i Cannes, hvilket den amerikanske filmmagasin Variety hentyder til. De kalder slet og ret Antichrist for en prut af en kunstfilm. Jeg kunne ikke have sagt det meget bedre selv.
Det begynder meget godt, med en smuk S/H intro med et barn der falder til sin død og to mennesker der elsker. Sekvensen er skudt i slow motion, med sne, vand og hele pivtøjet, alt sammen akkompagneret til Handel, men fordi Trier mener at vi aldrig skal føle os trygge i hans selskab, så han har lige indskudt et CU af Willems pede der trænger ind i Charlottes skede. 
Filmen selv er et stort rod. Den er inddelt i fire sekvenser, hver med sin egen overskirft, og bliver mere og mere outrerede og underlig uden mål eller grund, som historien skrider frem. Det er måske en svær overdrivelse at sige historien skrider frem, for den står næsten stille, indtil den sidste halve time, men på det tidspunkt er du så træt og følelseskold at du ikke magter at interesser dig for de to hovedpersoner Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg.
Det er svært lige at finde hoved og hale på symbolikken. En del af den er åbenlys og nærmest barnlig, mens jeg måtte sidde og grave i min beskedne teologiske viden for at holde styr på resten. 
For det handler jo om antichrist... eller gør det. Triers djævelbesatte/sindsforstyrret kvindelige hovedperson har en del at lære endnu om ondskab. Jo, hun banker en brændeknude i mandens nedre dele, og bruger derefter middelalderlige torturmetoder, som kunne været hevet ud af en SAW film, men i kontekst med resten af filmen, virker det lidt besynderligt, og som sagt er man på det tidspunkt ligeglad med hvad der sker med hovedpersonerne. Nogle siger at det snedigste trick djævlen nogle sinde har begået er at overbevise os om han ikke eksisterer. Men ikke i Triers film. Her giver djævlen sit barn skoene omvendt på. Det er faktisk en uhyggelig scene, da Willem finder ud af det, men den bliver aldrig fuldt op. Der er alt hvad hun gør. Giver barnet skoene omvendt på. Jeg måtte spørger mig selv, om det var alt djævlen kunne mønstre i 2009, at give børn skoene omvendt på. Fordi så har Satan da brug for lige at gense Eksorcisten et par gange, så han kan komme up-to-date.
Det interessante (for mig) i Antichrist er hvorvidt hun er besat eller sindssyg, men det synes Trier ikke at finde interessant, desværre, han lægger ellers op til han vil gå ned ad den vej, men vælger så i sidste øjeblik en anden, så det hele ender i et uforståeligt kunstprojekt.
Jeg var skuffet, fordi potentialet er der. Det kunne have været en fantastisk uhyggelig film, men det ender som noget der måske bare skulle være blevet nede i Triers skrivebordsskuffe.
Titlen Antichrist er prætentiøs og underlig i forhold til filmens indhold. Men det er en god titel, og sådan en skal man holde fast i, for den sælger billetter.
De danske anmeldere synes at være grebet af "Kejserens Nye Klæder" effekten. De forstår ikke rigtig filmen, og for ikke at være ham/hende idioten der skiller sig ud, og åbenlyst er dum, så må man hellere konformere. Det er klassisk psykologi for begyndere. Men nu begynder de så småt at råbe i rækkerne, at han jo ikke har noget tøj på. Bliver spændende at se hvordan filmen går worldwide. Den har kostet 53 mill., som Zentropa skal hive hjem igen. Jeg håber de kan så Antichrist ikke bliver en prut i biografen og et bremsemærke på regnskaberne.

tirsdag den 19. maj 2009

Listefeen - træk et nummer

Kan du huske dengang du var lille, og du lavede lister over hvad som helst? Ti hurtigste superhelte, ti dyr du ikke ville møde i ødemarken uden et spyd, ti piger fra klassen du helst ville kysse, eller ikke ville kysse. 
Det stopper ikke, selvom vi bliver voksne. Listerne fortsætter. I mande og dame bladene. I damebladene er det: Ti bedste orgasmer eller ti bedste madopskrifter. I mandebladene er det: ti hurtigste superhelte eller ti dyr du ikke vil møde i ødemarken uden et spyd. Tænder man for fjernsynet fortsætter det. Konstant bliver alt omkring os målt og vejet. Og vi måler og vejer alt. Jeg gør også, laver lister i mit hoved. Ti bedste bøger, ti bedste film. Nogle gange fem eller tre hvis jeg har travlt. Som forfatter, eller tør jeg sige manusforfatter, tænker jeg somme tider på hvilke instruktører jeg helst vil arbejde sammen med. Det er specielt når man har færdigskrevet noget. Det skal ud i verden. Som at sende dit barn i skole. Dette menneske skal have ansvaret for dit barn, and they better do a damn fine job. Jeg ved ikke om jeg kan nævne ti danske instruktører. Men nogle kan jeg dog. Ole Bornedal er på toppen af min liste. Og på andenpladsen kommer en fyr jeg mødtes med i dag. Han er stille og venlig, har ikke lavet en spillefilm (endnu), men har lavet tonsvis af reklamefilm og musikvideoer. Peder Pedersen. En helt exceptionel visuel mand, der gang på gang har vist et talent med et kamera. Og et virkelig rart menneske. Jeg ved godt du tænker "løgn og latin, du vil gerne arbejde sammen med Lars Von Trier." Men jeg kan ærligt svare "næh." 
Jeg lærte Peder at kende gennem min Oscarnominerede ven, Christian E. Christiansen. Vi skulle producer en zombiefilm, dengang vi stadigvæk var naive nok til at tro man kunne det i Danmark, og Peder interviewede os til et eller andet horror fanzine. Christian og han havde en del projekter, der af forskellige grunde ikke fløj. Men jeg husker jeg tænkte "der er en instruktør jeg gerne vil arbejde sammen med en dag" og han er lige så stille kravlet op af min liste. Lo and behold, en far i min datters børnehave laver lyd for Peder, jeg får et nummer, sender ham manus til en kortfilm og wham, bam, thank you mam, or sir, mødes vi og snakker projekter.
Jeg ved godt at tandfeen var min mor der sneg en femmer ind under puden, julemanden var min far med falsk skæg i rød dragt og påskeharen min storesøster i kaninkostume med en hammer under armen, men fuck it, jeg håber alligevel de findes, jeg håber de findes og ringer til listefeen eller hvad hulen sådan en fætter hedder og denne person flyver ind gennem vinduet, læser min liste og sparker lidt røv. Eller måske er det allerede sket, og derfor mødtes jeg med Peder i dag, på grund af listefeen. Måske er der ingen Gud, men kun en listefe? Og hvis livet er en lang liste, hvad nummer er jeg så på den?

lørdag den 16. maj 2009

En genfødsel, en hottie der er nottie, x-factor på den fede måde og 2. VK når det er bedst

Det er den tid på måneden igen. Jeg har lige fået et skud tegneserie sprøjtet ind i blodet, og effekten har været blandet. Fra et trip når det er allerbedst, til en downer som måske er livsvarig. Og endnu et bevis på at forfatteren er MINDST lige så vigtigt som tegneren i dette medium. En dårlig historie kan ødelægge er tegneserie, en god tegner kan ikke redde den.

Battlefields: Dear Billy part 2 of 3

Jeg var en af dem der faldt ned på knæ og takkede Gud, dengang forfatteren Garth Ennis overtog Hellbalzer og gjorde John Constantin til verdens cooleste fyr. Siden da må jeg indrømme at jeg blev lidt træt. Preacher var god nok, men det var lidt sovs md sovs på. Jeg havde set det hele før. Så forsvandt Ennis et stykke tid, for at genopstår på den nye Dynamite forlag, det eneste forlag derude der for alvor giver Marvel og DC kamp til stregen, og laver serier til det mere... modne publikum. Serier der vel og mærke sparker numse.
Dear Billy handler om en sygeplejerske under 2. VK. Jeg ved det godt, det lyder ualmindeligt røvsygt. Sygeplejersker og 2. VK er to ting som jeg personligt ikke synes tager sig specielt godt ud i tegneserier. Men Ennis er en fabelatig fortæller, der kan skabe interessante personer ud af hvad som helst og altid vender tingene på hovedet. Og så formår han det som er tegneserieforfatterens største kunst, at kombinere tekst og billede. Han fortæller ALDRIG i ord, hvad tegneren tegner. 
Dear Billy er en kærlighedshistorie, sat i en tid hvor kærlighed var dømt til at ende ulykkeligt, med to personer som begge slår ihjel, den ene fordi han er beordet til det, den anden fordi hun er nødsaget til det. 
Tegnet af vores egen Peter Snejbjerg (og efter min mening, noget af hans bedste). Peter får virkelig kærligheden, smerten og det groteske frem i hver eneste frame. Det er gys på den ene side, så det løber dig koldt ned af ryggen, og kærlighed på den næste, så dit hjerte smelter.
Med Cover af John Cassaday. Det her, mine damer og herrer, det her er tegneserie når det er bedst.


X-factor # 42
Det her er hvad jeg ynder at kalde mutant (eller X) serien for det mere modne publikum. Alle de mutant superhelte ungerne ikke gider læse om er samlet her. Folk bliver skudt, fædre absorberer deres egne nyfødte og en hovedperson der konstant brokker sig, går med selvmordstanker og som fik sin klon til at gøre konen gravid, fordi han ikke selv orkede det. Velkommen til X-factor. Peter David, som gang på gang har reddet Marvel universet, hvilket sandsynligvis er eneste grund til han får lov til det her, skriver stærkt og sikkert. Desværre er vores hovedperson kommet ud på noget time travel (aldrig et godt tegn), men David skriver så levende og underholdende at jeg er med på turen. Tegnet af De Landro og Santucci, ikke noget der går over i historien, men til at holde ud at se på. Men er du til X-universet og træt at in-your-face store babser og mænd i tight sort læder, så vil x-factor være din kop hostesaft.

Thor # 601
J. Michael Straczynski fortsætter sit suveræne run på en af de mest åndssvag Marvel helte ever. Den nordiske Gud, Thor. Intelligent dialog holder sammen på hele denne mærkværdige fortælling, og det er (heldigvis stadigvæk) formidabelt tegnet af Marko Djurdjevic og Danny Miki.
Jeg har som tidligere nævnt, aldrig været en fan af Thor, det er simpelthen for dumt, men under Straczynskis vingesus løfter historien sig, så den (næsten) bliver en Gud værdig. I hvert fald Thor. Det her er ikke bare store monstre og let påklædte kvinder. Også her er den umulige kærlighed i spil, på mange plan, men lur mig, om kærligheden ikke her (i forhold til Ennis' Battlefield) besejre alt. Jeg er i hvert fald med på turen. 


New Mutants # 1 (Vol. 3)
Ahh, 80'erne. Dengang luften var renere, fuglene sang oftere og New Mutants stod på hylderne i Fantask. Eller "The 80' rocked, the 90' sucked" for at citere en fantastisk film.
New Mutants var den første spin-off på X-Men. Dengang i de gode 80'ere var de en flok børn, og da serien var på sit højdepunkt, skrevet af Chris Claremont og tegnet af Brett Blevins var den urørelig. Det var tider. Marvel har (endelig) bestemt sig til at genoplive den gamle serie, denne gang skrevet af Zeb Wells og tegnet af Neves og Smith. Hverken forfatter eller tegnere er sendt fra Vorherre himself, men det er heller ikke helt ad H til. Wells fanger til dels stemningen og karakterne fra den gang. De er jo blevet ældre og tonen en lidt anden, men under overfladen lurer de glade 80'ere, hvilket gør det her til en MUST følge serie, hvis man bare har lidt superhelte tegneserier i blodet. Og Illyana er tilbage, bedre kendt som Magik, en pige der i 80'ere måned efter måned knuste mit hjerte. Det var i den grad kærlighed ved første blik. Hun var ung, jeg var ung. Hun var mutant og halvt dæmon, en tegneserie figur, men hey "nobody's perfect". 
New Mutants er nok det meste interessante multietniske sammensatte superhold der findes på tegneserie. En Indianer, en brasilierne, en kanonkugle, en skotsk varulv, en vietnameser, en romersk "gudinde" og smukke russiske Illyana, halvt dæmon, halvt mit ungdomshjerte. Rob Liefeld (må han rådne i helvedes flammer) ødelagde serien i 90'erne, sammen med en masse andet. Han var en sand katastrofe for hele industrien, en one man army of death and destruction. Nok om Rob, tilbage til New Mutants (og Illyana, sigh!). Det lader til at de bløde værdier er tilbage, selvom det er en serie der skal snakke til ungdommen i dag, er det også en serie der skal appellere til de gamle læsere fra dengang. Ikke nogen nem opgave Wells er kommet ud på, men indtil videre går det fint.


Og så til dem der regulært suger røv. 

Supergirl # 40 (Volume 3)
Det her, det er så dumt at man simpelthen tror det er løgn. Jeg måtte knibe mig selv i armen og som et mantra spørge jeg mig selv "hvordan kan man fucke Supergirl up?" Jeg mener, det er lige til. Du har jordens lækreste kvinde (på papir) og så laver man sådan en gang makværk. Historien er så rodet at tegneren sandsynligvis ikke har vidst hvor han skulle starte eller slutte. Det er noget med Supergirl kommer fra en by i en flaske og New Krypton og jegskalgidigskaljeg. Shut up! Shut... the... fuck... up. Jeg er ligeglad. Hun er hot, hun er fra rummet, hun kan flyve. Hvor svært kan det være? Sterling Gates gør alt forkert. Alt. Faktisk, hvis du gerne vil skrive tegneserier, så køb dette nummer, så kan du se alt det du IKKE skal gøre.
Guld kryptonit? Come on, helt ærligt. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i denne historie, og jeg er sådan set røv ligeglad, med Supergirl og alle de andre stakler der medvirker i dette historiske lavpunkt. Denne tegneserie har to fortrin, coveret af Joshua Middleton og så gav den mig lyst til at skrive en Supergirl historie. Måske den kommer senere her på siden...

Free Comic Book Day - the Avengers
Tegneserie branchen i USA har noget der hedder Free Comic Book Day, en dag hvor hvert forlag giver en en tegneserie gratis væk. En rigtig god idé. Marvel har i år valgt at give The Avengers, skrevet af Michael Brian Bendis og tegnet af Jim Cheung og Mark Morales. Tegningerne fejler ingenting. Store testeronfyldte mænd og kvinder med bryster der stride imod tyngdeloven. Altså klassik superhelte tegneserie. Desværre er det så jammerligt skrevet af Bendis (som ellers plejer at være good) at det næsten er for dårligt til at tørre sig selv i røven med. Jeg er ikke up-to-date med hele superhelte universet, og hvis dette sølle forsøg på en tegneserie skulle bringe mig det, er jeg først nu rigtig forvirret. What the fuck? Jeg gider ikke engang forsøge at forklare hvad den handler om. Jeg tror heller ikke jeg kan. Det her er superhelte når bunden er nået. Der er for det første alt for mange helte/skurke med. Jeg ved godt der gerne vil fange ALLE med sådan en udgivelse her, men det er umuligt, så i stedet burde de have koncentret sig om nogle få. Og så lige have en historie med hoved og hale.
Et bevis på at selvom det er gratis, er det ikke nødvendigvis værd at slæbe hjem. Dog er Cheung og Morales kompositioner smukke og stregen sikker. Bare synd de har fået serveret en så uværdig historie.

The Mighty # 3
Snejbjerg har travlt for tiden. Både DC og Dynamite kalder, og det er altid rart når en af Holger Danskes sønner for lov at slå sine folder i det store udland. Desværre er der her tale om Yin og Yang. Hvor Battlefields: Dear Billy # 2 var lyset, varmen, det gode og dejlige ved livet, så er The Mighty alt det på midten. Den sorte streng der hverken er god eller dårlig, lys eller mørk. 
Lad mig starte med at sige, det er ikke Snejbjergs skyld, men synderne (jeps, der er to) er derimod seriens forfattere, Tomasi og Champagne. Det er ikke specielt dårligt, det er bare så ligegyldigt. Hvorfor? Hvorfor blev dette nummer skrevet? Hvorfor købte jeg det? Det sidste er nemt at besvare, på grund af Snejbjerg, de andre to tror jeg er umulige. Det handler om en Superman-agtig helt "Alpha" og hans gode ven, Cole. Jeg havde lidt svært ved at tyde om Alpha er seksuelt tiltrukket af Cole, hvilket jo så vender serien lidt på hovedet, eller om det bare vitterligt er skidt skrevet. Jeg finder ikke ud af det, da dette sikkert og vist ikke bliver en serie jeg kommer til at følge i årene fremover. Med mindre der kommer ny forfatter på. Synd for Snejbjerg, men så har han altid Battlefields: Dear Billy # 2.

lørdag den 9. maj 2009

Gyserfilmen er død (i DK)

Jeg har, sammen med min gode ven, Dennis, shoppet et ærbært forslag til en dansk slasherfilm rundt hos de forskellige distributionsselskaber. De har alle takket nej, på baggrund af målgruppen er for lille. Det taget i betragtning af, at vi har lavet lidt research før vi kastede os ud i vanviddet. Vi så på danske gyserfilm indefor de sidste ca. 20 år, henvendt til målgruppen 15-25 år. Ikke én af dem havde lavet mindre end 80.000 biletter. Jeg gad godt se lidt research på det danske drama. Det er, procentvis, ikke mange der laver OVER 80.000 billetter, men det betyder jo ikke at vi stopper med at lave drama fordi her virker det gamle mundheld åbenbart "if you don't succeed, try, and try again".  Mens film som "Kat" stort set slog den danske gysergenre ihjel, ene mand... eller film. Well, sammen med "Bag det stille ydre" og den horribelt pinlige "Cecilie". De tre katastrofer har iøvrigt alle det tilfælles, at de henvender sig til "det modne gyserfilmspublikum"(30+). Var der nogle der sagde småt?
Har vi brug for den danske gyserfilm? Selvfølgelig har vi det. Et hurtigt blik på filmhistorien fortæller os at mangt et talent er vaklet ud af gyserfilmens mørke, og den er gangbar mønt i hele filmverden, mens dramaet og komedien ofte er regionsbegrænset. Men vi satsede hele butikken på den grimme film, Dogmen, og blev offer for pis-i-bukserne effekten, hvor hele verden synes det var mildt morsomt at stavre ud af biografens mørke med kvalme grundet det gyngende kamera (eller den vulgært dårlige historie), og nu, da effekten er død, så står vi tilbage med klamme bukser og en duft urin omkring os, som nægter at aftage. Og vi står hjælpeløse tilbage, mens et samlet DFI håber på at Trier skal få endnu en hjerneblødning, og med rund hånd kaster hårdt opsparet skattekroner efter ham, mens han skider det ene misfoster af en film efter den anden ud af... God knows where. Nu håber vi saftsusme AntiChrist bliver god og igen kan give dansk film lidt pondus i det store udland, (læs: Europa). For ellers er vi rent ud sagt på skideren.
Martin Schmidt var manden der løftede dansk gys/slash ind i biografen, sammen med Ole Bornedal. Og det var godt. "Sidste Time", "Mørkeleg" og "Nattevagten" satte skub i den danske gyser. Forskellen på de to instruktører er, at Bornedal bliver bedre og bedre, og selvom hans film er forskellige så har han aldrig rigtig forladt hvad han er god til, og, lader det til, har en oprigtig kærlighed til. Selv hans børnefilm "Vikaren" fik de fleste til at ryste af skræk. Det samme kan ikke siges om Martin Schmidts "Guldhornerne". Jo de rystede, men det var ikke af skræk.
Gyserfilmen har samme status i filmverden som tegneserien har i de litterære kredse. Det er underlødigt, uintelligent og uvedkommende. Det er selvfølgelig dybt sørgeligt at ellers intelligente mennesker kan tage et så entydigt syn på en genre. I mine dage som producer søgte jeg sammen med den oscarnomineret filminstruktør Christian E. Christiansen med en Zombiefilm hos en konsulent på DFI. Filmen var skrevet af Lars Detlevsen, lærer på Filmskolens manuskriptlinje. Svaret fra konsulenten var "Meget velskrevet og dramatisk godt skruet sammen. Men drenge, det her er noget I skal lave med mormors kamera og en flaske ketchup". Det opsummere meget godt hele DFI's holdning til gysergenren. Noget der skal laves i baghaven med en flaske ketchup. Jeg tror ikke Trier nogen sinde har fået sådan et brev. Selvom idioterne blev skudt på hans mormors HI-8 kamera, med en flaske ketchup stående klar på sidelinjen. 
Kollegiet og Midsommer er de to sidste gyserfilm til ungdommen. Begge vellykket og begge set af ca. 100.000 mennesker (80.000 og 120.000 respektivt). Men vi skal helt tilbage til Nattevagten og Sidste Time før vi har den sidste danske gyser. Der er næsten ikke bare år, men årtier imellem.  Statistisk set har dansk gyserfilm en tradition for at lave mange billetter. Det er svært at forstille sig en ungdomsgyser der laver mindre end 80.000 billetter. Og, som tidligere nævnt, så kan man nemt se danskere bliver slået ihjel i Grækenland (og resten af verden). På trods af alt dette mener DFI er genren er underlødig og distributørerne at målgruppen er for lille. Måske er det noget andet, der er for småt?  

Stem på mig!

Glem EU. Det her er vigtigere! Stem, stem, stem!!!
Jeg ved det sgu godt. Nu har I lige været inde og nominere Dobbelt D til podcasterprisen. Men det slutter desværre ikke her. Fordi godt begyndt er halvt færdigt. Så, op i sadlen igen. Hvis du får museskade af disse to klik, så send mig en mail, og vi finder ud af noget med en heksedoktor.
Men vær sød at klikke ind på Podcasterprisen og stem på Dobbelt D.
De her drenge bruger timer hver uge på at give almindelige filmglade idioter lidt info om nye titler. Det fortjener et klap på skulderne, og det her klap er helt gratis.
Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for Dobbelt D.


torsdag den 7. maj 2009

Nej betyder nej, betyder NEJ. Så fat det dog!

To afslag fra filmens verden på en dag. Det ene på en kortfilm, det andet på en low-budget gyserfilm. 
Nej.
Det ene er dog et åbent nej. Hvad fanden er et åbent nej? Det samme som et lille nej? Eller er det et "tæt på ja, men nej" nej? Nej betyder vel nej - eller hvad? Som forældre er det et fligtigt brugt ord. "Far, må jeg få en is?", "Far, må jeg få en kage?", "Far, må jeg tegne på den her?" Jeg siger jo ikke, "skat, det der med isen er et åbent nej." Et åbent nej, min fede røv. Typisk konsulent. Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvorfor vi fik nej, eller synes det er uretfærdigt. Jeg synes det er helt fair. Men hvorfor så ikke bare sige "nej!". Hvorfor skal det være åbent, eller lille? Hvad i alverden kan jeg bruge et åbent nej til? I disse eksamen tider er det frustrerende med karakterne ligeså. "Du fik et stort 10 tal." Hvad fanden skal jeg bruge det til?Skal jeg til jobsamtalen indskyde "øh, 10-tallet i biologi er forresten stort. Jeg ved godt det på papiret har samme størrelse som alle de andre tal, men i virkeligheden er det større. Fuck det. Åbent nej. Fuck det. 

Det drejer sig om projekterne Mod Uret og Fortet. Fortet lever videre, det gør Mod Uret også, men uden mig. For mange kontroverser med instruktøren. 
Mod Uret blev sendt til en konsulent på DFI. Instruktørens version af manus, er det lige vigtigt at tilføje. Han skrev en hel del om, ting som jeg synes var åndssvage, men jeg tror faktisk, hånden på hjertet, ikke det havde gjort den store forskel. Jeg synes historien var god. Grund historien. Konsulenten synes der var to historier (det var der også, en hoved og en bi) og ville gerne at instruktøren lagde vægt på en af dem. Nu skal instruktøren selv skrive om, pga. det åbne nej. Det skal lige hertil tilføjes at konsulenten sidste gang bad instruktør og producer om at få en manusforfatter på der kunne give manus noget struktur. Det var, pænt sagt, temmelig rodet. Konsulenten havde altås bedt Produceren og instruktøren om at finde en manusforfatter og få noget struktur på. Det gjorde de så. Det har konsulenten nu bedt dem om at se bort fra igen. Strukturen er ikke vigtig, men nu er det instruktørens mavefornemmelse det skal på banen. Han skal koncenterer sig om... I don't know.... det åbne nej, måske? Forvirret? Velkommen i filmbranchen.
Fortet var på Nordisk, som takkede nej fordi de havde tabt penge på Kollegiet. Og der er ingen grund til at smide gode danske kroner ned i et stort sort hul. Ganske klogt, i disse økonomiske nedgangstider, men jeg mener nu nok man kan lave det billigt nok til de kan tjene lidt. Men det ved de vel bedre end mig. Den er nu røget videre til et andet distributionsselskab, som forhåbentlig kan se noget potentiale i at lave lidt hurtige mønter, samtidig med at folk dør i spandevis på det store lærred. Nordisks nej var dog hverken åbent, småt eller på anden måde rådvildt. Det var dejlig konsekvent. Nej! Tak. 
Sådan som vi helt vil have dem, sådan som vi bedst kan lide dem. Rungende og standhaftige. Hvis det absolut skal være et nej, så skal det helst være et stort klingende råt for usødet NEJ. Så går livet videre.

Tegner fundet!

Kommer lige fra møde på Gyldendal. Så er tegneren til Sonny Søren og spasserne fundet. Det er Tobias Enevoldsen, hvis hjemmeside du kan se ved at klikke her. Jeg glæder mig meget til at starte samarbejdet.
Sonny Søren og spasserne bliver et brag af en bog. Blod, sved og urin i store mængder. Grafisk vold og alt det andet din mor ikke bryder sig om.
Velkommen om bord, Tobias. Let's rock & roll.

onsdag den 6. maj 2009

Interview med en fusentast

Har du altid gået og tænkt over hvad min holdning til børnelitteratur var? Eller hvorfor jeg skriver? Nej. Nå, men hvis du keder dig en dag, så klik ind på fortaellingens hjemmeside og læs lidt om det.
Læs interview her!