Det er den tid på måneden igen. Jeg har lige fået et skud tegneserie sprøjtet ind i blodet, og effekten har været blandet. Fra et trip når det er allerbedst, til en downer som måske er livsvarig. Og endnu et bevis på at forfatteren er MINDST lige så vigtigt som tegneren i dette medium. En dårlig historie kan ødelægge er tegneserie, en god tegner kan ikke redde den.
Battlefields: Dear Billy part 2 of 3
Jeg var en af dem der faldt ned på knæ og takkede Gud, dengang forfatteren Garth Ennis overtog Hellbalzer og gjorde John Constantin til verdens cooleste fyr. Siden da må jeg indrømme at jeg blev lidt træt. Preacher var god nok, men det var lidt sovs md sovs på. Jeg havde set det hele før. Så forsvandt Ennis et stykke tid, for at genopstår på den nye Dynamite forlag, det eneste forlag derude der for alvor giver Marvel og DC kamp til stregen, og laver serier til det mere... modne publikum. Serier der vel og mærke sparker numse.Dear Billy handler om en sygeplejerske under 2. VK. Jeg ved det godt, det lyder ualmindeligt røvsygt. Sygeplejersker og 2. VK er to ting som jeg personligt ikke synes tager sig specielt godt ud i tegneserier. Men Ennis er en fabelatig fortæller, der kan skabe interessante personer ud af hvad som helst og altid vender tingene på hovedet. Og så formår han det som er tegneserieforfatterens største kunst, at kombinere tekst og billede. Han fortæller ALDRIG i ord, hvad tegneren tegner.
Dear Billy er en kærlighedshistorie, sat i en tid hvor kærlighed var dømt til at ende ulykkeligt, med to personer som begge slår ihjel, den ene fordi han er beordet til det, den anden fordi hun er nødsaget til det.
Tegnet af vores egen Peter Snejbjerg (og efter min mening, noget af hans bedste). Peter får virkelig kærligheden, smerten og det groteske frem i hver eneste frame. Det er gys på den ene side, så det løber dig koldt ned af ryggen, og kærlighed på den næste, så dit hjerte smelter.
Med Cover af John Cassaday. Det her, mine damer og herrer, det her er tegneserie når det er bedst.
X-factor # 42
Det her er hvad jeg ynder at kalde mutant (eller X) serien for det mere modne publikum. Alle de mutant superhelte ungerne ikke gider læse om er samlet her. Folk bliver skudt, fædre absorberer deres egne nyfødte og en hovedperson der konstant brokker sig, går med selvmordstanker og som fik sin klon til at gøre konen gravid, fordi han ikke selv orkede det. Velkommen til X-factor. Peter David, som gang på gang har reddet Marvel universet, hvilket sandsynligvis er eneste grund til han får lov til det her, skriver stærkt og sikkert. Desværre er vores hovedperson kommet ud på noget time travel (aldrig et godt tegn), men David skriver så levende og underholdende at jeg er med på turen. Tegnet af De Landro og Santucci, ikke noget der går over i historien, men til at holde ud at se på. Men er du til X-universet og træt at in-your-face store babser og mænd i tight sort læder, så vil x-factor være din kop hostesaft.
Thor # 601
J. Michael Straczynski fortsætter sit suveræne run på en af de mest åndssvag Marvel helte ever. Den nordiske Gud, Thor. Intelligent dialog holder sammen på hele denne mærkværdige fortælling, og det er (heldigvis stadigvæk) formidabelt tegnet af Marko Djurdjevic og Danny Miki.Jeg har som tidligere nævnt, aldrig været en fan af Thor, det er simpelthen for dumt, men under Straczynskis vingesus løfter historien sig, så den (næsten) bliver en Gud værdig. I hvert fald Thor. Det her er ikke bare store monstre og let påklædte kvinder. Også her er den umulige kærlighed i spil, på mange plan, men lur mig, om kærligheden ikke her (i forhold til Ennis' Battlefield) besejre alt. Jeg er i hvert fald med på turen.
New Mutants # 1 (Vol. 3)
Ahh, 80'erne. Dengang luften var renere, fuglene sang oftere og New Mutants stod på hylderne i Fantask. Eller "The 80' rocked, the 90' sucked" for at citere en fantastisk film.
New Mutants var den første spin-off på X-Men. Dengang i de gode 80'ere var de en flok børn, og da serien var på sit højdepunkt, skrevet af Chris Claremont og tegnet af Brett Blevins var den urørelig. Det var tider. Marvel har (endelig) bestemt sig til at genoplive den gamle serie, denne gang skrevet af Zeb Wells og tegnet af Neves og Smith. Hverken forfatter eller tegnere er sendt fra Vorherre himself, men det er heller ikke helt ad H til. Wells fanger til dels stemningen og karakterne fra den gang. De er jo blevet ældre og tonen en lidt anden, men under overfladen lurer de glade 80'ere, hvilket gør det her til en MUST følge serie, hvis man bare har lidt superhelte tegneserier i blodet. Og Illyana er tilbage, bedre kendt som Magik, en pige der i 80'ere måned efter måned knuste mit hjerte. Det var i den grad kærlighed ved første blik. Hun var ung, jeg var ung. Hun var mutant og halvt dæmon, en tegneserie figur, men hey "nobody's perfect".
New Mutants er nok det meste interessante multietniske sammensatte superhold der findes på tegneserie. En Indianer, en brasilierne, en kanonkugle, en skotsk varulv, en vietnameser, en romersk "gudinde" og smukke russiske Illyana, halvt dæmon, halvt mit ungdomshjerte. Rob Liefeld (må han rådne i helvedes flammer) ødelagde serien i 90'erne, sammen med en masse andet. Han var en sand katastrofe for hele industrien, en one man army of death and destruction. Nok om Rob, tilbage til New Mutants (og Illyana, sigh!). Det lader til at de bløde værdier er tilbage, selvom det er en serie der skal snakke til ungdommen i dag, er det også en serie der skal appellere til de gamle læsere fra dengang. Ikke nogen nem opgave Wells er kommet ud på, men indtil videre går det fint.
Og så til dem der regulært suger røv.
Supergirl # 40 (Volume 3)
Det her, det er så dumt at man simpelthen tror det er løgn. Jeg måtte knibe mig selv i armen og som et mantra spørge jeg mig selv "hvordan kan man fucke Supergirl up?" Jeg mener, det er lige til. Du har jordens lækreste kvinde (på papir) og så laver man sådan en gang makværk. Historien er så rodet at tegneren sandsynligvis ikke har vidst hvor han skulle starte eller slutte. Det er noget med Supergirl kommer fra en by i en flaske og New Krypton og jegskalgidigskaljeg. Shut up! Shut... the... fuck... up. Jeg er ligeglad. Hun er hot, hun er fra rummet, hun kan flyve. Hvor svært kan det være? Sterling Gates gør alt forkert. Alt. Faktisk, hvis du gerne vil skrive tegneserier, så køb dette nummer, så kan du se alt det du IKKE skal gøre.
Guld kryptonit? Come on, helt ærligt. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i denne historie, og jeg er sådan set røv ligeglad, med Supergirl og alle de andre stakler der medvirker i dette historiske lavpunkt. Denne tegneserie har to fortrin, coveret af Joshua Middleton og så gav den mig lyst til at skrive en Supergirl historie. Måske den kommer senere her på siden...
Free Comic Book Day - the Avengers
Tegneserie branchen i USA har noget der hedder Free Comic Book Day, en dag hvor hvert forlag giver en en tegneserie gratis væk. En rigtig god idé. Marvel har i år valgt at give The Avengers, skrevet af Michael Brian Bendis og tegnet af Jim Cheung og Mark Morales. Tegningerne fejler ingenting. Store testeronfyldte mænd og kvinder med bryster der stride imod tyngdeloven. Altså klassik superhelte tegneserie. Desværre er det så jammerligt skrevet af Bendis (som ellers plejer at være good) at det næsten er for dårligt til at tørre sig selv i røven med. Jeg er ikke up-to-date med hele superhelte universet, og hvis dette sølle forsøg på en tegneserie skulle bringe mig det, er jeg først nu rigtig forvirret. What the fuck? Jeg gider ikke engang forsøge at forklare hvad den handler om. Jeg tror heller ikke jeg kan. Det her er superhelte når bunden er nået. Der er for det første alt for mange helte/skurke med. Jeg ved godt der gerne vil fange ALLE med sådan en udgivelse her, men det er umuligt, så i stedet burde de have koncentret sig om nogle få. Og så lige have en historie med hoved og hale.
Et bevis på at selvom det er gratis, er det ikke nødvendigvis værd at slæbe hjem. Dog er Cheung og Morales kompositioner smukke og stregen sikker. Bare synd de har fået serveret en så uværdig historie.
The Mighty # 3
Snejbjerg har travlt for tiden. Både DC og Dynamite kalder, og det er altid rart når en af Holger Danskes sønner for lov at slå sine folder i det store udland. Desværre er der her tale om Yin og Yang. Hvor Battlefields: Dear Billy # 2 var lyset, varmen, det gode og dejlige ved livet, så er The Mighty alt det på midten. Den sorte streng der hverken er god eller dårlig, lys eller mørk.
Lad mig starte med at sige, det er ikke Snejbjergs skyld, men synderne (jeps, der er to) er derimod seriens forfattere, Tomasi og Champagne. Det er ikke specielt dårligt, det er bare så ligegyldigt. Hvorfor? Hvorfor blev dette nummer skrevet? Hvorfor købte jeg det? Det sidste er nemt at besvare, på grund af Snejbjerg, de andre to tror jeg er umulige. Det handler om en Superman-agtig helt "Alpha" og hans gode ven, Cole. Jeg havde lidt svært ved at tyde om Alpha er seksuelt tiltrukket af Cole, hvilket jo så vender serien lidt på hovedet, eller om det bare vitterligt er skidt skrevet. Jeg finder ikke ud af det, da dette sikkert og vist ikke bliver en serie jeg kommer til at følge i årene fremover. Med mindre der kommer ny forfatter på. Synd for Snejbjerg, men så har han altid Battlefields: Dear Billy # 2.
