Det stopper ikke, selvom vi bliver voksne. Listerne fortsætter. I mande og dame bladene. I damebladene er det: Ti bedste orgasmer eller ti bedste madopskrifter. I mandebladene er det: ti hurtigste superhelte eller ti dyr du ikke vil møde i ødemarken uden et spyd. Tænder man for fjernsynet fortsætter det. Konstant bliver alt omkring os målt og vejet. Og vi måler og vejer alt. Jeg gør også, laver lister i mit hoved. Ti bedste bøger, ti bedste film. Nogle gange fem eller tre hvis jeg har travlt. Som forfatter, eller tør jeg sige manusforfatter, tænker jeg somme tider på hvilke instruktører jeg helst vil arbejde sammen med. Det er specielt når man har færdigskrevet noget. Det skal ud i verden. Som at sende dit barn i skole. Dette menneske skal have ansvaret for dit barn, and they better do a damn fine job. Jeg ved ikke om jeg kan nævne ti danske instruktører. Men nogle kan jeg dog. Ole Bornedal er på toppen af min liste. Og på andenpladsen kommer en fyr jeg mødtes med i dag. Han er stille og venlig, har ikke lavet en spillefilm (endnu), men har lavet tonsvis af reklamefilm og musikvideoer. Peder Pedersen. En helt exceptionel visuel mand, der gang på gang har vist et talent med et kamera. Og et virkelig rart menneske. Jeg ved godt du tænker "løgn og latin, du vil gerne arbejde sammen med Lars Von Trier." Men jeg kan ærligt svare "næh."
Jeg lærte Peder at kende gennem min Oscarnominerede ven, Christian E. Christiansen. Vi skulle producer en zombiefilm, dengang vi stadigvæk var naive nok til at tro man kunne det i Danmark, og Peder interviewede os til et eller andet horror fanzine. Christian og han havde en del projekter, der af forskellige grunde ikke fløj. Men jeg husker jeg tænkte "der er en instruktør jeg gerne vil arbejde sammen med en dag" og han er lige så stille kravlet op af min liste. Lo and behold, en far i min datters børnehave laver lyd for Peder, jeg får et nummer, sender ham manus til en kortfilm og wham, bam, thank you mam, or sir, mødes vi og snakker projekter.
Jeg ved godt at tandfeen var min mor der sneg en femmer ind under puden, julemanden var min far med falsk skæg i rød dragt og påskeharen min storesøster i kaninkostume med en hammer under armen, men fuck it, jeg håber alligevel de findes, jeg håber de findes og ringer til listefeen eller hvad hulen sådan en fætter hedder og denne person flyver ind gennem vinduet, læser min liste og sparker lidt røv. Eller måske er det allerede sket, og derfor mødtes jeg med Peder i dag, på grund af listefeen. Måske er der ingen Gud, men kun en listefe? Og hvis livet er en lang liste, hvad nummer er jeg så på den?
