Har vi brug for den danske gyserfilm? Selvfølgelig har vi det. Et hurtigt blik på filmhistorien fortæller os at mangt et talent er vaklet ud af gyserfilmens mørke, og den er gangbar mønt i hele filmverden, mens dramaet og komedien ofte er regionsbegrænset. Men vi satsede hele butikken på den grimme film, Dogmen, og blev offer for pis-i-bukserne effekten, hvor hele verden synes det var mildt morsomt at stavre ud af biografens mørke med kvalme grundet det gyngende kamera (eller den vulgært dårlige historie), og nu, da effekten er død, så står vi tilbage med klamme bukser og en duft urin omkring os, som nægter at aftage. Og vi står hjælpeløse tilbage, mens et samlet DFI håber på at Trier skal få endnu en hjerneblødning, og med rund hånd kaster hårdt opsparet skattekroner efter ham, mens han skider det ene misfoster af en film efter den anden ud af... God knows where. Nu håber vi saftsusme AntiChrist bliver god og igen kan give dansk film lidt pondus i det store udland, (læs: Europa). For ellers er vi rent ud sagt på skideren.
Martin Schmidt var manden der løftede dansk gys/slash ind i biografen, sammen med Ole Bornedal. Og det var godt. "Sidste Time", "Mørkeleg" og "Nattevagten" satte skub i den danske gyser. Forskellen på de to instruktører er, at Bornedal bliver bedre og bedre, og selvom hans film er forskellige så har han aldrig rigtig forladt hvad han er god til, og, lader det til, har en oprigtig kærlighed til. Selv hans børnefilm "Vikaren" fik de fleste til at ryste af skræk. Det samme kan ikke siges om Martin Schmidts "Guldhornerne". Jo de rystede, men det var ikke af skræk.
Gyserfilmen har samme status i filmverden som tegneserien har i de litterære kredse. Det er underlødigt, uintelligent og uvedkommende. Det er selvfølgelig dybt sørgeligt at ellers intelligente mennesker kan tage et så entydigt syn på en genre. I mine dage som producer søgte jeg sammen med den oscarnomineret filminstruktør Christian E. Christiansen med en Zombiefilm hos en konsulent på DFI. Filmen var skrevet af Lars Detlevsen, lærer på Filmskolens manuskriptlinje. Svaret fra konsulenten var "Meget velskrevet og dramatisk godt skruet sammen. Men drenge, det her er noget I skal lave med mormors kamera og en flaske ketchup". Det opsummere meget godt hele DFI's holdning til gysergenren. Noget der skal laves i baghaven med en flaske ketchup. Jeg tror ikke Trier nogen sinde har fået sådan et brev. Selvom idioterne blev skudt på hans mormors HI-8 kamera, med en flaske ketchup stående klar på sidelinjen.
Kollegiet og Midsommer er de to sidste gyserfilm til ungdommen. Begge vellykket og begge set af ca. 100.000 mennesker (80.000 og 120.000 respektivt). Men vi skal helt tilbage til Nattevagten og Sidste Time før vi har den sidste danske gyser. Der er næsten ikke bare år, men årtier imellem. Statistisk set har dansk gyserfilm en tradition for at lave mange billetter. Det er svært at forstille sig en ungdomsgyser der laver mindre end 80.000 billetter. Og, som tidligere nævnt, så kan man nemt se danskere bliver slået ihjel i Grækenland (og resten af verden). På trods af alt dette mener DFI er genren er underlødig og distributørerne at målgruppen er for lille. Måske er det noget andet, der er for småt?
