One review to rule them all

Så er den her! Anmeldelsen over alle anmeldelser. Politiken har d.d. anmeldt Soldater græder ikke i dagens avis, og den blive svinet til ... i ros. Den bliver skamrost, så jeg får helt røde ører. Bogen sammenlignes med Brdr. Løvehjerte. 5 hjerter. Vi starter på forsiden: En god og barsk fuldtræffer. Så går ind på forsiden af BØGER sektionen: ... eminent evne til at skabe billeder med sit sprog. Og så kommer selve anmeldelsen, som jeg ikke vil citerer, fordi så kunne jeg blive ved og ved. Løb selv ned og køb avisen (og bogen).

Kathrine Assels rammer med sine ord, hvad jeg håbede på at ramme med min bog. Jeg er dybt taknemmelig og lykkelig.

Tak er kun et ludfattigt ord.

Jens Andersen og Robert

Så er det pris tid, og den store danske filmpris, Robert, skal selvfølgelig også uddeles.

Storm er nomineret i to kategorier: Bedste danske B/U film og bedste effekter. Storms store konkurrent (som vi tæskede i biffen) Monsterjægerne er nomineret til ... 0 Roberter. (Så her tæskede vi dem altså også ud af banen.)

Jeg håber selvfølgelig Storm vinder. Mest for prestigen. Altså, ikke fordi jeg får statuetten, men det gør min gode ven og producer, Jennifer. Og hun har kæmpet for denne film.

Men mere vigtigt; Jens Andersen, der sidste år leverede årets bedste (danske) skuespiller præstation, er nomineret i kategorien Bedste Mandlige Birolle. Hvis han ikke vinder den statuette, så nægter jeg at have mere med dansk film at gøre. Den nominering svare til Christoph Waltzs nominering i samme Oscar kategori, hvor Mr. Waltz står suverænt til at tage en statue med hjem. Jens Andersen BØR gøre det samme.

Nu er jeg (sikkert som en af de få) ret vild med Fri os fra det onde, og går spændt og venter på en BD, men der er en nominering jeg ikke forstår. Ole Bornedal er nomineret for manuskriptet til Fri os fra det onde, men burde han ikke være nomineret sammen med David Zelag Goodman & Sam Peckinpah?

Anyhow, Fri os fra det onde er den tredje bedst nomineret film i år, kun overgået af Kærestesorger og Antichrist.

En mere trist nyhed er, at min oscarnominerede ven, Christian E. Christiansens børnefilm Zoomerne, slet ikke er nomineret til noget. Den tabte nok i opløbet til den forfærdelige rædsel af en børne"film", Vølvens Forbandelse. Surt show. Well, life goes on, der er altid en chance for Best Director for The Roommate til Oscarshowet 2011.

Tilbage til Jens Andersen, her er en lille featurerette:

Hjem til dig og Århus

Jeg har haft en projekt hos Radiator Film i ca. 1,5 år. Det meste af tiden har det ligget stille. Det var mere en sjov idé end det var et projekt. En sjov idé til en romantisk komedie der foregår i Århus. De kunne godt lide idéen, men som altid (it's never easy) synes de der skulle arbejdes med den. Ned i skuffen.

For at gøre en lang historie en anelse kortere, så arbejdede jeg med stand-up komikeren Povl Carstensen på en voksenjulekalender (en historie der inkl. Litauen, Vodka og Bowling - Don't ask) og det havde været sjovt, overraskende nok, mandens profession taget i betragtning.

Vi mødes en dag (denne gang var hverken Litauen, Vodka eller bowling på menuen) og snakkede idéer og jeg spurgte om han ville hjælpe med denne her. Det ville han. Så endnu et projekt er skudt igang, eller er næsten færdigt. Vi mødtes i dag og sad på Wilders (så prætentiøst) og skreg af grin over vores egne gode idéer.

"You love me, you really love me."

Fortaelling.dk, der tidligere har anmeldt Æblet og Robert og robotten, smed fornyligt en anmeldelse af Soldater græder ikke ud på deres fremragende site.

Zenia Johnsen giver en ret fantastisk anmeldelse af bogen. Hun skriver bl. a: Soldater græder ikke er en intens og rørende historie om svigt, længsel og drømme. Når virkeligheden strammer til, forestiller Elektra sig faren som en modig ridder, og efterhånden i takt med, at hendes tilværelse bliver ved med at krølle og udvikle sig dramatisk, bliver denne ridder mere og mere virkelig for både hende og læseren. Venskabet mellem børnene på bostedet rummer en varm autencitet, som når ud over siderne. Det er tydeligt, at Soldater græder ikke er velskrevet med ømhed og loyalitet for de børn, der er hovedpersoner i historien.

Phew, så bliver man da helt mør i knæene. Hvornår mon man bliver træt af ros? Nok filosofi, fordi Zenia slutte sin anmeldelse sådan her: I Danmark dør der hvert år 8 børn som følge af vold. Man kender ikke de præcise tal for, hvor mange børn der udsættes for vold i hjemmet.

Vold mod børn og andet misbrug er ikke et decideret tabu i børnelitteraturen, da der heldigvis findes flere bøger, der fortæller samme historie, f.eks. Hanna – Guds mindste engel. Alvorlige børnebøger skal have plads på hylderne. Litteraturen afspejler den virkelighed, vi alle sammen er en del af.

Hvilket nok er noget af det fineste jeg har læst, fordi det slår hovedet på sømmet. Der hvor hende den Harry Potter befængte fynbo, og Jyllandspesten (efter min meget objektive mening) skød forbi målet, var ved kernen af historien. Harry Potter pigen, mente jeg ikke gik nok ind i konsekvenserne af en tvangsfjernelse, mens Jyllandsposten synes de voksne var for onde.

8 børn. Om året. Dør i deres eget hjem, tæsket ihjel af en af de personer der skulle fylde dem med kærlighed og omsorg. Jeg får tårer i øjnene, bare ved at skrive disse ord. Men min pointe er: nogle voksne er onde. Er de endimensionelt onde? Nej. Men for et barn er de. Børn er ikke dumme, men de besidder heller ikke den fornødne erfaring og livsviden der fortæller at der er en grund til at Jeppe drikker. Far slår, men alligevel elsker jeg far. Elektra i bogen, elsker sin mor, selvom hun slår, hun elsker sin far selvom han har svigtet ved at dø. Hun forsøger, til det sidste, håber hun på at hendes mor vil elske hende. Men hun har netop på sin rejse fået den fornødne livserfaring, der giver hende en indsigt i moren. Mor er hvem mor er.

Jeg ved godt virkeligheden er grum og væmmelig og ækel, og intet fiktion kan hamle op med den, men nu forholder det sig sådan at jeg har arbejdet på et hjem med voldsramte børn. Med udbrændte pædagoger og evigt svigtende forældre. Det tror jeg ikke Harry Potter dyrkeren fra Fyn har. Det betyder ikke at hun ikke har ret, men altid vær varsom med at udtale dig om noget du ikke ved noget om.

Okay, historien skal virke uanset hvad, og denne synes at have en tendens til at virke bedre på sjælland end på fyn/jylland. Jeg vil gerne sige det er fordi jeg kommer tæt på en ubehagelig virkelighed. 8 børn dør som følge af vold, mest i hjemmet. Tallet et på en gang stort og lille. Men tænk på dem der aldrig dør, dem der lever med smerten hver dag, dem som ikke bliver indlagt grundet en brækket arm. Dem som lever med smerten. Måske er de 8 de heldige.

Og som en krølle på det hele er det nu oppe i medierne at regeringen vil skære ned på det her område. Hvorfor tænker man, det er sindssygt. Spørg dig selv hvor mon de penge til dine skattelettelser kommer fra, og så tænk på de 8 lig, de 8 børn der er blevet tæsket ihjel af dem der skulle passe på dem. Tænk på de 8 kolde små kroppe når du jubler over de penge du får ekstra hvert år til dig og din familie, der i forvejen har rigeligt. Og tænk på, at de kun er toppen af isbjerget.

Niels Bach for evigt

Blev i går færdig med 1. gennemskrivning af ungdomsfilmen. Manus er nu i hænderne på min oscarnominerede ven, Christian E. Christiansen, og han kigger på det og skriver sikkert det hele om. Det er hundespændende. Desværre har han ret travlt med banaliteter, som en cool spillefilm der er baseret på en bog (som jeg ikke har skrevet (suk!)). Hans kone har til gengæld adapteret og det lyder ret fedt. Og en ny serie til TV2 har han også gang i (jeg ved ikke om jeg bliver lynchet for det her), som jeg vist nok ikke må afsløre hvad handler om, men jeg håber den går igennem fordi danske tv-serier har brug for et spark i bollerne, og denne her sparker hårdt. Og så har hans amerikanske film "The Roommate" også taget en del af hans tid.

Og så er der fundet tegner til Ronin, en maxi-serie på mellem 3-12 bøger, der kommer fra Carlsen. Niels Bach, der tidligere har illustreret bl.a. Drageherren, har, efter tre afrevne fingernegle og et blåt øje, sagt utvetydigt "hell yeah" til at lægge pen til historien om Ronin, vampyrsværdet Rei Tsukurite og den gyldne ørn. Nå ja, så er der også shitloads of banditter, dæmoner, drager og, selvfølgelig, en cool babe med et skydevåben. (you gotta love 'em.)

Det bliver min første bog der ikke er illustreret af en decideret tegneserie

tegner, men Niels Bach kan noget med farver, som får mig til at græde som et lille barn. Jeg glæder mig rigtig meget.

Totalt gay

Jeg sidder her, i de efterhånden småsene aftentimer og skriver FORFRA på et manuskript, som jeg gerne vil have færdig til mandag. Og jeg skal også lige have læst min redaktørs rettelser til Ronin igennem.

For at holde humøret oppe (fordi, så skide skægt er det heller ikke at skrive forfra) hører jeg musik, og jeg har valgt at gå bort fra min sædvanlige depressive, selvmordsledende musiksmag. Bare for en kort bemærkning. Da jeg ikke rigtig har noget glad musik i min samling, måtte jeg ty til desperate midler. Faktisk blev jeg inspireret af TV-Serien Entourage (det er UMULIGT at være i dårligt humør efter man har set den.) Der kørte et Stevie Wonder nummer, som jeg kender, men aldrig rigtig har hørt, men lige nu kører "For once in my life" på repeat i mine hovedtelefoner, og damn, det er svært at sidde stille til det musik. Jeg er sikker på min underbo, der jævnligt banker på døren fordi jeg larmer, står udenfor lige om lidt, og bede mig holde kæft, men indtil da ... take it away, Stevie.

Spider-Man 617 er gååt

Det er sjældent jeg får tænderne slået ud, når jeg læser det vi kalder "tynde hæfter" her i huset. Dvs. de månedlige, eller i dette tilfælde, ugentlige comics fra the US. Og Spider-Man har aldrige så meget som fået tandfeen op af stolen.

Det føles derfor underligt at stå her med blødende gummer og skrive dette indlæg, men Spider-Man 617 har slået hver en gnallet lille stump ud af kæften på mig.

Jeg blev fuldstændig chokeret over at Spider-Man kune være .. godt. Nej, ikke bare godt, men formidabelt. Nu hedder han jo The Amazing Spider-Man, men han har aldrig før været amazing i mine øjne.

Jeg vil råde alle der kan gå på to ben, til at vakle ned i Fantask (eller hvad den lokale syndbule nu ellers hedder) og forlange, som borger i et frit land og med henvisning til menneskerettighedserklæringen, om at få lov til at købe et eksemplar af dette vidunderlige blad.

Spider-Man 617 er karakterbeskrivelse på et så højt plan at Linda Seger sandsynligvis sidder med bladet i sine hænder og får multiorgasmer i dette øjeblik, et eller andet sted i USA. Det er raffineret og smukt og rammende. Det er skrevet af Joe Kelly, der bl.a er en af stamfædrene til Ben 10. Det skal man dog ikke lade sig narre af, fordi det er mange år siden og han var sikkert ung og havde brug for pengene.

Kellys dialog er velovervejet og tilpasset karakterne, hans plot intelligent og kantet. Men mest af alt er jeg glad for at Peter Parker, som altid har været kvalmende glad, rent faktisk har en hel del problemer der tynger ham, og Marvel universets værste bæ, Aunt May, var slet ikke med i Spider-Man 617. Parker tænker ikke engang på hende. Tilgengæld minder historien om et ultra slick, super nice, gennemproduceret afsnit af en "must see" amerikansk serie.

Tegningerne er leveret af Max Fiumara, som passer perfekt til Kellys lidt mere gloomy New York, hvor det altid regner og er nat. Hæftet koster ca. 30,- bobs og findes med tre forskellige forsider, så gå efter nummeret (617) ikke forsiden.

Christian, min Oscarnomineret ven, du er i LA lidt endnu. Pick it up on the way to the airport. Alle andre, løb, for helvede, løb!

Årets bedste tegneseriere

Året der gik bød på mange timers tegneserie læsning. Jeg har rodet lidt på hylderne og fundet de 10 bedste frem. Husk! Det er snart Oscar tid. Klik ind The Oscarsite her, og læs mere om filmene, sikre penge i bange og de rene Roskilde Bank gæt.

10:

DC (Super/Batman/mm) udgiver enkelte af deres virkelig cremé de la cremé i Absolut serien. I år kom Absolute Justice som er en massiv fætter der måler h:33, d:22, b:4,5 cm i hardboks, i hardcover med skitser, noter fra manus og persongallerie. Nå ja, og så er der jo også en tegneserie. Justice handler om de gode mod de onde hvor vi tror at de onde er de gode og de gode faktisk er onde. MEn det viser sig at de onde er onde og de gode er gode. Historien er ikke bedre end det. Men den er tegnet af Mesteren Alex Ross. Den mand er tegneseriens Leonardi Da Vinci. At sidde og bladre i Justice er som at høre et smukt stykke klassisk musik. Siderne synger til dig. Man kan ikke andet end at få tårer i øjnene over al den skønhed. Verden bliver et bedre sted grundet Alex Ross' tegninger. Hvis bare dog historien havde været en lille smule bedre. Og det er ikke engang plottet der halter, men karakterne og dialogen. Hvorfor man fra DC's side har valgt at spilde et talent som Ross på forfatteren Jim Krueger er mig en gåde. Men smukt, det er det.

9:

The Boys af Garth Ennis (Hellblazer/Preacher) og Darick Robertson (Transmetropolitan) er en hardcore, no-holds-barred "superhelte" serie med sex (og jeg mener sex), vold (jesusmaryandjosef) og andet perversitet. Under alt dette gemmer der sig en rent faktisk en historie om Wee Hughie (der ligner Simon Pegg så meget at han også har skrevet forord til bog 1) der er rodet ind i noget med regeringen og ikke kan tage hjem til Skotland. Wee Hughies kæreste er ved et uheld blevet dræbt af superhelten Main Train, så der brænder en lille hadets flamme i Hughie vedr. alt super.

Som alt andet Ennis bliver det hurtigt for meget. Ennis er dygtig til at provokere og skrive skarp dialog, men det bliver desværre lidt for meget af det samme med det samme. Preacher er et godt eksempel. The Boys lader dog til at have endnu mere kant og rammerne her synes at spænde næsten uendeligt.

8:

The Goon er også smukt, men på en hel anden måde. Englænderen Eric Powell har med 2 dl. zombie, 5 kilo EC comics, en bradepande tørre tæsk og 450 g. noir bagt et lille mesterværk. Dialogen er knastør og helt vildt underholdende. Det er en blanding af EC Comics, The Spirit og Raymond Chandler/Sin City. Hør her: "Samuel Loom would live for five more days ..., but his mind went out at three that morning." Det er fjollet, barsk, sødt, grotesk og absurd. Kort sagt - fucking undeholdende.

7:

En af mine ynglingstegneserieforfatter pt. er Mark Millar, og han begik for nogle år tilbage en lille perle der hed Chosen. Den er nu samlet og hedderAmerican Jesus, og er historien om teenageren Jodie der bor i bumfuck USA. En dag da Jodie er ude og gå, kører en lastbil galt og ryger lige i hovedet på ham. Men Jodie får ikke en skramme. Og langsomt begynder der at ske mystiske ting omkring Jodie. Han kan vække de døde til live. Men det er sgu ikke nemt at være teenager og Jesus, på en og samme gang. Serien er tegnet af Peter Gross. Farverne matte og lidt kedelige.

Velskrevet og vel gennemtænkt. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

6:

Marvels mutant skraldespand: X-Factor. Skrevet af en af legenderne, Peter David (Hulk). Det her er den voksne, intelligente mands mutantsuperheltetegneserie. Peter David er en ældre mand og det klæder bogen og karakterne. Vores hovedperson Multiple Man, kaldet ved sit fornavn, Jamie i serien, har absorberet sit nyfødte barn, fordi han havde sendt en klon ind for at gøre kæresten gravid. Kæresten begynder at drikke igen og truer med at slå ham ihjel. Jamie forsøger at begå selvmord, men bliver hentet af en pige fra fremtiden, som tager ham med og som han indleder et forhold til. Problemet er bare at han kender hende i vores tid og der er hun 14 år. Og så er Rictor bøsse. Nej, vi ser nok ikke en X-Factor blockbuster film anytime soon. Men det her er superhelte soap når det er bedst.

5:

Den politiske tegnerserie Ex Machina, om superhelten der blev borgmester i NY, og for hvem hele hans fortid er en pinlig affære, tordner stadigvæk derudad. 9/11 er sket, men Michell reddede det ene tårn i sin superhelte skikkelse som The Great Machine, og blev derefter valgt som borgmester i NY. Det fede ved den her serie er, at den minder mere om West Wing end om X-Men. De politiske modstandere visere sig af være farligere end planetædende robotter. Og den værste fjender lurer i egne rækker. Det her er helt på højde med en vel produceret, velskrevet, velspillet amerikansk dramaserie. Kun for den voksne, tænkende læser.

4:

Er egentlig en gammel sag, men min Oscar nomineret ven, Christian E. Christiansen viste mig den i LA, og jeg var temmelig imponeret. The Killer er en fransk tegneserie der oprindeligt udkom i fem bind, fra '98-'03. Optrykt på engelsk i '09, så vidt jeg ved. Sproget er smukt og poetisk, og følger de meget stemningsfyldte tegninger. Historien handler om livet som lejemorder. Ikke det liv vi ser i film hvor man springer fra fly til lastbil og skyder så Arnold ville få dårlig mave, men nok mere "virkelighedens" lejemorder. Man venter og venter og venter. Og hvad laver man så når man venter på at slå et andet menneske ihjel? Man tjekker sit våben, tænker lidt over fortiden, kigger i køleren. Men mest af alt forsøger man at leve med sig selv. "I'm not a bad guy. Though I'm not particularly nice either." som vores hovedperson beskriver sig selv i starten af historien.

Havde det været en fransk film, havde det været Luc Besson. Guf.

3:

Kan du lide ubåde? Gysere? Frygt? Så læs videre.

Peter Milligan er en temmelig syret forfatter. Shade the Changing man var tegneserie på LSD. Og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg ikke altid forstår hvad der foregår. Men sådan er det ikke med The Depths. Milligan har haft en idé til en lille gyser, og er endt hos Marvel. De ville gerne pakke gyseren ind i en superhelt, og Milligan har sagt "okay, men my way". Den valgte superhelt er Namor eller Sub-mariner, som han også kaldes. Han er konge af Atlantis, iklædt sorte, røde eller grønne skælunderbukser, og intet andet.

Men ikke her. Fordi denne her historie handler slet ikke om Namor. Den handler om en gruppe forskere der vil finde sagnbyen Atlantis, i et univers hvor superhelte slet ikke nævnes. Doctor Stein er hovedpersonen, "The Great Debunker". Han rejser rundt i verden og afslører at alt overnatuligt er hokus pokus. Så da en gruppe beder ham finde Atlantis griner han. Atlantis findes ikke. Men han tager jobbet og snart er han på vej ned i dybet i en ubåd. Og her tager historien fat. Det her er Event Horizon og Alien som tegneserie. Sømændene frygter Namor mere end noget andet. Stein griner. Namor er overtro. Men sømændene fortæller historier om Namor der har dræbt venner og fjender. Dræbt alle der nærmede sig Atlantis. Og jo dybere ned i mørket de kommer, jo mere bliver det klart for Stein og besætningen at de ikke er alene ...

The Depths er malet af Esad Ribic, der helt uden problemer fanger den klaustrofobiske tilstand i ubåden, vanviddet og rædslerne.

The Depths er på mange måder en rejse ind i de mørkeste kamre af mandens hjerte, helt derind hvor frygten bor.

Det er sjældent der kommer en rendyrket horror tegneserie, og sjældent en af den kaliber her. Hvor historie og tegninger sammen er med til at sprede skræk og rædsel i læseren . "Man has lost the sense of the true awfulness of the sea" - Herman Melville. Amen, brother, amen.

2:

Scalped er den bedst skrevet serie på marked lige nu. Historien er så mørk, at den ikke bare er noir, men extra noir. Dialogen kan du hænge op på væggen og karakterne er mere levende end din nabo.

Tegningerne er ikke i verdens klasse, men R.M. Gúera's stil passer perfekt til historien. Jason Aaron er en formidabel forfatter, der uden at vide en skid om indianere eller reservater, har skrevet den bedste tegnersier, ikke bare om det, men i det hele taget, i mange, lange år. Enhver der holder af gode historier burde unde sig selv den fornøjelse at læse. Advarsel! Det er hårdt, det er beskidt og det er råt. Mens hvis det ikke skræmmer dig, så løb ned i Fantask og køb den.

1: Pinocchio

Kan det lade sig gøre at lave en underholdende, opdateret version af Pinocchio? Umiddelbart ikke, men franske Winshluss gør det, og han gør det suverænt. Den Franske udgave som jeg har er på 188 sider i en helt ufattelig lækker indbinding, med årets smukkeste cover. Men det er ikke hvad der gør Winshluss' Pinocchio til noget helt specielt. Han fortæller historien om den lille, i dette tilfælde, robot, med den lange næse, uden et eneste ord. Der er udelukkende fortalt i billeder. Næsten. Helt i start og helt til slut har en af vores MANGE karakterer lidt dialog. Og så er det nogle få s/h sider ind imellem med en græshoppen Jimmy, som fungere som robotten Pinocchios samvittighed. Jeg kan ikke et ord fransk, men det forstod alt.

Det er virkelig en kunst at fortælle alt udelukkende i billedere, men Winshluss kryber ikke udenom, og der er så mange karakterer med, så mange bi-historier at jeg ikke fatter hvordan han selv har kunne holde hoved og hale på det hele.

Historien er fortalt med et glimt i øjet, den er grum, men også voldsomt sjov. Flere gange sad jeg i flyveren på vej hjem fra Paris og skreg af grin. Tegnestilen er karikeret, hvilket hjælper voldsomt når der er så mange personer med i historien.

Historien er langt væk fra Disney's version. I denne opdateret fortælling er der sex og vold. Og Winshluss har indkorporeret fortælling om Snehvide og de syv små dværge i en af bi-historierne, dog uden Snehvide, hende har de syv små dværge brugt op. Så de er på udkig efter en ny "Snehvide", men politiet er på udkig efter de syv små dværge. Intet her er tilfældigt med. Alt er nøje gennemtænkt, og jeg kan kun gisne om hvor mange post-it Winshluss har brugt for at holde styr på det hele, men vi snakker nok paller. Ud over sex, vold og humor rummer historien også en utrolig dybde, og en kærlighed, overfor den misbrugte. Retfærdigheden sker fyldest. Karmatrucken er fuldt tanket. Pinocchio er tegnet og skrevet med så meget hjerte og hjerteblod, at resultatet er intet mindre end fænomenalt. Hvis man er en voksen læser med en forkærlighed for dette medie, så under man sig selv at læse Pinocchio.

Den fås også på engelsk, hvis det kniber med det franske, men jeg kan som sagt meget lidt fransk, og forstod alt alligevel.

Det her er en perle af en tegneserie, den slags der er meget, meget langt imellem.

Regional love

Så er Soldater blevet anmeldt i Jyllandspesten. Og jeg tror lige jeg laver et "... and God spoke" uddrag af anmeldelsen:

"... som nok beskriver børneskæbner så barske, at en soldaterhjelm langt fra rækker, men også jonglerer fermt med tempo, dialog og regulær spænding."

Det var det, det var jo meget godt.

Hej, hej.

Please come find me and help me get fucked up

Et nyt år er startet. Sonny Søren begynder at røre på sig. Jeg har rettet og sendt til redaktør. Min børneserie på Carlsen afventer at jeg finder en tegner. Lige nu ligger valget mellem en tegneserie tegner og en illustrator. Tegneserie tegneren kan det jeg vil, men jeg er sgu blevet lidt bange for farvelægningen efter en dårlig oplevelse tidligere, og det kan illustratoren. Jeg er i tænkeboks og påbegynder at skrive 2'eren lige om lidt. Jeg havde oprindeligt skrevet den som en fem binds serie, men Carlsen vil hellere have tre, så må jeg se om det kan lade sig give sig.

Jeg er også startet på manus til en ungdomsfilm, som jeg har udviklet sammen med David Bjerre og Oscar nomineret Christian E. Christiansen. Christian og jeg skriver.

Og som altid skriver jeg til musik. Mit drug lige nu er Lucinda Williams, som synger ... country? Jamen, vent, jeg hader jo country. Nej, jeg ikke bare hader country, jeg fucking hader det. Næsten lige så meget som Reggae. Men også kun næsten. Men det her er fantastisk. Musikken er slow, mellow og moving. Hendes stemme rå og melankolsk. Jeg er sikker på, at der ligger mange knuste mandehjerte på vejene bag hende. Denne version er ikke så god som studieversionen, så find lige den rigtige på i-tunes eller lign.