Året der gik bød på mange timers tegneserie læsning. Jeg har rodet lidt på hylderne og fundet de 10 bedste frem. Husk! Det er snart Oscar tid. Klik ind The Oscarsite her, og læs mere om filmene, sikre penge i bange og de rene Roskilde Bank gæt.
10:
DC (Super/Batman/mm) udgiver enkelte af deres virkelig cremé de la cremé i Absolut serien. I år kom Absolute Justice som er en massiv fætter der måler h:33, d:22, b:4,5 cm i hardboks, i hardcover med skitser, noter fra manus og persongallerie. Nå ja, og så er der jo også en tegneserie. Justice handler om de gode mod de onde hvor vi tror at de onde er de gode og de gode faktisk er onde. MEn det viser sig at de onde er onde og de gode er gode. Historien er ikke bedre end det. Men den er tegnet af Mesteren Alex Ross. Den mand er tegneseriens Leonardi Da Vinci. At sidde og bladre i Justice er som at høre et smukt stykke klassisk musik. Siderne synger til dig. Man kan ikke andet end at få tårer i øjnene over al den skønhed. Verden bliver et bedre sted grundet Alex Ross' tegninger. Hvis bare dog historien havde været en lille smule bedre. Og det er ikke engang plottet der halter, men karakterne og dialogen. Hvorfor man fra DC's side har valgt at spilde et talent som Ross på forfatteren Jim Krueger er mig en gåde. Men smukt, det er det.
9:
The Boys af Garth Ennis (Hellblazer/Preacher) og Darick Robertson (Transmetropolitan) er en hardcore, no-holds-barred "superhelte" serie med sex (og jeg mener sex), vold (jesusmaryandjosef) og andet perversitet. Under alt dette gemmer der sig en rent faktisk en historie om Wee Hughie (der ligner Simon Pegg så meget at han også har skrevet forord til bog 1) der er rodet ind i noget med regeringen og ikke kan tage hjem til Skotland. Wee Hughies kæreste er ved et uheld blevet dræbt af superhelten Main Train, så der brænder en lille hadets flamme i Hughie vedr. alt super.
Som alt andet Ennis bliver det hurtigt for meget. Ennis er dygtig til at provokere og skrive skarp dialog, men det bliver desværre lidt for meget af det samme med det samme. Preacher er et godt eksempel. The Boys lader dog til at have endnu mere kant og rammerne her synes at spænde næsten uendeligt.
8:
The Goon er også smukt, men på en hel anden måde. Englænderen Eric Powell har med 2 dl. zombie, 5 kilo EC comics, en bradepande tørre tæsk og 450 g. noir bagt et lille mesterværk. Dialogen er knastør og helt vildt underholdende. Det er en blanding af EC Comics, The Spirit og Raymond Chandler/Sin City. Hør her: "Samuel Loom would live for five more days ..., but his mind went out at three that morning." Det er fjollet, barsk, sødt, grotesk og absurd. Kort sagt - fucking undeholdende.
7:
En af mine ynglingstegneserieforfatter pt. er Mark Millar, og han begik for nogle år tilbage en lille perle der hed Chosen. Den er nu samlet og hedderAmerican Jesus, og er historien om teenageren Jodie der bor i bumfuck USA. En dag da Jodie er ude og gå, kører en lastbil galt og ryger lige i hovedet på ham. Men Jodie får ikke en skramme. Og langsomt begynder der at ske mystiske ting omkring Jodie. Han kan vække de døde til live. Men det er sgu ikke nemt at være teenager og Jesus, på en og samme gang. Serien er tegnet af Peter Gross. Farverne matte og lidt kedelige.
Velskrevet og vel gennemtænkt. Jeg glæder mig til fortsættelsen.
6:
Marvels mutant skraldespand: X-Factor. Skrevet af en af legenderne, Peter David (Hulk). Det her er den voksne, intelligente mands mutantsuperheltetegneserie. Peter David er en ældre mand og det klæder bogen og karakterne. Vores hovedperson Multiple Man, kaldet ved sit fornavn, Jamie i serien, har absorberet sit nyfødte barn, fordi han havde sendt en klon ind for at gøre kæresten gravid. Kæresten begynder at drikke igen og truer med at slå ham ihjel. Jamie forsøger at begå selvmord, men bliver hentet af en pige fra fremtiden, som tager ham med og som han indleder et forhold til. Problemet er bare at han kender hende i vores tid og der er hun 14 år. Og så er Rictor bøsse. Nej, vi ser nok ikke en X-Factor blockbuster film anytime soon. Men det her er superhelte soap når det er bedst.
5:
Den politiske tegnerserie Ex Machina, om superhelten der blev borgmester i NY, og for hvem hele hans fortid er en pinlig affære, tordner stadigvæk derudad. 9/11 er sket, men Michell reddede det ene tårn i sin superhelte skikkelse som The Great Machine, og blev derefter valgt som borgmester i NY. Det fede ved den her serie er, at den minder mere om West Wing end om X-Men. De politiske modstandere visere sig af være farligere end planetædende robotter. Og den værste fjender lurer i egne rækker. Det her er helt på højde med en vel produceret, velskrevet, velspillet amerikansk dramaserie. Kun for den voksne, tænkende læser.
4:
Er egentlig en gammel sag, men min Oscar nomineret ven, Christian E. Christiansen viste mig den i LA, og jeg var temmelig imponeret. The Killer er en fransk tegneserie der oprindeligt udkom i fem bind, fra '98-'03. Optrykt på engelsk i '09, så vidt jeg ved. Sproget er smukt og poetisk, og følger de meget stemningsfyldte tegninger. Historien handler om livet som lejemorder. Ikke det liv vi ser i film hvor man springer fra fly til lastbil og skyder så Arnold ville få dårlig mave, men nok mere "virkelighedens" lejemorder. Man venter og venter og venter. Og hvad laver man så når man venter på at slå et andet menneske ihjel? Man tjekker sit våben, tænker lidt over fortiden, kigger i køleren. Men mest af alt forsøger man at leve med sig selv. "I'm not a bad guy. Though I'm not particularly nice either." som vores hovedperson beskriver sig selv i starten af historien.
Havde det været en fransk film, havde det været Luc Besson. Guf.
3:
Kan du lide ubåde? Gysere? Frygt? Så læs videre.
Peter Milligan er en temmelig syret forfatter. Shade the Changing man var tegneserie på LSD. Og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg ikke altid forstår hvad der foregår. Men sådan er det ikke med The Depths. Milligan har haft en idé til en lille gyser, og er endt hos Marvel. De ville gerne pakke gyseren ind i en superhelt, og Milligan har sagt "okay, men my way". Den valgte superhelt er Namor eller Sub-mariner, som han også kaldes. Han er konge af Atlantis, iklædt sorte, røde eller grønne skælunderbukser, og intet andet.
Men ikke her. Fordi denne her historie handler slet ikke om Namor. Den handler om en gruppe forskere der vil finde sagnbyen Atlantis, i et univers hvor superhelte slet ikke nævnes. Doctor Stein er hovedpersonen, "The Great Debunker". Han rejser rundt i verden og afslører at alt overnatuligt er hokus pokus. Så da en gruppe beder ham finde Atlantis griner han. Atlantis findes ikke. Men han tager jobbet og snart er han på vej ned i dybet i en ubåd. Og her tager historien fat. Det her er Event Horizon og Alien som tegneserie. Sømændene frygter Namor mere end noget andet. Stein griner. Namor er overtro. Men sømændene fortæller historier om Namor der har dræbt venner og fjender. Dræbt alle der nærmede sig Atlantis. Og jo dybere ned i mørket de kommer, jo mere bliver det klart for Stein og besætningen at de ikke er alene ...
The Depths er malet af Esad Ribic, der helt uden problemer fanger den klaustrofobiske tilstand i ubåden, vanviddet og rædslerne.
The Depths er på mange måder en rejse ind i de mørkeste kamre af mandens hjerte, helt derind hvor frygten bor.
Det er sjældent der kommer en rendyrket horror tegneserie, og sjældent en af den kaliber her. Hvor historie og tegninger sammen er med til at sprede skræk og rædsel i læseren . "Man has lost the sense of the true awfulness of the sea" - Herman Melville. Amen, brother, amen.
2:
Scalped er den bedst skrevet serie på marked lige nu. Historien er så mørk, at den ikke bare er noir, men extra noir. Dialogen kan du hænge op på væggen og karakterne er mere levende end din nabo.
Tegningerne er ikke i verdens klasse, men R.M. Gúera's stil passer perfekt til historien. Jason Aaron er en formidabel forfatter, der uden at vide en skid om indianere eller reservater, har skrevet den bedste tegnersier, ikke bare om det, men i det hele taget, i mange, lange år. Enhver der holder af gode historier burde unde sig selv den fornøjelse at læse. Advarsel! Det er hårdt, det er beskidt og det er råt. Mens hvis det ikke skræmmer dig, så løb ned i Fantask og køb den.
1: Pinocchio
Kan det lade sig gøre at lave en underholdende, opdateret version af Pinocchio? Umiddelbart ikke, men franske Winshluss gør det, og han gør det suverænt. Den Franske udgave som jeg har er på 188 sider i en helt ufattelig lækker indbinding, med årets smukkeste cover. Men det er ikke hvad der gør Winshluss' Pinocchio til noget helt specielt. Han fortæller historien om den lille, i dette tilfælde, robot, med den lange næse, uden et eneste ord. Der er udelukkende fortalt i billeder. Næsten. Helt i start og helt til slut har en af vores MANGE karakterer lidt dialog. Og så er det nogle få s/h sider ind imellem med en græshoppen Jimmy, som fungere som robotten Pinocchios samvittighed. Jeg kan ikke et ord fransk, men det forstod alt.
Det er virkelig en kunst at fortælle alt udelukkende i billedere, men Winshluss kryber ikke udenom, og der er så mange karakterer med, så mange bi-historier at jeg ikke fatter hvordan han selv har kunne holde hoved og hale på det hele.
Historien er fortalt med et glimt i øjet, den er grum, men også voldsomt sjov. Flere gange sad jeg i flyveren på vej hjem fra Paris og skreg af grin. Tegnestilen er karikeret, hvilket hjælper voldsomt når der er så mange personer med i historien.
Historien er langt væk fra Disney's version. I denne opdateret fortælling er der sex og vold. Og Winshluss har indkorporeret fortælling om Snehvide og de syv små dværge i en af bi-historierne, dog uden Snehvide, hende har de syv små dværge brugt op. Så de er på udkig efter en ny "Snehvide", men politiet er på udkig efter de syv små dværge. Intet her er tilfældigt med. Alt er nøje gennemtænkt, og jeg kan kun gisne om hvor mange post-it Winshluss har brugt for at holde styr på det hele, men vi snakker nok paller. Ud over sex, vold og humor rummer historien også en utrolig dybde, og en kærlighed, overfor den misbrugte. Retfærdigheden sker fyldest. Karmatrucken er fuldt tanket. Pinocchio er tegnet og skrevet med så meget hjerte og hjerteblod, at resultatet er intet mindre end fænomenalt. Hvis man er en voksen læser med en forkærlighed for dette medie, så under man sig selv at læse Pinocchio.
Den fås også på engelsk, hvis det kniber med det franske, men jeg kan som sagt meget lidt fransk, og forstod alt alligevel.
Det her er en perle af en tegneserie, den slags der er meget, meget langt imellem.
