Oscar

For nogle menesker er udsalget i januar årets begivenhed, for andre er det andejagten. For mig er det Oscar sæsonen, der snart bliver skudt i gang. 2008 bød på mange gode film, ikke mindst "Iron Man", "Kung Fu Panda", "In Bruges", "Wall-E" og årets bedste film "The Mist" (som var 2007 i USA) for blot at nævne de mest underholdende. Desværre kommer de rigtig tunge sværvægtere ikke til Danmark før efter nytår. 

For alle dem som gerne vil følge med i det spændende opløb, kan jeg varmt anbefale det danske Oscar site, big-o-quiz. Det er fyldt med anmeldelser af de nomineret film og mange godter fra tidligere Oscar shows, kort sagt, alt hvad et lille koldt Oscar hjerte kan begære.

Glædeligt nytår, og glædelig Oscar!

STORM

Så er det en realitet. Storm har fået penge på DFI. Helt fantastisk. Produktionsstøtte oven i købet. Det betyder at optagelserne starter i februar (tror jeg). Giacomo Campeotto er bag megafonen, han har før lavet film som Tempelriddernes Skat 2+3 og Møgunger. Mille Dinesen (Nynne) spiller den søde hundetræner og Troels Lyby (En kort en lang) den forstående far. Dreng og hund spilles af ukendte.

Historien bag filmen er, at jeg pitchede idéen om en dreng der finder en hund der kan løbe stærkt for to producere. Den ene rejste sig op og sagde "ja, det tror jeg ikke." Den anden sagde "jeg finder nogle penge." Jeg skrev jeg på et treatment. Jeg skrev og skrev og skrev og til sidst vidste jeg ikke længere hvad jeg skrev om, så jeg ringede til produceren (Jennifer) og bad hende finde en ny forfatter. Både Jennifer og jeg følte Storm var vores projekt. Jeg ville dog hellere kapitulere end udslette hele produktionen. Jennifer fandt Ib og Jørgen Kastrup (ingen relation) og ideelt ville jeg gerne have skrevet med dem, men de mente "three's a crowd." Og så trak jeg mig. De skrev. Giacomo og min gamle chef, Gitte Lykkegaard skrev om, og bingo! Støtte.

Min kredit bliver: baseret på en idé af yada yada yada. Det og så nogle procenter i filmen, hvilket betyder at hvis alle går ind og ser den mange gange, så får jeg en dag en check med posten. Så pretty please med sukker på.

Rygterne om en 2'er render allerede hurtigere end, tja, en greyhound. Den er jeg dog (foreløbig) ikke involveret i. 

Storm bliver en herlig familiefilm og mon ikke den ser biografsalens lys til efterårsferien? 

Nogle gange er livet mindre uretfærdigt.

  

Flimmer

Sidder og lægger sidste hånd på en synopsis til en spillefilm, som gerne skulle bringe nogle gryn i kassen. Men sådan er det næsten altid med at skrive film (for mig). Meget arbejde, og ikke så mange gryn. Man kan stille spørgsmål til om det så er rentabelt at fortsætte. Sikkert ikke. Men jeg kan ikke lade være. Det er et medie som fortæller historier med billeder, som tegneserie mediet. Et medie jeg elsker. 

Jeg lægger også, i disse dage, sidste hånd på en step-out-line til en ungdomsgyser, som jeg rent faktisk tror bliver til noget. 

Og så er der den famøse kortfilm, hvor kontrakt uenigheder har taget alt for meget af min tid på det sidste. En unødvendig uenighed, som vi kunne have været foruden, hvis jeg bare havde fået lov til at skrive. Og så havde jeg oven i købet været færdig nu. 

Og så ligger mit eget manus, min sinddsyg historie og venter ude i horisonten, som filmens hovedperson, en psykotisk syg person, nægter det at forlade mit hoved. Hvis jeg bare kunne angribe det fra den rette vinkel... 

Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg startet på at skrive et oplæg til en voksen julekalender med en stand-up komiker og en erfaren manusforfatter. Det er skide sjovt, og jeg tror også på den går igennem. 

Og så er der den Estiske "Free Willy" film. Men har heldigvis ikke hørt fra produceren endnu, så det kan være de har lagt den ned.

Det skrider frem ad med den tyske action-suspense film, som, so far, bliver skrevet på Skype. Heldigvis skal jeg ikke skrive selve manus på den, da det skal skrives på tysk (og, ja, jeg læser tysk på B-niveau, men som min tyske ven sagde, så gad han ikke vente halvanden dag på jeg skulle stave mig igennem en side.) Vi har lavet lidt om, men er nu på vej ud i en step-out-line. 

Min sorte-komedie med Mads skal rulle nu. Vi skal snart til noget møde med nogle pengefolk, og historie ligger der. Få ændringer, så er den klar.

Heldigt jeg har læseferie nu. 

Don't call us - we will call you!

Nej! Det værste ord i verden. Specielt her op til jul. Men det sker faktisk, for nogle oftere end for andre, at man som forfatter får et afslag fra et forlag. Det kan skyldes to ting, og kun to.
1. Dit manus er noget lort, og du skulle måske overveje det job på Mac D.
2. Redaktøren er talentløs og ville ikke kunne genkende et stort litterært geni, om det så dansede can-can i lyserødt miniskørt på bordet foran hende/ham.
Der er ingen gylden mellemvej. Ingen "det er måske bare fordi jeg har lavet for mange kommafejl" eller "jeg ved jeg er dygtig. Det siger min mor."
Det er en hård brutal verden. Specielt fordi der udkommer så utrolig meget lort, så når ens (selvfølgelig) geniale tekst får afslag så gør det ondt, ikke bare i hjertet, men helt dybt dybt inde i sjælen.
Gå ind i en hvilken som helst boghandel og jeg vil vædde på du indenfor 1 minut kan spotte 5 titler hvortil de fem træer der har ladet livet, kan komme på en top ti over begrædelige dødsfald, sammen med John F. Kennedy, Jim Henson og Oluf Palme. Og stadigvæk kan DIT geniale epos få et afslag.
Det er en hård verden.
Men heldigvis er der mange redaktører derude, og ikke alle sammen er hjernedøde tumper. Jeg var til fest for nogle måneder siden hvor en forfatter læste sine afslag op, fra to store forlag, og det var ikke køn læsning. En lesser man, (som mig) havde nok taget den ud foran linje A (mod Køge) med min tekst i favnen og "talentløs" skrevet i panden med læbepromade.
Men den før omtalte forfatter blev ved med at sende, og sandelig, et forlag tog bogen (et rigtig cool forlag), og ikke nok med det, den er nomineret til en Orla i år. Så, up yours, store forlag.

SÅ ER DEN HER!

Robert og Robotten er endelig landet hos din lokalebogpusher! Lige i tid til jul! Det er GAVEN til lillebror, mor, hamsteren eller oldefar! Noget de ikke har, som de bliver glade for resten af livet og som er så latterlig billig (under 100 af de små), at næsen begynder at løbe og benene ryster.

Med fantastiske illustrationer af Teddy Kristiansen. Er du tegneseriefan, Teddyfan eller værdsætter du bare kunst, så er der ingen vej udenom. Den må og skal ejes.

Køb den her: Robert og robotten eller bestil den hos din lokale boghandler. Og mens du er der, hvis du ikke allerede har den, så bestil også Æblet! Kirsten Tingholm fra CFU Odense skrev følgende om Æblet "En bog der har en handling med gang i. Der sker noget hele tiden og der er gode illustrationer, der passer godt til handlingen. Både handling, sprog og illustrationer vil motivere og fange drengenes læselyst. Der står rigtig meget mellem linjerne, som man ved de største elever kan tolke videre på eks. i forbindelse med kristendom."

Tak, til Kirsten!

Robert og robotten 2: Kaptajn Blod er på vej, 3'eren er under forberedelse. Begge forventes at udkomme i 2009.

Gensplejset ÆBLER

Yep! Der er mange gode grunde til lige nu at smide hvad man har i hænderne og storme ned i boghandleren (eller ind til computeren) og bestille sit helt eget kopi af ÆBLET i 1. oplæg (SAMLEROBJEKT!!!). 

Dasnklærerforeningensforlag har netop meddelt at de vil genoptrykke Æblet, da første oplag er så godt som udsolgt. Præcis hvornår 2. oplag udkommer vides ikke præcist endnu, men at den kommer, er nu en kendsgerning.

Jeg er sindssyg stolt over at få genoptrykt min debut i et andet oplag, og må igen bøje mig dybt i støvet for de to pragtfulde kvinder, Helle og Kari, der har hjulpet med teksten, og for Peter Snejbjerg, der har leveret (efter min ydmyg mening) sin karriers bedste illustrationer til dato. Peter og jeg har løst snakket om at lave noget sammen igen. It ain't over till the fat lady sings!

Tak til alle der har støttet ved at købe bogen. Jeg er dybt taknemmelig!

Her følger en opskift på æblekage, til at fejre det med:

Apple Pie opskrift, som Bedstemor And laver den:

APPLE PIE

Ladies and gentlemen: Mr. William Shatner

Estland is (kinda) calling

Jeg er blevet udvalgt. Desværre ikke af Gud eller Bill Gates, men af DFI til at deltage i Baltic Stories Exchange. Så næste weekend flyver jeg, sammen med tre andre manusforfattere, til Tallin hvor jeg i fire dage skal pitche og snakke med filmfolk fra Estland, Letland og Lithauen. Jeg har et tysk/dansk projekt med, som jeg skriver med en tysk manusforfatter, med arbejdstitlen "A Night to Remember."

Jeg havde egentlig forsaget filmbranchen, som djævlen selv, men som Michael Corleone siger "just when I thought I was out... they pull me back in." Og hvem siger nej til en gratis tur til Estland (ja, okay, det er der så nok en del der gør, but still)? En af producerne på kurset er international ranking tennis player, har international results in ballroom and latin dance og (kronen på værket) international results in kickboxing. Og det er den kvindelige producer. (Hvad det i øvrigt har med filmbranchen at gøre melder hendes CV ikke noget om, men hvis hun kommer op og skændes med en instruktør er det selvfølgelig meget rart at kunne kickboxing, så bliver det i hvert fald et kort skænderi.) Om ikke andet bliver hun nok en oplevelse. 

Og så er det noget mystisk eksotisk over hotelværelser. Det her med at man kun er der på lånt tid og man sandsynligvis aldrig kommer der igen. Det er midlertidigt i en ellers lidt fast hverdag. Jeg elsker hoteller. Og så for jeg set Tallin inden jeg dør. Og hvem ved, måske kommer jeg hjem med en fremtidig film i kufferten.

 

Old School is back

Sidste år agerede jeg klasselærer for en folk hormonstresset unge på amager. To af dem, rodede med film og musik, og var på noget hiphop skole i en ferie. Det her er resultatet. Positivt at se, at de har forstået budskabet i hiphop og de har haft modet til, ikke alene at lave et nummer og rappe det, men også knalde en musikvideo sammen. Keep it up, guys. Det er superfedt. Lov mig det her kun er starten!

Ladies and gentleman, Depleted hiphop:

Schindlers liste

Kære læser

Nedenunder følger en liste over hvor lang tid der ca. går fra et forlag modtager en tekst, til forfatteren får et svar. 

Jeg har, blandt forfatterne fra skolen for børnelitteratur, mødt både positive og negative reaktioner da jeg lavede rundspørgelse på denne liste. Dog har de fleste været meget hjælpsomme, og ud over de hårde fakta har enkelte suppleret med saftige historier. Dem samler jeg, og så kommer de her på siden senere. 

Indtil den tid, må man nøjes med Listen.

En af de kristiske røster på skolen har spurgt hvad i alverden man kunne bruge en sådan liste til. Mange ting vil jeg sige. Som forfatter kan man target de forlag som er hurtigst på aftrækkeren, således at man ikke skal sidde hjemme i sofaen og vente 8 uger, men måske kun behøver vente 4. Ventetiden, er, synes jeg, noget af det mest urimelige. Jeg forstår godt forlagens praksis med at man kun må sende til et af gangen. Det kan selvfølgelig være spildt tid for en redaktør at have siddet og læst et manus, og så har en anden redaktør læst hurtigere, og derved fået bogen. Men er det ikke hvad det fri marked er? Først til mølle? Dem som er mest effektive høster mest? Hvorfor skal bogmarkedet være til forlagenes fordel, og ikke forfatterens? Hvorfor skal et manuskript ligge på et skrivebord i 4 uger? Hvorfor ikke ligge på to eller tre skriveborde? Det ville presse redaktørerne og det ville give forfatterne bedre vilkår. Vi snakker her om en branche hvor du skal være heldig hvis du laver mere en 100.000 om året. Og så arbejder du altså 10 timer i døgnet. Det er uhyre forskelligt hvor lang tid det tager at skrive en roman, men jeg vil tro det ca. er 3-6 mdr. reelt arbejde, ca. 8 timer om dagen. Det tjener man ca. 30.000 kr. på, før skat vel og mærke. En anden ting man bør bemærke er at forfatterne er grunden til forlagene eksisterer. Ikke omvendt. Uden forfattere, ingen forlag, uden forlag ville forfatterne stadigvæk eksisterer. Hvorfor er vores forhold så så dårlige? Hvorfor siger ingen noget, men godtager med hovedet bøjet vilkårerne? 

På skolen fik vi at vide, at sende til to forlag samtidig var det samme som at kaste sig ud over Møns Klint. Vi havde bare og vente, og efter 12 uger måtte vi ringe og rykke forlagene. 3 mdr?Send til fire forlag, og så er der gået et år. 

Det er ikke i orden.

Forlagene kan også bruge listen. De kan spørge sig selv, hvorfor er Carlsen, Høst & Søn og Gyldendal de mest brugte? (Og så kan selv samme forlag klapper sig selv på ryggen). Er det fordi vi som forfattere ingen fantasi har, eller er det fordi de er specielt gode til at markedsføre sig selv? Sender vi til dem fordi de er de største, eller fordi både Gyldendal og Høst & Søn var ude på forfatterskolen for børnelitteratur og fortælle om deres virksomheder.

En garvet forfatter fortalte mig engang at jeg skulle debuterer på Gyldendal, fordi så ville alle døre efterfølgende stå åbne. Der er noget om det. Men hvis man kigger på listen, så er de mindre forlag hurtigere til at give svar, af mange grunde, bl. a. fordi de ikke får tilsendt lige så store mængder af manuskripter. 

Min erfaring har sagt mig, at redaktøreren er alt. Det er den person du evt. skal arbejde sammen med hvis forlaget vælger at udgive dit manuskript, og derfor skal det være en person som du finder intelligent og dygtig. Forlaget er underordnet. Hvis din redaktør er dygtig, så skal der nok komme noget positivt ud af samarbejdet, og derved et godt produkt. Derfor er forlags besøg vigtige på bl.a. forfatterskolen for børnelitteratur, og gerne mange flere end de to vi havde. Man ser det også tit, at en forfatter finder en redaktør og følger personen fra forlag til forlag. 

For at runde af er listen en guideline. Et udgangspunkt. Og som sagt kan den bruges til at se hvor vi 12 elever fra årgang 06-08 har gidet sende vores tekster hen, og hvor lang tid der gik før vi fik svar. Svarerne har både været positive og negative. Vi har dog fået udgivet indenfor alle tre områder, både letlæsning, roman og billedbøger. 

Held og lykke!

	Branner Korch	Gyldendal	Katolsk	Carlsen
Roman	Ukendt	2 mdr.	2 mdr.	6 uger
Billedbog	6 uger	6-8 uger	Ukendt	6 uger
Letlæsning	Ukendt	1 dag - 8 uger	Ukendt	6 uger

ABC	Tellerup	Husets	Phabel	Høst & Søn
Ukendt	<>	4 uger	3 mdr.	4-8 uger
1-5 uger	Ukendt	Ukendt	Ukendt	6-8 uger
Ukendt	Ukendt	Ukendt	Ukendt	2 mdr.

Apostrof	Alma	Thorup	Borgen	Politiken
Ukendt	Ukendt	Ukendt	Ukendt	3-6 uger
4-5 uger	4-5 uger	4-5 uger	4 uger	Ukendt
Ukendt	Ukendt	Ukendt	Ukendt	Ukendt

Orla

Så sgu pokker da også! Fristen for at tilmelde bøger til Orla prisen var i går. Typisk mig. Nå, men til alle dem der ville have stemt på min bog, men ikke nåede det fordi de først læser det her nu, tusind tak.

Jeg ville have stemt på Steens, Anitas og Dortes, men bummer!

Nå, så er det godt, at der kommer et år mere. 

Til næste år. Så er vi forhåbentlig også repræsenteret i flere katagorier.

Spændende at se hvem der hiver den hjem i år. Favoritliste følger...

Hvordan man slår ihjel på japansk med så få stavelser som muligt

R&R 3 er afleveret. Jeg er nu halvvejs igennem en ny serie, om en dreng, et sværd og tøndevis af blod. Den foregår i Japan. Det har altd været lidt af en drøm at skrive noget om det feudale Japan, så nu er jeg igang. Det bliver IKKE en del af den såkaldte Manga bølge. Men forhåbentlig bliver det halv tegneserie/halv bog. Nu får vi se.

Har endnu intet forlag eller tegner på projektet, men har nogle der står og venter (spændt?) ude i kulissen.

Det er lidt svært med hvor meget død og blod man kan have med. So far har sværdet ikke rigtigt været oppe af skeden, men den store kamp kommer om et par sider, og så bliver det vel uundgåeligt at sværdet kommer frem og hugger et par lemmer af. Det er jo en serie der er til børn. Sikkert også noget letlæsning, så det er jo begrænset hvor mange hoveder der kan rulle. Taynikma og Kimura er temmelig bløde på det punkt, og jeg bliver nok også nødt til at holde lidt igen med floderne af blod. 

Men perioden kræver næsten at blodet flyder. Det var en anden tid med en anden mentalitet. Ikke at min 12-årige hovedperson skal choppe hoveder som han chopper sushi, men et eller andet skal der ske. Er stadigvæk i tænkefase og ændre hele tiden teksten, fra sværdet i skeden til sværdet op af skeden. Spørgsmålet er nok om børn kan slå ihjel eller ej, og til det må svaret selvfølgelig være NEJ. Men en afhugget arm er vel ok?

Flere æbler, tak!

Så er Æblet lige blevet anmeldt på Fortællingen.dk, som jeg pinligt nok må indrømme jeg ikke kendte (men det gør jeg nu, og det er en fed hjemmeside, ikke kun fordi de har anmeldt æblet, så tjeck den lige ud.) Her skriver anmelderen bl.a. "Dansklærerforeningens serie af billedromaner er en serie ganske unikke historier, synes jeg – i kraft af det tætte samspil mellem tekst og billede, som fungerer langt bedre, end tilfældet oftest er i letlæste romaner. Her udnyttes begge former som regel til deres yderste. Det er i al fald gældende for Jesper Nicolaj Christiansen og Peter Snejbjergs ”Æblet”." og videre (mere tak!) "Men det, der fungerer allerbedst i ”Æblet”, er i mine øjne alt det, som ikke behøver blive fortalt. Christiansen behøver ikke fortælle os om, hvad Stoffer forestiller sig om nonneklosterets kælder, når Snejbjerg så meget bedre kan vise os det. Samspillet mellem de to er perfekt og strømliner fortællingen, så tonen går rent igennem - og det beviser, at en bog sagtens kan være krævende og have mange lag, selv om den er skrevet sprogligt let."

Så skulle der vist ikke være et øje tørt. I hvert fald ikke her.

Tusind tak for anmeldelsen til Fortællingen.dk. Det er altid rart når andre får øjnene op for noget man har brugt blod, sved og tårer på.

Husk, bogen kan stadigvæk købes HER, så længe lager haves. Du kan også traske ned i den lokale bogpusher og bestille en kopi, eller, hvis du er en gnier eller en fattigmås, så spurt ned på biblioteket og lån den. 

Sværdet i stenen

Efter godt 6 mdr. ventetid på en reader, har Katolsk Forlag nu lovet at mit manus er på vej retur med rettelser. Men måske er det kun sundt for en bog at ligge lidt, før jeg så tager fat på den igen. Det var sindssygt inspirerende at læse Reuters fremragende "Løgnhalsen fra Umbrien", og jeg tror at den, sammen med den absolut bedste eventyrfilm nogensinde, Ladyhawke (på dansk, Ladyhawke og lommetyven) har givet mig inspiration til lige at bruge en måned mere på romanen, til lidt omskrivning. Glæder mig til at se hvad readeren har at sige. Efter 6 mdr. må det være dybt ;-)

Robert & Robotten 3 - næsten klappet og klar

Så er 3'eren af den, efterhånden, berygtet serie næsten færdig. 1'eren er i butikkerne inden jul. En storslået julegave/kalenderpakke/adventsgave idé.

Jeg skal nok give lyd fra mig når 1'eren rammer butikkerne.

Og Teddy er næsten færdig med tegningerne til 2'eren (skrev jeg ikke også det for et par uger siden?) Så forvent den i butikkerne i starten af det nye år.

Indtil da kan man få de længere aftner til at gå med at læse Fuglen fra helvede, Drengen der kom i fængsel og Natdyr.

God fornøjelse!

Best Dance

Ben Watt (tidligere EBTG) har smidt det her track på gaden fra hans Buzzin Fly label. Helt fantastisk suverænt. 

Man kan ikke sidde stille på stolen.

Gyldendals såkaldte "børnebogklub"

Jeg stod og skulle bruge en gave til min søn, en dinosaurbog, som selvfølgelig var udsolgt fra forlaget, men så så jeg de havde den hos Gyldendals Børnebogklub. Jeg meldte mig ind i den naive tro, at de sandsynligvis havde andet godt at tilbyde.

Her, ved modtagelsen af deres første katalog har jeg været ude og kaste op, jeg har grædt, jeg har overvejet at kaste mig ud over altanen og jeg har skreget (sikkert forgæves) mod himmelen.

Deres "børne bogklub's" katalog (læg mærke til ordet bog indgår her) minder i stigende grad om et af de kulørte kataloger der vælter ind af døren ved juletid fra en af de kapatalistiske legetøjsempirer, BR eller ToysRUs.

Dette såkaldte bogklubs katalog bugner af varer der mildest talt ikke har en skid med bøger at gøre, eller i bedste fald, kun perifært. Kataloget er proppet med PC spil, nøgleringe, DVD film, CDer, brætspil, tøjdyr, trækdyr, tasker, penalhuse, soveposer (jo, du læste rigtigt), lupdåser, drømmefangere (?), mighty beans (??), telte, og som kronen på værket, maracas. Nå ja, så er der selvfølgelig også et par bøger hist og pist.

Det er en skandale. Det er pinligt at et velrenommeret forlag som Gyldendal vælger at (mis)bruge den tillid som forældre har til dem, som formidlere af litteratur, til at proppe alt muligt ligegyldigt bras ned i halsen på dem. Hvad fanden er meningen?   

Desuden evner deres fantasi sig desværre ikke  til andet end de såkaldte klassikere i bogform. Jeg mener, helt ærligt, hvis jeg ønskede klassikerne, så kunne jeg gå ind i enhver boghandel (hvis fantasi desværre heller ikke når længere end hertil når det gælder børnelitteratur) og købe dem. Og i langt de fleste tilfælde meget billigere.

Jeg mener Gyldendal har et ansvar som Danmarks største forlag. Jeg mener, at de i form af en bogklub burde påtage sig det ansvar, at introducere ny litteratur til nye læsere. Det er jo ikke fordi det er umuligt at få fat på. Der udkommer nye børnebøger hver måned, ja okay, ikke alt sammen er i samme klasse som Astrid Lindgren eller Brunhoff, men der kommer rigtig meget godt, og det er ikke bare en synd og skam, det er en tragedie, at Gyldendals Børnebogklub vælger at spise forældre og børn af med gammel gennemtygget litteratur og fuldstændig overser det nye.

Jeg ved ikke om det er fordi redaktøren er luddoven eller om det er fordi selve Gyldendal tænker mere i profit end i børnenes ve og litterære vel.

Bogklubben er (i teorien) en uhyre god mulighed for at give både børn og forældre en hidtil uset introduktion til ny dansk (og udenlandsk) børnelitteratur. Men i stedet vælger man at ødsle muligheden væk for en ussel profit, ved at sælge nøgleringe og maracas.

Gyldendal er som en stor dinosaur, der i en megalomanisk tilstand stavrer omkring og træder alt sin føde i stykker. Jeg ved ikke om Gyldendal regner med at Maracas bliver den næste store ting, og om de har investeret i produktionen af disse musikinstrumenter, men lige pt. er deres primære produktion altså bøger, og det er sgu svært at se i dette katalog.

Efter dette kataolog at dømme vokser børn op, mættet af timer foran kassen med en nøglering i øret og maracas i hænderne. Hvor er bøgerne? 

I Sverige havde de en kampagne som hed noget ligende "Bøger er farlige. Dine børn kan blive klogere af at læse dem." Gyldendal kunne meget vel have en kampagne der hed "Bøger er noget gammelt lort. Maracas er fremtiden."

Ikke at der er noget galt i børn lærer at spille musik, men det er lidt ærgeligt hvis de ikke kan stave sig gennem teksten. 

Jeg ved godt Gyldendal er et firma og de skal lave penge, men kan de ikke prostituere deres lorteprodukter andre steder end i en Børne bogklub? Og i stedet give os ny og spændende litteratur blandet med de såkaldte klassikere, således at vores små spirer, Gyldendals fremtidige kunder, kan få et positivt og sundt forhold til bøger. Og så de også får lyst til at læse i fremtiden. Det burde være Gyldendals vigtigste mission.

weekend

Noget musik skal der danses til, noget musik skal der synges med på, andet skal der lyttes til.  "Sleep through the static" af Jack Johnson kan det hele. Man danser, synger og lytter. Og bliver i skide godt humør. Helt fantastisk drømmende, dejligt og dristigt. Meget laid back og slappe-af-agtigt. Der er selvfølgelig optaget med 100% solenergi og coveret er lavet af 100% genbrugspapir, og så går 1% af salget til planeten. Så samvittigheden bliver også plejet, sammen med hjernen og hjertet. For mig er det her årets album. Ikke fordi det er nytænkende eller anderledes, men fordi det er dejligt og jeg bliver i godt humør. Har gået og nynnet siden jeg købte det. Her er en lille smagsprøve:

Albummet er ude på både LP (yeah!) og CD. Must have, 5 stjerner og alt det der ræs. Køb det, læn dig tilbage og bliv et bedre menneske. I hvert fald for en stund.

T2

Så er der kommet en røvfuld illustrationer til 'Robert og Robotten 2: Kaptajn Blod' fra Teddy Kristiansen. I får kun en af dem her lige nu, da vi jo stadigvæk tålmodigt venter på at Robert & Robotten skal udkomme. Jeg tror min redaktør prøver at ramme julesalget. Viis beslutning.

Jeg er ovenud begejstret for Teddys illustrationer til 2'eren. Det er på en og samme måde sødt, frækt og sejt. Bullseye.

Nyd denne her indtil bog 1 kommer i butikkerne.

3 er et magisk tal

Så er de kommet. Steen, Dorte og Anitas Dingoer. 

Steen Føges bog, FUGLEN FRA HELVEDE vandt Gyldendals Dingo konkurrence og er absolut et kig værd. En gold, barsk fortælling fra en klimaramt fremtid, og er til dem som er færdige med Bamse og Kylling, og godt vil lidt mere spænding. Is i maven og håret tilbage. Steen er ude af posen. Tjek også hans Blog.

Pitch: Det hele startede, dengang varmen kom. Den gang det blev så varmt, at jorden tørrede ud, og vand blev noget, vi drømte om. Sveden drev af os, og vi var tørstige hele tiden. Vandet forsvandt. Det fordampede i heden. Simpelthen.

Men det skulle blive værre endnu. Som HELVEDE på jorden. Folk gik i panik på grund af tørst. Nogle blev syge. Nogle blev gale. Andre døde. Og det blev farligt at gå ud.
Man sagde, der var mørke kræfter på spil ...

Ja, så gider man jo godt læse noget om de der farlige mørke kræfter, ikk?

Illustrator er Rebecca Bang Sørensen.

Køb FUGLEN FRA HELVEDE her

Den næste bog er Dorte Lilmoses DRENGEN DER KOM I FÆNGSEL, en titel der er en lille smule lang, men Dorte kan godt lide lange titler, så... 

'Drengen osv...' har et fedt malet cover af Mads Themberg Madsen, der ligeledes står for alle illustrationerne inde i bogen. En vaskeægte Vild Dingo til dem der synes Star Wars er urealistisk.

Pitch:  "Sidder du og tuder?" Det giver et sæt i mig. Jeg kigger i stemmens retning. Den kommer fra nabo cellen. En tatoveret arm hiver i mine tremmer. "Tudefjæs. Er du et tudefjæs?" spørger stemmen. Hvis man græder to gange om året. Måske fire. Er man så et tudefjæs?

Ja, hvad gør man, når man er kommet i børnefængsel, for noget man ikke har gjort?
11-årige Frank Halse finder ud af, at han kan noget, som andre ikke kan. Og så møder han Tatoo Arm, der også hedder Amin.

Køb DRENGEN DER KOM I FÆNGSEL her

Den sidste bog i denne nye VILD DINGO serie er fra Anita Krumbach, som har skrevet en rigtig god lille historie, nemlig NATDYR. Og så fik vi også lige mast den påstand i jorden, at alle VILD DINGO titlerne skal være ubeskriveligt lange. NATDYR handler om en dreng der ikke kan sove, men hvorfor ikke bare lige skimme bagside teksten: "Mørket omslutter Jim. Koldt og klamt. Som i bugen på en rovfisk. En skarp lugt skærer i næsen. Sprit. Så blændes han af det stærke lys fra to store lamper. Han snapper efter vejret." 

Jim sover ikke om natten som andre mennesker gør. Der er noget i hans krop der holder ham vågen. Lysvågen. Men han ved ikke hvad det er. Måske kan doktor Graumann hjælpe ham?

Måske ikke. Men læs selv og find ud af det. Jeg læste denne her højt for en 5. klasse og fik rigtig god respons. Creepy og bleak er Anitas varemærker. Vi glæder os alle til hendes debutroman. 

NATDYR er malet af Morten Voigt

Køb NATDYR her

Til alle tre forfattere; et stort tillykke. Jeg ved der er en FUGLEN FRA HELVEDE 2 på vej, sammen med en DRENGEN DER KOM I FÆNGSEL 2. Anita er den eneste sande kunstner tilbage. Hun nægter at lave en 2'er. Der er ikke mere at fortælle, siger hun. Sådan. Nyd alle tre bøger. Og husk, der er farligt for børn at læse, de kan rent faktisk blive klogere!

Teddy-feberen raser!

Snart er det gavetid. Hele familien samles og der hygges og klappes på ryggen og alle holder hinanden i hånden og synger. Nej, jeg snakker ikke om julen, men om de nye illustrationer fra Teddy Kristiansen, til Robert & Robotten 2: Kaptajn Blod, som skulle ligge i min indbakke i starten af næste uge, God Willing! 

Og så har Gyldendal lovet at 1'eren snart er at finde i enhver boghandler med respekt for sig selv, og hvis de ikke har den, så kan den bestilles.

Det bliver stort...

 

Marvel

Jeg har, som en Sentinel, ligget i dvale i mange år, hvad angår tegneserier. For et stykke tid siden sneg jeg mig ned i Fantask, og kravlede hen langs tegneseriehylden. Her fandt jeg adskellige titler, som jeg smuglede hen til kassen, betalte og cyklede så, med et smil der flækkede mit ansigt fra øre til øre, over broen, hjem, hvor jeg plantede mig ude på altanen og begyndte at læse. Og i timevis blev jeg på magisk vis transporteret tilbage til en bedre tid, eller en bedre verden. Superhelte er stadigvæk superhelte måtte jeg erkende, men i de godt 15 år jeg har været væk er der sket en del. Ikke alt sammen positivt. 

Jeg vil her meget kort fortælle om fem titler som fik tårerne til at trille ned af kinder på mig, af bar lykke og fryd, over i den grad at formidle den ældste og ædelste fortælling, nemlig tegneserien.

Min favorit hedder 1985 og handler om den 13-årige Toby, som har den svære alder hvor ingen længere holder øje med én, men alle blander sig bare en lille smule for meget i ens liv. Tobys mor og far er skilt, og hans mor har fået en ny mand, mens hans far er en drømmer. Toby ligner sin far og han læser tegneserier. Marvel tegneserier for at være præcis, og det der i korte træk sker, er at en portal bliver åbnet og alle skurkene fra Marvel universet finder ind i vores verden, og Toby skal finde ud af hvorfor, og hvordan han stopper det. Det er ikke det sædvanlige superhelte shit, med kapper og bryster af solid silikone, men en drømmende sansende fortælling om det at være barn, drømmer og lige præcis ikke voksen nok til at have nogle egentlig indflydselse på sit eget liv.

Serien er skrevet af den mand, som må være absolut hotteste på tegneseriemarkedet lige nu, nemlig Mark Millar (Ultimates 1+2), som skriver drømmende, klart, realistisk og magisk. Han rammer en 13-årig skilmisse-ramt knægt så præcist, at det giver tårer i øjnene. 

Serien males mørkt og dystert af Tommy Lee Edwards, og løfter historien over det simple superhelte niveau, op på et plan så kun få tegneserier når. Det her er, efter min mening, det absolut bedste der bliver udgivet lige i øjeblikket.

For ca. 30 kr. bliver jeg en gang om måneden transporteret tilbage til min egen barndom, og oplever et fantastisk eventyr. Alle burde gøre sig selv den store tjeneste at læse denne tegneserie.

1985 er en mini-serie på 6 (alt for) korte hæfter. 

Den næste jeg vil forsøge at overbevise dig om at købe, er endnu en mini-serie, nemlig Angel: Revelations, som burde være noget juks, som omtrent alle andre X-titler der pt. bliver udgivet er (lige bortset fra en, men den vender vi tilbage til), men det er for det første helt fantastisk smukt tegnet af Adam Pollina, der i den grad har strukket hals og vist et hidtil uset talent og for det andet en sindssyg velfortalt og klar historie.

Historien er rimelig enkel. Vi følger Angel, medlem af X-Men, men fra før sin tid i gruppen af intergalaktiske mutanter. Vi er tilbage til hans ungdom, på kostskolen, hvor hans vinger første gang viser sig. I bibelske dimensioner fortæller den nye forfatter Roberto Aguirre-Sacasa om hvordan det er at være ung, og have vinger groende ud af ryggen. Det er igen en historie uden storbarmede veltrænede superhelte, med og uden kapper, men i stedet en historie om ungdom, valg, mod og Gud. En aldeles anderledes såkaldt superhelte fortælling, med en forfatter der evner at turde noget mere end en superskurk og en kvinde i stramtsiddende trikot. Det var Pollinas dragende tegninger der fik mig til at tage det første hæfte med hjem, men det er Aguirre-Sacasas historie der får mig til at gå ned på knæ og bede om mere.

En mini-serie på 5 afsnit.

 

Jeg løj faktisk en lille smule, da jeg sagde at der kun var en x-titel der var noget værd, for på en måde er Wolverine jo også en x-titel. Og så alligevel ikke. Selvom Wolverine er medlem af X-men, kører hans serie, i hvert fald den del af den, som jeg er blevet forelsket i, ikke parallelt med resten af x-verseret. Eller forelsket er måske et stærkt ord at bruge om en karakter som jeg faktisk aldrig har været særlig fascineret af. Alligevel, på opfordring af en gammel ven, Jan, samlede jeg dette nummer op. Først og fremmest fordi det var skrevet af selv sammen Mark Millar som skriver 1985, men også fordi det er en serie der ikke har noget med resten af rosset at gøre. 

Serien hedder Old Man Logan, og er en What if serie. Den foregår i fremtiden hvor superskurke har overtaget verden. Normalt interesserer den slags historier mig minus, fordi det virkelige fiktive univers disse karakterer beboer, er interessant nok, og jeg begynder at få hovedpine når det bliver en imitation af en imitation. Denne er da også fyldt med klicheer, som faktisk hverken er særlige interessante eller originale. Hawkeye er blind. Wolverine vil ikke slås. De onde er onde og de gode er væk. Hvorfor fanden læser jeg så det her? Det som gør Wolverine: Old man Logan interessant er at det (igen) er en bibelsk mytologisk fortælling. Alle heltene er væk fra vores verden, og bliver tilbedt som guder. Det er en spændende sammenligning med Kristendommen, og i det hele taget den moderne gudedyrkelse.

Serien er voldeligt tegnet af Steve Mcniven, igen her undgår vi masker og røde støvler, og det trækker måske også lidt kredit på den rigtige konto hos mig. Det er ikke en serie jeg vil anbefale i samme omfang som jeg vil anbefale de to ovenstående. Den er ikke interessant hvis man ikke har et intimt forhod til Marvel universet, og selv her fungerer det kun i kraft af Mark Millars skarpe karakter beskrivelse. Den lever på chocket, og det er der som bekendt ikke noget der lever på særlig længe. En spændende parantes kan den nok i bedste fald kaldes som i hvert nummer levere god underholdning. 

Old Man Logan er en mini-serie i en ongoing serie.

 

Den næstsidste er udelukkende erhveret fordi Peter Milligan er forfatter på den. Sub-mariner: The Depths hedder den. Sub-Mariner er en yderst kedelig karakter, nemlig det svømmende muskelbundt Namor, der med nogle små homo-agtige vinger på fødderne, også kan flyve. Men Milligan er så spændende og anderledes en forfatter, at jeg tænkte det var muligt han kunne få noget nyt og gribende ud af Namor.

Og faktisk han har også valgt at gribe det an, ikke fra Namors sysnvinkel, men fra en eventyrer synspunkt. Vors hovedperson er Doctor Stein, som starter serien med at bevise at den afskyelige snemand i virkeligheden bare er en bjørn. Han bliver så hyret for at bevise at Atlantis findes, men tager jobbet for at bevise at det ikke findes. Stein er en dejlig karakter, som ikke er særlig nem at elske med sin rationelle overlegne tankegang, og sin afsky for alt hvad der er drømme og fantasi. Men besætningen om bord på ubåden er til gengæld hentet direkte ud af Moby Dick, med gamle søulke der har hørt om Atlantis, nogle påstår endda at have set Namor. Og Milligan gør det helt rigtige, i stedet for at gøre Namor til en in-your-face velbygget våd atlet, så bliver han mytologisk. En uhåndterlig størrelse som måske bare er tankespind. Milligan er, på normalt vis, temmelig syret (Shade: The changing Man anyone), men her er han, i hvert fald i første afsnit, landet, hvilket er rart for resten af os dødelige, så kan vi også følge med. Serien er malet af Esad Ribic, og hver frame er næsten et maleri. Eneste problem er, at de fleste af hans karakter ligner hinanden, så man skal virkelig holde tungen lige i munden, og med Milligans skriveri nytter det heller ikke noget at sidde og læse denne historie over cornflakes. 

Sub-Mariner: The Depths er en mini-serie på fem afsnit.

Lad mig skynde mig at sige, at du ikke skal lade dig skræmme af det platte cover. Det er et desperat forsøg, fra Marvels side, på at sælge denne x-titel, som noget action packed overfladisk superhelte crap. Serien hedder X-Factor og er hvad jg kalder X-titlernes skraldespand. Det er her alle de karakter ender, som ingen gider at læse om. Serien er skrevet af Peter David, som formår at skrive superheltetegneserier til voksne. Af selv samme grund er X-Factor konstant lukningstruet, og nok også derfor ser man disse latterlige covers der skal forsøge at franarre små action hungrende teenage drenge deres hårdt røvede småmønter.

Jeg håber det lykkedes, fordi serien byder på noget helt specielt, nemlig menneskelige karakter i en superhelte verden. Til dem som ikke er bekendt med superhelte tegneserier er de i bund og grund meget skarpelonmæssige. Det starter med en eller ander superskurk gør noget væmmeligt, så skal vores helte lige igennem en mindre krise, men i sidste ende finder de løsningen på problemet og tæsker førnævnte superskurk. Og så er orden opretholdt. Alt samme på 22 sider. 

X-Factor er anderledes, og kun på grund af Peter Davids formidable skrivetalent. X-Factor består af nogle mutanter, der er så ligegyldige eller latterlige at de ikke er populære nok til at få deres egen bog eller medvirke i andre, og så ender de her. Det i sig selv er interessant, men X-Factor er ikke et superhelte hold, men mere en detektivgruppe, som kan hyres for kolde dollars. Serien er tegnet af Larry Stroman, som de fleste vel kender fra Alien Legion, men desværre temmelig grimt rentegnet af Jon Sibal, så Stromans ynde kommer aldrig til sin ret. 

Igen her, er vi uden kapper og store bryster. Til gengæld har vi gravide kvinder og mænd der lider af personlighedsspaltning. Ganske underholdende på alle måder.

X-Factor er en ongoing serie.

Færdig... eller såen da!

Så er første gennemskrivning af min ungdomskrimi færdig. Så skal jeg til det kedelige arbejde med at læse den igennem, rette fejl og justerer hist og pist, så man rent faktisk også har en idé om hvad fanden der foregår.

Har ikke rigtig bestemt mig for hvor jeg vil sende den hen endnu. Har hørt at Gyldendal har travlt og Carlsen er 100 år om at læse, så mon ikke det bliver et helt tredje denne gang? Erfaringer med hurtigt læsende forlag modtages gerne.

Det har været så sjovt at skrive den, at jeg håber på at få lov at skrive en mere. Nu venter lidt filmmanus forude, og færdiggørelsen af Robert og Robotten 3, så det også bliver jul hjemme hos Teddy. Orv, og så er der selvfølgelig Sonny Søren 2: Sonny Søren og Ninjaerne. Må hellere i gang.

Mere film

Lige pt. ligger mit projekt med min gode ven Dennis Rosenfeld lidt på køl, men så snart tågen letter rykker vi igen. Det hedder "fangerne på fortet" og er en ungdomsgyser. Forhåbentlig kommer vi snart videre. Bolden ligger vist nok på min banehalvdel, og jeg er ved at snørre skoene.

Desuden er jeg i gang med to projekter med min tysker ven, Martin, "A night to remember" som er en action suspense film og "Apes'n'Babes", en action/horror,  som handler om nogle bavianer og kvinder i meget lidt tøj. Det bliver stort. På alle måder.

Og sidst, men ikke mindst, er jeg d.d. lige kommet på et fedt kortfilmsprojekt, som handler om tid. Og mere kan jeg ikke sige lige nu, fordi vi er ved at fleshe historien ud. Men Danmarks (i mine øjne) absolut bedste skuespiller er på projektet, og vi havde et fedt møde i dag, produceren, instruktøren og jeg, og jeg tror på det bliver en rigtig god film.

Og så er der jo stadigvæk "Solstrålen" med Mads Tobias Olsen, som vi snart får afslag på fra DFI.

Sonny Søren og det hemmelige komplot!

Det kunne være titlen på en fremtidig Sonny Søren bog, men pt. referer det til at Sonny Søren, som bryder ud på Gyldendal til næste år, bliver en del af noget nyt og dejligt. Men desværre bliver det først til næste år. Og præcis hvad for noget nyt og dejligt noget det bliver må jeg desværre ikke sige. Men det bliver selvfølgelig stort når Sonny Søren er med.

Vi snakker tegner og look pt. og jeg ser frem til at kunne bringe nyt herom. Soon.

Krimi - hemmelig titel

God damn det er hårdt det her. Men sjovt. Jeg er ved at være ved vejs ende. Har siddet og skrevet hele dagen til tonerne af Thin Lizzy, Simon & Garfunkel, Pink Floyd og ikke mindst gode gamle Barry White, blødt op af noget Prince og Rage against the Machine når jeg blev gal. Pick-up'en er næsten slidt op, men damn det er fedt at sidde og skrive til den knitrende lyd af nostalgi og den eneste rigtige lyd af musik. Jeg har som sædvenlig glemt at spise, men har til gengæld kvalme af for meget coke og smoothies.

Nu slutter jeg aften af med Thin Lizzys "Downtown sundown". 

Navnet er Søren. Sonny Søren.

Gyldendal Uddannelse har valgt at udgive Sonny Søren 1: Sonny Søren & Spasserne. En historie om sex, vold og handicappede. Uhørt fedt at de tør, inde på Gyldendal. 

Et stort skridt for Gyldendal, et lille skridt for menneskeheden. 

Sonny Søren er på vej til en boghandler nær dig. Udkommer forhåbentlig ultimo 2008, men sandsynligvis primo (medio) 2009.

Tegner er endnu ikke besluttet, jeg har dog et par gode forslag. Mere snart.

Go'morgen Danmark - Nu med samfundsdebat

Dagen efter min påtale blev bragt i Information, blev jeg ringet op af en sød pige fra TV2, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme ind i studiet og snakker om "Ulven Kommer" i anldningen af 11. september. Efter lange svære overvejelser gik jeg i demokratiets forsvar ind på at medvirke.

Det var en mystisk oplevelse, lidt, formoder jeg, som at være prostitueret. Man kommer ind, bliver brugt til det som de nu skal bruge en til, og så er det ellers "farvel og tak." Min opfattelse af dette skyldes sikkert en manglende erfaring med TV-mediet, og de var da også alle sammen meget meget søde, fra receptionisten, til sminkøren til Ole Stephensen, som var super prof og super sød, men det er et program der kører på skinner og jeg er jo vant til at sidde og mumle en linie i dagevis. Derinde var det på og så af igen. Wam bam, thank you mam... or sir. Morten Albæk var meget sød og meget velformuleret. Han er forresten også manden bag "Danske Banks litteraturpris", og jeg tror tanken om en børnebogspris sponsoreret af den private sektor blev sået i hans skarpe hjerne. 

Det var sjovt at prøve, men jeg kom ud og følte mig beskidt og brugt. Selvom alle havde smilt og været flinke. 

Og jeg er ikke sikker på, at jeg fik sagt det jeg gerne ville, men som Morten påpegede så drejer det sig om træning. 

Nå, nu er det prøvet. Klippet kan ses her:

http://sputnik.tv2.dk/index.php/channel_id-2069264.html?menu

Ulven kommer!

Følgende Påtale blev bragt i information d. 9. september 2008:

Vi er nu officielt et samfund styret af frygt. Frygten er det parameter, hvormed vi måler alt. Den ene vanvittige lov efter den anden bliver debatteret på Christiansborg. Love, der alle har et til fælles, nemlig at udraderede frygten, men som intet andet gør end at styrke den.

Hvad er så frygten?

Frygten er den her formodede islamistiske sammensværgelse, en samling af turbanklædte halalædende psykopater, der angiveligt bare venter på vi skal sænke paraderne, så de kan sværme ind over os, og ændre vores kultur, vores religion og vores samfundsgrundlag.

Problemet er bare, at det er med den islamistiske sammensværgelse, som det er med kernevåben i Irak. Det er produkter af syge menneskers livlige fantasier.

Men frygten er sået, frygten spirer og frygten spreder sig. Selv SF og S er hoppet med på frygtens vogn. Som Martin A. Hansen skrev ”Skræk er akut og smitter selv den fornuftige.”

Som en sygdom har frygten indhyllet vores samfund og vores sind. Vi er ikke længere i stand til at passere et menneske af anden etnisk herkomst på gaden, uden at prise os lykkelige for vi ikke blev sprængt i stumper og stykker. (sandsynligvis fordi bomben ikke gik af). Og hver gang vi forsøger, stikker DF sit hoved op, som Den Store Stygge Ulv, og puster til frygten. Og vi bliver igen lammet.

De tre nyeste skud på stammen af forslag til vanvittige love er: 1. net baseret stikkeri, 2. Lærerstikkeri, og min personlige favorit, 3. bøde til forældrene hvis børn ikke opføre sig ordentligt.

Tag den sidste lov og tænk den igennem. For det lader ikke til der er nogle af politikerne der har gjort det. Forestil dig situationen hjemme hos en ung mand, lad os kalde ham Søren, en fredag eftermiddag.

”Mor, jeg går lige ud og brænder en skole ned.” ”Nej, Søren, ikke mere, nu har de jo indført den der lov, så jeg skal betale for en ny skole.” ”Nå ja, ærgeligt.”

Det er så idiotisk stupidt, at der er racer af aber på Irian Jaya, der kunne have regnet ud, at den lov ikke er den computer værd, den er skrevet på.

Og hvad er det næste? Brændemærkning af potentielle terrormistænkte? Lejre på Fejø for suspekte personer? Eller hvorfor ikke bare gasse dem alle sammen, så er vi da sikre på de ikke skyder os?

Det er på tide vi giver slip på frygten. Ellers overlever vi ganske enkelt ikke som et frit demokratisk samfund. 

Jesper Nicolaj Christiansen

Drømmerier

Jeg sidder pt. og skriver på en krimi. Det er hårdt arbejde, fordi det slet ikke er min genre, så min hjerne arbejder konstant. Det vil sige jeg arbejder i spurte. I mellem spurtene skal jeg have noget smukt at kigge på. Så tager jeg herhen og bliver mentalt genopladt:

Lektørudtale, part 2

Hvis jeg bare havde ét gen i min krop der indeholdt teknisk finesse, så havde det sikkert været muligt for mig, at lægge hele lektørudtalelsen ud på siden her, men desværre er det en kamp for mig bare at tænde computeren.

Hvis man vil læse mere af lektørudtalelsen kan man dog gå til denne hjemmeside: http://www.dansklf.dk/page.dsp?tradepage=1&area=5&c=1101

(Hvor det, ganske praktisk, også er muligt at købe bogen)

Den kære anmelder i weekendavisen, Hr. Arguimbau skrev således om Æblet "Om forfatteren har tænkt alle historiens lag helt igennem er ikke godt at vide, men sikkert er det, at der er masser at grave i for epiplektiske børn."

Læs hele anmeldelsen her: http://www.arguimbau.com/anmeldelser/visanmeldelse.asp?type=3&AnmID=339&navnid=441

Det med at have tænkt alle lagene igennem har jeg faktisk længe har lyst til at anfægte med en analyse af Æblet. Og den kommer. Snart. Men indtil da vil jeg gerne læne mig op af Lektørudtalelsen hvor Lektøren skriver: 

"Fortællingen er bragende godt fortalt og læseren trækkes langsomt ind i en verden af mystik og religiøse symboler. Lige under overfladen får læseren en rundrejse i kristendommens grundelementer. En lille perle af en lignelse, kan man kalde Æblet."

Og det er hermed så også en opfordring til kristendoms-/religionslærerne til at bruge bogen i undervisningen. Men som sagt, analyse følger, fordi jeg mener selvfølgelig at have tænkt lagene igennem, om jeg har vil så være op til læseren, og forhåbentlig, kan læseren finde ting og lag som jeg ikke har tænkt på. Det er jo det, som gør det sjovt at læse.

More Lone Wolf

Det lader til at Darren Aronofsky ikke selv vil instruere "Lone Wolf and Cub", men så vidt vides har han købt rettighederne sammen med Paramount. Og han skriver på et manus sammen med Luke Dawson, Kazuo Koike og Eric Watson. Vi venter, pænt.

Dem der ikke vandt

Kit A. Rasmussen fra mit hold på Forfatterskolen (ikke den, den anden!) udkommer snarligt med en dingo. Den vil jeg gerne skrive lidt om. Fordi Kit og jeg var ikke på det der fancy-pansy hold der gik hen og vandt. Nix. Vi vandt nemlig ikke. 

Efter konkurrence blev forfatterholdet opdelt i to. Dem der vandt (der var tre), og dem der ikke vandt (tja, det var så alle os andre).

Men på en eller anden måde lykkedes det alligevel Kit og et par stykker af os andre, at lave rullefald under Gyldendals radar, og blev, på trods af vi jo altså ikke var gode nok til at vinde, kaldt ind til en samtale. 

Og nu udkommer Kits bog så. Den hedder "Max og det mystiske museum" og er tegnet af Jan Kjær (en af de to bagmænd bag Taynikma). Det er et Idiana Jones inspirerede eventyr om Max der befinder sig på et museum efter lukketid. 

Og så skulle man jo tro at Kit lænede sig mageligt tilbage og levede lykkeligt resten af sine dage på forskudet alene, men det er ikke tilfældet. Kit har nemlig været kreativ og har også lige skriblet en Junior Dingo og en Max 2. Jeg ved desværre ikke så meget om Junior dingoen, men regner med at blive opdateret asap. Max 2... man kan jo håbe på en "Max maltrakterer Mads og Mette" eller "Max makulerer Mads og Mette". Efter sigende skulle der være flere bind under forberedelse.

Hvis man har lyst til at se Kit i virkeligheden kan man enten sætte 500 kr. ind på min bankkonto og så få hendes adresse tilsendt, hvorefter man kan tage hjem til hende en mørk aften og tage billeder af hende gennem duggede ruder, ELLER man kan løbe ind i Børnenes Boghandel og spørger efter Kit. Og mens man alligevel er der, forudbestille hendes bog/bøger. 

Casper Jakobsen (pt. i meditativ tilstand i Indien) står også bag en Dingo, om en Guld Budda, og Birgitte (pt. i vegetativ tilstand på Novo Nordisk) har ligeledes skrevet dingo. Tegner og udgivelsesdato er uvist.

Men tillykke alligevel, til dem der ikke vandt.

Lone Wolf and Cub - The Movie

Fandt det her på nettet -

New Lone Wolf and Cub movie

Published August 14th, 2006 in Articles

This article talks about Darren Aronofsky’s future projects:

also attached to direct an adaption of Theodore Roszak’s novel Flicker, and a live-action adaptation of Kazuo Koike’s graphic novel series Lone Wolf and Cub.

Det er nok de bedste nyheder længe, hvis det ellers bliver til noget. Til ignoranterne er Lone Wolf and Cub en japansk tegneserie (såkaldt Manga) fra 1970. Serie kørte i Japan i 28 bind af 300+ sider hver. I alt over 8700 siders helt fantastisk temmelig historisk korrekt fortælling. Det handler om Skarpretteren Ogami Itto, som bliver vanæret, hans gravide kone bliver slået ihjel og han mister alt hvad han ejer og har. På nær hans lille nyfødte søn, Daigoro. Itto giver drengen et valg; bold eller sværd. Vælger Daigoro bolden følger han sin mor i døden, vælger han sværdet følger han sin far på den såkaldte Meifumado, vejen til helvede. Knægten snupper sværdet, og sammen drager de to ud i verden, som Ensom ulv og hvalp, for at hævne Ittos krænkede ære ved at dræbe lederen af Yagyu klanen, Retsudo. Den første duel mellem Itto og Yagyu Retsudo varer (hold nu fast), 178 paneler. Det er verdenshistoriens længste kampscene i en tegneserie. Serien er skrevet mesterligt af Kazuo Koike og tegnet af Goseki Kojima. Serien er tidligere blevet filmatiseret i Japan (70'erne). Det blev til 6 rigtig gode film. Men nu har vi altså muligheden for at se visuelle Darren Aronofskys (manden bag "Pi", "Requiem for a dream" og "Fountain") version af "Lone Wolf and Cub". 

Lektør udtalelse, part 1

Så er den kommet, den som Peter, Kari, Helle og jeg har ventet på i neglebidende spænding: Lektørudtalelsen.

Jeg har, grundet PostDanmarks udlidelige fumlefingeri, ikke modtaget min kopi endnu, men Peter, (bless his soul) var så elskværdig at scanne sin og maile den til mig.

Jeg vedlægger her kun Lektørens konklusion. Resten kommer senere:

Konklusion:
Et brag af en billedroman - absolut én af seriens bedste. Knald på sprog og handling og illustrationerne er ren film, som ikke bare underbygger, men direkte videreudvikler historien. Topklasse.

Det er, synes jeg, utrolig dejligt, at Lektøren har fundet en værdi i sammenspillet mellem tekst og illustration. Det må være billedromanens yppereste formål, at skabe det link. Ydermere vil jeg påpege, at "Æblet" er blevet til hvad den er, grundet to smukke og skønne kvinders utrættelige arbejde, nemlig Kari og Helle. Tusind, tusind tak piger. I har været vidunderlige. Jeg har i den grad haft brug for en lige højre og et spark over skinnebenet, fra tid til anden.
Dette åbner op for en hel anden diskussion, nemlig hvorvidt en bog er teamwork eller one-man-show. I dette tilfælde har det været teamwork, og jeg håber meget på at fortsætte denne arbejdsmetode i fremtiden. Det har været blod, sved og tårer, bandeord som jeg ikke vil gengive her, er sevet gennem mine sprukne læber, når jeg modtog rettelser fra pigerne, men i sidste ende måtte selv jeg indrømme, at de havde ret. Det har været et eventyr, og med denne lektør udtalelse, et af dem med en lykkelig slutning.

God weekend.

Dansk film... bladet fra munden

Der har i al for lang tid været en generel frygt fra danske anmelders side, for at give en dansk film den anmeldelse den burde have. Altså, at anmelde efter kvalitet og ikke nationalitet.

Jeg har i en mail udveksling med Claus Christensen, redaktøren af Ekko, diskuteret om hvorvidt der var et gram af sandhed gemt i min påstand. 

Claus Christensen bad mig læse anmeldelserne af henholdsvis "Blå Mænd" og "Kandidaten" i det friskeste nummer af hans blad. Det gjorde jeg så. Og de fik smæk. Begge to. Jeg har ikke set nogle af filmene, og er derfor ikke i stand til at bedømme om anmelderne har ret eller ej, men jeg tænkte i mit stille sind, at en røvfuld at den karakter ikke ville gå ubemærket hen. På Dobbelt Ds Difinitive DVD podcast uddeler de regelmæssigt røvfuld til danske film (sidst til Fighter), men som Claus Christensen sagde, så mente han der var lidt mere på spil når Ekko gjorde det. Og han fik ret.

I Information i dag, kan man læse om hvordan SF Film (som er distributionsselskab for Kandidaten) sviner Ekko til, med henvisning til at Ekko har afslørets filmens twist og derfor ødelagt deres indtjeningsmuligheder.

Der er selvfølgelig, noget vås.

Så jeg satte mig ned og skrev dette svar til SF Film:

Re: ”Kritik er for helvede uafhængig åndsvirksomhed!”

Knock-out af dansk film

SF Film er harme over at Ekko, i en anmeldelse af selskabets nyeste skud på stammen, thrilleren ”Kandidaten”, afslører filmens slutning.

Sune Lund Thomsen fra SF Film lader til aldrig tidligere i sit liv at have åbnet et filmblad eller været på et filmsite på nettet. Blade som Total Film, Empire og Premiere, og sites som Ain’t it cool news, afslører nye films plot og hemmelig twists i et væk. Eller måske kender han godt ovennævnte magasiner og hjemmeside, og hvis han gør, så kender han også proceduren for afsløring af følsomt materiale.

Ekko har fulgt etiketten omkring afsløring af følsomt materiale efter alle kunstens gyldne regler, ikke en, men hele to gange i samme anmeldelse. Før der står SPOILER ALERT, skriver Lars Bukdahl ”rødt blink, rødt blink” og senere ALERT – ALERT. Man skal være mere end almindeligt svagt begavede hvis man ikke fanger det vink med en Mukkert. Så hvad i alverden det er, Sune Lund Thomsen er harm over, er svært, ja faktisk umuligt at se.

Kunne det dreje som om noget andet end afsløringen af filmens slutning? Frygt for dårlig indtjening?

Sune Lund Thomsen skriver ”Det, jeg reagerer på, er Ekkos opfattelse af, at det er legitimt totalt at ødelægge en kommende dansk film.” Det er svært ikke at grine når man læser den sætning. For det første, vil den opmærksomme biografgænger selv have regnet ”Kandidatens” plot ud, da SF Film afslører det i biograftraileren, der, med alt respekt for Ekko, nok rammer et større publikum. For det andet har jeg svært ved at se Ekko skal være syndebuk for en evt. dårlig biografindtægt. Jeg husker, at jeg i Premiere for lang tid siden, i en artikel om ”Den Sjette Sans” (SPOILER ALERT) læste, at Dr. Malcolm Crowe (Spillet af Bruce Willis) døde i starten af filmen og hele filmen igennem var død. Den gik, så vidt jeg husker, rimelig godt alligevel. Og jeg nyder da også selv sammen film hver gang jeg ser den. Så hvis ”Kandidaten” lider en pinefuld død i biograferne (hvilket jeg i øvrigt tvivler på den gør) så er det fordi det er en skidt film, ikke fordi Ekko har afsløret slutningen i en anmeldelse.

Okay, det er heller ikke pengene, men hvad så? Kunne det tænkes at det er fordi en dansk anmelder drister sig til at skamskyde en dansk film?

Sune Lund Thomsen skriver at man skal have respekt for ”sagligt dårlige anmeldelser”, men har tydeligvis ingen respekt for Lars Bukdahls. Det ville have været svært at skrive den type dybdegående anmeldelse som Ekko vælger at skrive, uden at afslører filmens twist. Specielt når Lars Bukdahl bruger halvdelen af sin spalteplads på at udpensle hvor forrygende idiotisk det er. Og det er sandsynligvis derfor Sune Lund Thomsen kræver en undskyldning og råber op som et indigneret barn. For det kan ikke have været morsomt for ”Kandidatens” distributionsselskab at stave sig gennem Lars Bukdahls anmeldelse. Det er lang tid siden jeg har set en dansk film få så mange verbale lammetæv på hjemmebane. (Faktisk får Blå Mænd, i selv samme nummer af Ekko, også monsterbank, men efter en åbningsweekend med 67.296 solgte billetter, så klukker de nok bare lystigt hele vejen ned til banken).

Det, som er faren ved Sune Lund Thomsens råben og skrigen er, at danske anmeldere kravler tilbage ind i de huller de har beboet alt for længe. Hvor danske film var noget man roste og lige smed en ekstra stjerne på, af den simple grund at den var ”made in Denmark.” Film skal bedømmes for kvalitet, ikke nationalitet. Anmeldere skal have lov til at anmelde. Der er intet at komme efter her for Sune Lund Thomsen, al protokol er overholdt, efter alle filmkunstens regler. Det er bare pinligt at han tuder som en lille pige, fordi han har fået tæv.

Det vil klæde Sune Lund Thomsen overordentligt pænt, at sende Ekko en uforbeholden undskyldning, og lade dem om at anmelde film. Og så skulle han måske overveje, næste gang han sender en thriller med et twist i biografen, ikke at afslører alt for meget i traileren.

Jesper Nicolaj Christiansen, Forfatter

--

Og det var så mit exit i dansk film. 

Jeg synes for øvrigt at både "Blå Mænd" og "Kandidaten" ser gode ud. I sidstnævnte medvirker Nikolaj Lie Kaas OG Kim Bodnia, de to absolut bedste danske skuespillere, så det kan ikke være helt ad helvede til.

Efteråret begynder (så småt)

Så er sommeren slut, eller lakker hastigt mod enden. Endnu et år ligger forude og venter, og i dette fortræffelige land, mange lange aftener man kan nyde foran computeren eller med en god bog. (Jeg skal nok lade være med at foreslå en af mine egne, selv jeg har, trods alt, lidt pli).

Min gode veninde, Dorte, har fået mast endnu en billedbog igennem nåleøjet på Høst og Søn. Tillykke Dorte! 

Jeg har lige fået min roman tilbage fra min gode forfatter-ven Jakob. Han har læst og rettet. Et kæmpe stykke arbejde som jeg er meget taknemmelig for. Nu skal jeg så bare skrive om igen, hvilket jeg brugte hele dagen i dag på, og kommer til at bruge hele dagen i morgen på, og så sender jeg den nok ind. Nu må vi se.

R&R 3 er på stand-by lige nu.

Jeg er også startet på at skrive et spillefilmsmanus med min gode nye ven, Dennis Rosenfeld. Men som altid med den forbandede branche, så tager det en krig. Nu må vi se. Vi arbejder på sagen.

DFI tygger endnu på, om de finder det troværdigt at støtte "Solstrålen". Vi får nok svar en gang i 2010. (Jeg er så satans utålmodig).

Mens vi snakker om utålmodighed, så har jeg et manus liggende på Gyldendal, som jeg også venter svar på. Det er det her meget lidt politiske korrekte, men nu må vi se.

Og inden solen gik helt ned og takkede af for denne gang, sendte min gode ven, Niklas Press, mig en strøm af digte. Dette stortalent har endelig grebet pennen igen, og skriver. Forhåbentlig skraber han nok digte sammen til en samling på dansk. Den har været ventet længe. Og mens vi venter på Niklas' danske debut, så kan vi lune os med en fremragende udgivelse fra forlaget Sohn: 

Malerier og digte: En samling af gustaf munch-petersens bedste digte, tilsat hans egne og tidssvarende malerier, med et fantastisk efterskrift af Martine Cardel Gertsen. 

Til mine børn købte jeg forleden Mørkebarnet, af Cecilie Eken, med fuldstændig vanvittig gode illustrationer af Malene Laugesen (Dorte, tjek hende ud til din næste billedbog). Mørkebarnet er skrevet som en sonetkrans, hvilket lyder en smulle far off, men det virker 100%. Malenes malerier suger dig ind i det eventyrlige univers. Cecilie fik efter sigende nej tak fra Gyldendal på denne her, hvilket siger en del mere om Gyldendal, end det siger om Mørkebarnet. En superb god oplæsningsbog for de små og store. Denne slags billedbøger er der desværre meget langt i mellem. 

Jeg er nu halvvejs gennem Robert og robotten 3: Lysets Engel. I denne bog springer Robert og 1NR gennem sorte huller. I min research på sådanne fandt jeg den her på nettet.

Helt vildt spændende. 

Fin historie mener Bent

"Så er der atter nye billedromaner fra Dansklærerforeningens Forlag på gaden, bl.a. "Æblet" af Jesper Nicolaj Christiansen og med illustrationer af Peter Snejbjerg. Romanen er en mobningshistorie, hvor hovedpersonen Kristoffer - kaldet "Lille Kris" af sin plageånd, "Stoffer" af sine venner og "Nullergøj" af sin mor - må så grueligt meget igennem, før han kommer ud på på den anden side af den grove mobning."
Bent Rasmussen som er redaktør af "Skolebiblioteket" mener "Æblet" er en "God lille, dramatisk sag," og at illustrationerne fra Peter Snejbjerg er "fine, voldsomme og meddigtende."
Du kan finde hele hans anmeldelse på http://www.emu.dk/gsk/skolebib/uv/udgiv/aeblet.html

Tak til Bent Rasmussen. Herligt at bogen er blevet så vel modtaget.