På forsiden af Ekstra Bladet i dag kan man, i mere eller mindre chokeret tilstand, læse at Brian Holm ville skyde sig selv. Det synes at være endnu en krusning på en bølge af semi-kendte mennesker der træder frem, og for pressen og resten af Danmark åbenbarer at de faktisk engang i deres liv tænkte på at dø.
WOW!
Robert Hansen var på forsiden af ovennævnte avis for godt en uge siden med samme melding om at han engang havde tænkt på at begå selvmord. Gitte Stallone Nielsen fyldte næsten en hel sektion i Berlingske (bogsektionen - suk!) hvor hun fortalte at hun også en gang havde overvejet selvmord.
Det synes at være et patetisk forsøg for voksne fornuftige mennesker på at nå ungdommens publikum. Eller er vi voksne bare igen håbløst bagefter? Ungdomskulturen har de sidste par år haft selvmord på top 1 over hotte emner. At være Emo var bare fucking hot. Enhver ung person med bare en lille smule respekt for sig selv har indenfor de sidste to år gået og leget med tanken om at dø. Sagt på en anden måde, selvmord har været in.
Og nu følger de kendte, eller semi-kendte, så trop. Nu er det deres tur til at bade sig i verdens medlidenheden over deres triste liv i sus og dus.
Det er patetisk. Det er vulgært og væmmeligt. Og det er lige gyldigt.
Det er som om at de kendte (eller semi-kendte) har øjnet en chance i selvmordet, til at kravle tilbage på scenen, for nu kan de relaterer til de unge mennesker.
At der rent faktisk er mennesker der dør af selvmord, synes at være både de kendte (der jo har tænkt på det) og pressen (der åbenbart mener det er relevant for offentligheden at brede enhver semi-kendt danskers tanker ud til resten af nationen) en gåde.
Men virkeligheden er altså, at der er lige så mange der mister livet ved selvmord som i trafikulykker herhjemme. I 1997 (som var sidste offentliggjorte tal jeg kunne finde) døde 814 personer af selvmord.
At mindst 99% af alle mennesker på jorden har tænkt på at dø, på et eller andet tidspunkt i deres liv, er næsten en kendsgerning.
At skrive et Robert Hansen overvejede at begå selvmord har omtrent samme nyhedsværdi som at skrive at Robert Hansen lige har lagt en bæ. Eller Gitte Nielsen. Hvor stort havde det ikke været at starte sin selvbiografi med at man sidder på lokum og lægger en ordentlig kage, i stedet for at hun ligger i badekarret og tænker på at dø? Nu kender jeg jo ikke til Gitte Nielsens afføring, men jeg havde nok læst bogsektionen i Berlingske i weekenden, hvis den havde handlet om at Gitte lagde nogle enormt store lorte. Fordi det havde været en nyhed. Ikke meget større end Gitte har overvejet at slå sig selv ihjel, men lidt. Og en del mere interessant.
Jeg venter spændt på at Joan Ørting, Danmarks Dummeste Darling, træder frem, og med gråd i stemmen og tårer i øjnene, og fortæller at hun faktisk også en gang har tænkt på om hun måske skulle overveje at fundere over om hun ikke skulle tage livet af sig selv.
En ting er, at de mennesker der rent faktisk dør af selvmord, og der er en del, bliver mere eller mindre latterliggjorte af disse semi-kendte menneskers forsøg på at dramatisere deres ellers meningsløse liv, men en anden ting er at ungdomskulturen, hvor EMOerne er ved at uddø, en ungdomskultur der ser op til disse kendte, rent faktisk får det indtryk at vil du være semi-kendt, så skal du tænke på at dø.
Det er flot Brian, Robert og Gitte. Nu har forældre og skolelærer knoklet i flere år på at forklare de unge mennesker at det faktisk ikke er så fedt at begå selvmord, og så træder I tre idioter frem, i et håbløst forsøg på at opnå medlidenheden og rækker ud og nå jeres "publikum", ved at sige til dem, at det der med selvmord, det måske ikke er så dumt endda.
Jo, det er dumt. Det er snot hamrende pinligt og patetisk at ville begå selvmord. Det er navlepillende og egoistisk.
I en lidt anden, men ikke helt fremmede boldgade, kommer så vores ønske som nation om at have det dårligt. Jeg hørte et fremragende interview på P1 for et stykke tid siden, med en kvindelig psykiater, der skældte og smældte ud på befolkningen og sine kollegaer over hvor let de tager på depressioner. Det er blevet en folkesygdom. Alle er deprimeret. Hun nævnte i interviewet tre tilfælde som næsten samtlige psykologer og psykiatere fejlmedicinere/fortolker: når et nært familiemedlem dør, når en kæreste går, når man bliver fyret.
Det er ikke en depression du får, fordi du bliver ked af det. Det betyder ikke du er deprimeret. Det betyder du er et menneske. Det betyder du har følelser. Det er en proces som man skal igennem, medicin kan hjælpe, men som C.S. Lewis sagde "There is nothing we can do with suffering except to suffer it." Du kan godt proppe dig med piller og bliver diagnosticeret som deprimeret, men det kommer du ikke hurtige igennem smerten af. Tvært imod kan den bibringe til øget selvmedlidenhed, som trækker smerten i langdrag.
Man bliver deprimeret i den perioden, men det tror fanden. Konen er skredet, mor er død, du har mistet drømmejobbet. Det er naturligligt at føle smerte og sorg, og det kan være vanskeligt at håndtere det. Det er en del af livet. Vi håndtere disse situationer forskelligt. Nogle går helt ned, andre er mere stoiske. Men smerten er der og den skal gennemleves. Måske heller psykologerne og psykiaterne skulle bruge deres kræfter der, mente hun.
Der er mennesker her i verden som er kronisk deprimeret. Jeg har en nær ven. Det er næsten umuligt at leve med, og hver dag er en kamp. Men han kæmper bravt. Så jeg kan godt bliver bister når folk kommer til mig og fortæller de er på lykkepiller fordi deres hamster er død. For det første nedgør de sygdommen. De gør den til noget banalt og ligegyldigt. For det andet spilder de samfundets resourcer på at løbe til psykologerne og psykiatere med banale problemer. Således at min ven skal vente i månedsvis på en samtale.
Men det bliver nok morgendagens overskrift:
Joan Ørting - Jeg var engang ked af det!
