WGA

Så er det helt uofficielt officielt. Jeg er nu, sammen med min oscarnominerede ven, Christian E. Christiansen, blevet medlem af Writers Guild of America. Et stort skridt for mig, et lille skridt for menneskeheden.

Det bliver først officielt officielt d. 10/1 2011, samme dag som jeg skal i retten. Se så, universet har sin helt egen måde at skabe balance på.

Oscar, here we come ...

Stilhed og larm

Nu er julen slut. Og det er jeg faktisk lidt ærgerlig over. Fordi jeg elsker julen. Julen er stilhed. Jeg ved det godt; lige op til er der stress og jag, og 1 mill. mennesker i Magasin. Men jeg holder af julen og specielt den stilhed den bringer med sig. D. 24. er Danmark et spøgelseslandskab. Sporadisk aktivitet ses hist og pist, men det er lidt som om folk endelig slapper af. Og efterfølgende er butikkerne lukket i TO (2) dage. Dette giver altid anledning til en smule panik op til, men når de så er lukket, så er de lukket og så er det det. Game over. Og så kan man ikke gøre så meget andet end at nyde tiden og hinanden. Og egentlig er det forunderligt, at vi skal tvinges af omstændighederne til at stoppe op og nyde livet. Bare kort.

Jeg har bestemt mig for at næste års blog skal være indeholde færre beskrivelser af min eks-kon. Hun bliver udliciteret til en anden. Jeg starter det nye år med et brag. Min ekskone har endelig fået en dato på papir, så d. 10. januar vil hun helt officielt forsøge at fravriste mig myndigheden over mine egne børn. Fordi der er ikke så meget mere hun kan tage, som jeg faktisk holder af. Og det har, ifølge eks-konen, ABSOLUT intet at gøre med det faktum at jeg har fået en kæreste (ugen efter startede alle problemerne), men det er bare et sammentraf, ikke et af de der lykkelige desværre, men en tilfældighed. Universet er fyldt med dem. Og tænk, at man i 2011 stadigvæk kan ende i en retssag og risikere at miste myndigheden over sine egne børn, og retssag som koster samfundet (det er os alle sammen, hvis der er nogen der skulle have glemt det) 150-200.000 kr. Ifølge eks-konen vil hun ikke umyndiggøre mig, det er hendes advokat der vil. Og den lader jeg så ligge der, og vil ikke kommenterer yderligere på den, det er den for patetisk til. En sjov lille anekdote som jeg lige vil klister i halen på den her (inden året er omme), er, at min eks-kone køber de der frimærker der støtter kræftsyge børn. Og så tænker man jo "sikke et stort menneske, tænk hun vil hjælpe de små kræftsyge børn." Man kunne også skue tingene fra en anden vinkel; hvis hun nu havde taget imod de utallige tilbud om mægling som forligger i samfundet, og som min advokat og jeg gentagne gange har forsøgt at få hende og hendes advokat til at tage imod, så kunne hun have sparet samfundet for 150-200.000 kroner, som (i den ideelle verden) kunne være gået til kræftsyge børn. Det svarer, bare lige for en god ordens skyld, til 300-400.000 frimærker, som hun skal investere i, før kvoten er nået. Men jeg ved slevfølgelig heller ikke hvor mange julekort hun har sendt ud. Det kan være hun har sendt et julekort til samtlige beboere på Island, og så er vi vist ved at være der.

Julen bød også på mødet med min "nye" svigerfamilie, eller, rent teknisk hedder det vel ikke det, da min kæreste og jeg ikke er gift, men i stedet for at rode mig ud i en lang forklaring om vores forholds struktur, forsøgte jeg at gøre det simpelt. Det gik heller ikke helt efter bogen. Nok om det. Jeg mødte hendes far (svigerfar) og bror (svoger). Det er jo altid akavet det første møder, hvor englene laver motorvej gennem stuen og det eneste der høres er gnasken af æbleskiver, og man bliver pludselig MEGET fokuseret på sin kæbemotorik og håndtering, samt konsumering af teen. Men min kæreste var meget sød, og var der, og det hjalp jo betydeligt. Jeg hader at blive efterladt, specielt til fester hvor jeg ikke kender en skid, og så står man der med en velkomstdrink i hånden, der smager kvalmende af hindbær og skimmelsvamp. Jeg er aldrig mere alene end når jeg er blandt venner (her er ordet strukket, til næsten ukendelighed, og så lige strukket 10 m. mere). Nå, men mødet med svigerfar og svoger gik godt. De var begge meget flinke, og svoger og jeg havde en fælles bekendt, hvilket gjorde det hele meget nemmere, fordi så kunne vi bagtale ham. Men det var det der med jul og stilhed. Nej, for lige kort at vende tilbage til "den nye familie", så var det rart da det var overstået, og jeg følte faktisk også kæresten og jeg var kommet tættere på hinanden. Fordi lige pludselig var jeg blevet virkelig virkelig. Jeg var ikke længere bare ham der hun så. Det var med håndtryk og hele pivtøjet og jeg var stadfæstet som en del af familien, eller, ok, i hvert fald som hendes nye kæreste. Eller, ham der hun så ... lidt mere.

Så det bragte julen også med sig.

Det nye år bringer som tidligere beskrevet terror i starten. Alt forandres når man får børn, fordi man er lige pludselig ikke længere selv universets midtpunkt, og det absolut værste der kan ske er, at miste sine børn. Enhver forældre kan skrive under på det. Den absolut størst tænkelige smerte er tabet af et barn. Og den største forbrydelse er at påføre en forældre den smerte. Eller det burde det være. Så der virker underligt at vores samfund sponserer afstumpet eks-koners hævntogter. Der er noget græsk tragedie over hele det her scenario. Homer (ikke ham fra Simpson) ville have været stolt af hende.

Men nu skal der tænkes positivt, og den retssag er jo vundet på teknisk knock-out på ingen tid. Og så får jeg svært ved at se hvad hun så vil plage mig med. Græshopper eller frøer måske.

En god ven fortalte mig høfligt engang at min blog var lidt rodet. Der var intet tema. Måske til næste år jeg skulle forsøge at tematisere stedet her. Problemet er, at det her er mit hovede på nettet. Intet giver mening. No. Really. Til næste år bliver det mere spændende, mere ærligt kan det næppe blive, men sjovere, måske mere nuttede også. Er nuttede in? Who knows?

Og det nye år vil som vanligt byde på en masse top 10'er. Om alt, dog ikke eks-koner.

Rigtig glædelig jul til alle. Glad for og tak til, alle dem som har købt mine bøger og lagt dem under træet. Bliv ved med det (men husk! Kun til jul. Fordi hvis du går rundt og ligger bøger under træerne i haven, så ringer din indignerede eks-kone/mand til sundhedsvæsnet, og snart sidder du iført strømpesokker og hvid kittel, skæv på stoffer med lange komplicerede navne, ude af stand til at tænke en klar tanke, på et klinisk rent sted hvor overlægen ikke er til stede fordi hun/han har taget arbejde på en privathospital hvor de betaler mere). Så læg KUN bøger under træer der står inde i huse. Og kun når det er koldt udenfor.

Verden ifølge USA

Europa ifølge mig (bl.a.)

Min søsters børn ...

Okay, er der nogen der kan forklare mig hvordan denne her "børne"films plakat er blevet godkendt af DFI, produktionsselskabet og medierådet?

Ud over den er ustyrlig grim, så tendere den til den pornografiske; tjek lige ham den lille fyr der sidder og holder på sin store "raket", mens Peter Mygind skrigende sidder på en kæmpenosse. Hvad er det præcist der sker i Nordjylland, det er, hvad jeg gerne vil vide?

En vaskeægte Oberst anmelder "Soldater"

Oberst Lars R. Møller anmeldte i sidste nummer af skolebiblioteket Soldater græder ikke. Og det starter godt: "Jeg må med det samme indrømme, at jeg kan anbefale bogen." Obersten ligger meget vægt på den vinkel som var mit budskab med bogen, nemlig omsorgssvigtede børns vilkår i Danmark. Få anmeldere (og jeg vil her ikke trækker hende der Harry Potter fanen fra Fyn frem) har overset denne vinkel, eller fundet den urealistisk, men den barske realitet er, at vi i Danmark ikke behandler disse omsorgssvigtede børn særlig godt. Vi overser deres behov og lægger i stedet vægt på hvad forældrene har behov for, institutionerne og ikke mindst kommunekassen. Og hele den vinkel får Obersten med, hvilket jeg ikke bare blev en lille smule forbløffet over (fordomme længe leve), men også rigtig rørt over.

Tilbage til Obersten: "Sproget er fremragende ... Ungernes samtaler er fremragende og deres iagttagelsesevne formidabel ..." og så kommer kronen på værket: "Uofficielt og efter min helt private mening handler bogen om det store omsorgssvigt, om hvad vi gør ved vores unger, deres fremtid og drømme og de voksnes verden. Selv om jeg som gammel kriger troede, jeg var kommet mig over at blive rørt af en ungdomsbog, må jeg indrømme, at jeg havde vand i øjnene et par gange, så jeg kan kun give bogen mine bedste anbefalinger."

Og nu har jeg også vand øjnene ...

SS lektør

Så er der kommet lektør udtalelse på Sonny Søren og spasserne, og hans beskrivelse er meget rammende for hvad mit mål var med bogen:

Sonny Søren er 16 år og har hårdt brug for penge, så da hans mor tilbyder ham 200 klask for at besøge sin mentalt udfordrede storebror på en spasseranstalt, griber han chancen og tager afsted. Herved vikles han ind i Dr. Natas planer om at udstyre en flok spassere med AK 47'ere for at overtage Danmark og herfra skabe Det Fjerde Rige. Ved hjælp af et piskeris, to dåseåbnere og andre køkkenredskaber lykkes det Sonny Søren at nedkæmpe spasser-hæren på blodig vis og redde verden. Bogen har en åben slutning, så måske kommer der flere bøger om Sonny Søren. Bogen adskiller sig væsentligt fra øvrige ungdomsbøger både sprogligt og handlingsmæssigt. Det er meget voldeligt og blodigt, men med et glimt i øjet og meget urealistisk, så det bliver aldrig rigtig farligt, kun underholdende. Så kan man så altid diskutere, om vold er underholdende. Tobias Enevoldsen har tegnet bogens illustrationer, som illustrerer ironien i voldsscenerne godt og bringer smil på målgruppens læber

Min ynglingslinje er: Bogen adskiller sig væsentligt fra øvrige ungdomsbøger både sprogligt og handlingsmæssigt.

Yessir, og det er helt bevidst. Jeg er træt af unge mennesker skal læse "Anders går til fest" eller "Mettes første gang". Come on! Jeg tænkte: da jeg var ung, hvad ville jeg så elske at min dansklærer havde klasket ned på bordet foran mig? = Sonny Søren.

Målet med bogen har været at underholde, at få de unge drenge der ikke pløjer gennem "Krig og Fred" på en weekend til rent faktisk at sætte sig ned og læse en bog. Så de ikke bliver tabt i den digitale verden, og hvem ved, måske Sonny Søren kan give en nysgerrighed, en lyst og en glæde ved at læse, og snart sidder knægten med en stak fra biblioteket (hvis det ikke er sparet væk) og pløjer sig gennem det skrevne sprog. Og så spørger den unge ikke-læser "hvad fanden får jeg ud af at læse?" Og det kan jeg give et lynhurtigt svar på - Du udvikler dit sprog. Jeg underviste i en 8. kl. for et par år siden, og en af mine elever læste stort set non-stop. Han var ikke en nørd, han hørte rap og festede i weekenderne, men i skolen og ledige stunder derhjemme der læste han. Nu skriver han raptekster. Sammen med en klassekammerat, og uden at bringe den anden gut ned, så kan læseren noget med sit sprog som får alle til at spærre øjnene op. Den her knægt har en helt udsædvanlig magt over sproget. Han er i øvrigt med i Rapkings (tror jeg nok det hedder) og er i semifinalen. Hvis han vil og bliver ved, så bliver han meget snart en kæmpe force i dansk (rap) musik. Og, han har selvfølgelig også læst Sonny Søren!

Men det nytter ikke bare at læse. Læs bøger der udfordrer jer. Og derfor er jeg så begejstret for lektørens sætning: Bogen adskiller sig væsentligt fra øvrige ungdomsbøger både sprogligt og handlingsmæssigt.

Det her er bogen du skal læse, det her er det første spæde skridt på vejen. Og denne her bog vil underholde dig. Med garanti.

Er vold underholdende? Klasselærere, I kan bruge denne bog til mange ting, bl. a en diskussion om vold og brugen af vold i medier. Desuden kan man, uden det helt store tankespind, fører en diskussion over på 2. VK eller velfærdsstatens udnyttelse af de svage i samfundet. Det her er ikke bare tankeløs vold, der er faktisk en mening med galskaben. Og Picasso er indblandet. Men det gemmer jeg til et foredrag:-)

Tak til Tobias Enevoldsen for en superb grafisk side. Tobias har leveret en fuldstændig, hammerfed, overskudsagtigt, sprudlende billedside til bogen. Jeg håber vi skal lave en toer, T.

Anden bog i serien er skrevet, men der har været en del uoverensstemmelser mellem Gyldendal og jeg, så jeg ved ikke om den bliver udgivet (Alt det kan I også hører mere om til et foredrag).

Lige her til sidst, en stor tak til den Oscarnominerede instruktør Christian E. Christiansen som har opfundet universet og karakterne sammen med mig. I love you, man.

Bogen kan bl. a købes her!

Star Wars

Peder Pedersen og jeg var med i en lukket klub der skulle byde ind på en ny Star Wars tegnefilmsserie. Desværre blev vores idé ikke valgt, men Peder laver fortsat Star Wars Lego reklamefilm. Her er nyeste skud på stammen:

Tilbage til virkeligheden

En lille up-date på den professionelle del af mit liv:

Bog fronten:

Skriver på en 2'er til Ronin, som min redaktør på Carlsen har råbt på siden Februar. Skulle gerne være færdig meget snart.

Skal til Polen om 2 uger, på et rejselegat, for at lave noget research til en roman.

Og faktisk leder det mig over til spillefilm, fordi jeg skriver på en film om en polak der trækker jødekortet og rejser til DK, for Einstein Film, støttet af DFI og TV2.

Og så skriver jeg på en spillefilm sammen med Ole Bornedal, ligeledes støttet af DFI.

Min adaptation af "Soldater Græder Ikke" ligger stadigvæk på DFI, DR er interesseret i projektet og Jesper W. Nielsen er på som instruktør. R Film producere. Hvis og hvis.

Så er der to ungdomsfilm, en med den Oscarnominerede instruktør Christian E. Christiansen, og en anden med instruktøren Peder Pedersen, og en børnefilm med Jennifer Green, min producer på Asa Film, som producerede Storm. Men de er alle tre på et tideligt stadie. Nu må vi se om de dør i vuggen ...

Kortfilmen "Du er i mit hjerte" som Talent-puljen sagde "nej tak" til, på trods af at Bornedal nærmest lovede dem en Oscar, ligger snart hos Kort- og dokumentarfilmskonsulenten. Håber hun er en smule mere visionær.

Så ligger der noget amerikansk film, flere projekter med Peder, noget ungdomsroman og en "krimi" og roder et eller andet sted. Og en tegneserie. Og jeg har faktisk fundet tegneren. Det er totalt optur da min store drøm er at skrive en tegneserie. Der er stadig håb. Håb er der altid.

Menneskelighed

Torsdag var en skidt dag, faktisk tog det indtil i dag at komme helt over den. Jeg modtog et brev fra min ekskones advokat, et såkaldt processkrift. Et processkrift er et juridisk ord for "1 stk. gratis løgnagtig tilsvining."

Det er et stykke papir hvor sagsøger, i hvert fald i dette tilfælde, forsøger at beskrive sagsøgte som en person der fik SS-officere til at pisse i bukserne og gav Hitler mareridt. Og det er så mig.

Forestil dig, en person du har elsket, en person du har været intim med, delt hemmeligheder med, delt hverdag, medgang og modgang med, forestil dig denne person sætte sig ned og bruge tid på at finde alle dine fejl, gange dem med 1000 og så fortælle dem til sin advokat.

Det er ikke så meget det at blive udstillet som psykopatisk børnemishandler, det er mere det, at den fortrolighed som vi har haft, den er blevet misbrugt. Det lukkede rum vi havde, som alle par har, det er blevet åbnet og udstillet for offentligheden. For egen vindings skyld. Selvfølgelig under den ernorme "for børnenes skyld" banner, men den banner er ved at famle, mugne og gå fra hinanden. Og tilbage står et meget lille menneske. "Love rears its ugly head" som Living Colour sang i 1990.

Det er så meningen jeg skal svare på det her. Og pludselig går det op for mig, hvad fanden de superhelte mener med at de ikke kan slå ihjel, fordi så bliver de bare som de onde. Klart jeg har lyst til at opfinde løgne om hende ligeså (og jeg har en bedre fantasi end hun har), klart jeg har lyst til at eksponere hende, at udstille hver en svaghed, men så bliver jeg som hende. Og det vil jeg ikke. Om det så gør at jeg taber, fordi jeg ikke vil synke ned på hendes niveau, så må det være prisen. I den mindste bevarede jeg min menneskelighed. Meget kan hun tage fra mig, men ikke den.

Why teachers drink

Har totalt stjålet det her link fra en ven, men tjek det ud. Det er lang tid siden jeg har grinet så meget.

Why teachers drink

Samuraier i børnehøjde

Så kommer den om to dage. Ronin 1: Sværdet, illustreret af Niels Bach. Den kan forudbestilles her.

"En dreng uden navn. Et sværd, der drikker blod. En røverkonge uden nåde. Historien er kun lige begyndt ..."

Den perfekte julegave til ungen mellem 8-12. Kontakt mig hvis du har en søn/fætter/nevø eller japanerglad pige ditto, så sender jeg et frieksemplar til de fem hurtigste! Det er jo snart jul. Til alle jer smukke, dejlige, intelligente skolelærere derude har jeg kun ét ord: Klassesæt.

Bind 2 og 3 kommer i det nye år, bind 4 og 5 i 2012.

Grusomme mig

Var i biffen og se denne ufuldstændige film med mine to små. Men faktisk er denne teaser trailer meget bedre og sjovere end hele filmen. Både ungerne og jeg skreg af grin over denne her, mens sæderne i biffen blev hårde. Så spar 70 spir, læn dig tilbage og tryk PLAY:

Lørdag er en god dag

Soldater græder ikke igen

Så skulle 2. oplag ramme boghandlerne. 200 bobs pr. bog. Jeg ved Politikens Boghandel havde nogle stykker på lager for et par uger siden, så hvis du mangler en julegave til en teenager, så skynd dig ned og køb en.

Det er en rar fornemmelse at ens bog har solgt ud:-) Manus ligger fortsat hos DFI og venter på svar fra den nye konsulent. Den "gamle" var meget glad, men skulle desværre videre i sit liv.

Vi håber det bedste fra den nye.

Var forresten på DFI i dag og pitche en komedie med min gode ven Povl Carstensen. Om en p-vagt der ikke kan give bøder. Nu håber vi, at de kan lide idéen. Vi får svar i næste uge.

Har sindssygt travlt for tiden. Opdatere senere.

Fandt lige den her: Never argue with a moron. They will just drag you down to their level and then beat you with their experience.

Jeg har undret mig over hvordan jeg kan blive sådan et dårligt menneske når jeg snakker med min eks-kone, og så ender hun alligevel med at være mere sølle end mig. Hvordan? Svaret er lige der. Sov godt.

For hvis skyld?

Før i tiden gjorde man en masse selviske gerninger, men dengang kunne man altid proppe dem ind under den kæmpestore fyldige paraply der hed(der): GUD. Jeg gør det for Gud. Vi slagtede hedninge i et væk, så vi kunne få rigdom og land, selvfølgelig for Guds skyld. Altid med Gud i mente.

I dag er Gud død, eller i hvert fald lyder det underligt at sige at man gør noget for Guds skyld (andet end at sprænge ting i luften eller drikke giftige væsker). Men sådan i hverdagen er det svært at overbevise konen om at man har haft sex med naboen for Guds skyld. Næ, nu er det for børnenes skyld. Vi har skiftet vores kæmpestore Gudsparaply ud med en børneparaply. Vi gør alt for børnenes skyld. Vi bliver skilt "for børnenes skyld", vi finder sammen igen "for børnenes skyld". Vi ophøjer os selv til mini-guder, der slet ikke er i tvivl om at vores handlinger ikke er egoistiske, men for børnenes skyld. Vi blev nødt til at købe en større bil, "for børnenes skyld." Selvfølgelig.

Nu skal der ikke nævnes navne eller peges fingre, men min ekskone er på netop sådan et korstog. Faktisk, når hun for en kort stund bliver træt af at hænge deroppe på korset og stiger ned og mænger sig med os andre kan hun godt indrømme at det er ren og skær hævn. Hun søger forældremyndigheden fordi jeg havde den næsvished at bede om at se min søn mere. Sådan nogle ting bliver prompte straffet, for børnenes skyld, selvfølgelig. Så nu slæber hun os (også børnene) gennem en retssag, fordi jeg var uartig og hendes advokat synes at det var det bedste at gøre. Lad os lige pause her et kort øjeblik. Fordi, hvordan er det hendes advokat tjener penge? Nå jo, det er sandt, ved at føre retssager, så hvis nu min ekskone ville indgå et forlig, så ville han ikke kunne købe den der nye bil han er gået og blevet lidt smålun på. Og det er alligevel staten (dvs. os alle sammen) der betaler, så ... what the hell. Why not? Men, som der står på deres hjemmeside, så tager de kun denne slags sager for børnenes skyld. Ikke at han nogen sinde har snakket med mig, men det ville da også være fjollet, for hvem skal så betale den nye bil?

Så, min ekskone er overhovedet ikke villig til at snakke, selvsagt for børnenes skyld. Hun vil i retten og have den fulde forældremyndighed, igen, sole klart for børnenes skyld, fordi det er jo bevist at børnene har det bedst af at have en far OG en mor. Men pjat, hvad er en eksperts udsagn værd, når man gør noget for børnenes skyld. Så kan de kloge hoveder ellers komme anmasende med deres teorier og videnskablige undersøgelser (Jorden er rund, anyone?), men hvad er det værd overfor et slående argument som "for børnenes skyld".

Og det slående argument, det fældende bevis, det som skal frarøve mig retten til at se mine børn - mine damer og herrer, jeg giver Dem ... (drumroll) Han er sindssyg. Ligesom hendes eksmand der også er sindssyg (men som vandt forældremyndigheden) er jeg nu også stemplet i hoved og røv. Men vi er ikke alene her. Min søn blev af min ekskone allerede stemplet sindssyg da han var 3 år. Og nu mener hun også at vores datter er ved at blive det, på trods af fine udtalelser fra institutioner. Men igen, hvad ved de? Det her er jo for børnenes skyld. Man kunne overveje, bare en strøgtanke, om problemet måske lå begravet et andet sted, men lad os lade den ligge for nu.

Så hele dette cirkus er sat i gang, og lad mig lige understrege, hun havde ALDRIG nogensinde gjort det, hvis ikke det var fordi vi alle sammen betaler hendes regning. Hun ville simpelthen bare ikke smide 50 kilo efter ingenting, faktisk ikke engang for børnenes skyld.

Den kan man så tænke lidt på, mens man overvejer hvad man ellers kan slippe af sted med "for børnenes skyld".

Produktivitet og ansvar

Jeg har haft problemer med at skrive på det sidste. Mine eks-kone har sagssøgt mig for myndigheden over mine børn, så pludselig var det advokat og beskyldninger og alt den slags. Min kæreste stoppede fra den ene dag til den anden med at kontakte mig. Og pludselig kæmper jeg for retten til at se mine børn (min datter har boet hos mig 12 ud af 14 dage de sidste 3,5 år, det er fucking latterligt at jeg overhovedet kan ende her), samtidig med, at jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt i kærligheden. Det hele ramlede på en gang. Og jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne skrive. Jeg satte mig ned, tændte computeren, men ingenting, hvilket bare skabte et nyt pres, for skriver jeg ingenting kommer der ingen penge ind (og, ud over den ufatteligt høje husleje står der pludselig også en advokat og skriger på penge), Så, måske mister jeg myndigheden over mine børn, min kæreste ønsker ikke at snakke med mig og jeg kan ikke betale mine regninger, dvs. jeg skal flytte. Jeg forstod ikke jeg ikke kunne skrive. Jeg kan altid skrive, come hell or high water, men denne gang, nada. Så jeg ringede til min gode ven, Niklas, som bare grinte af mig og forklarede mig at der hvor jeg står lige nu, det er grunden til folk hopper ud fra broer eller høje bygninger. Hele mit fundament var truet. Ikke så underligt at det var svært at være kreativ. Så jeg bestemte mig til at få styr på hvad jeg kunne få styr på. Og da jeg ikke kunne det, så bestemte jeg mig for ikke a bekymre mig om det ... Fordi produktivitet og ansvar går hånd i hånd. Jo mere ansvar, jo mindre produktivitet. Og nu skriver jeg igen, og faktisk kommer alle løsningerne så af sig selv. Det eneste svære nu, er at føre dem ud i livet ... some day.

Fordi jeg er et barn

Ofte spørger folk mig hvorfor jeg skriver til børn. Til BØRN? Hvorfor og hvornår skriver jeg en rigtig bog? Til VOKSNE. En krimi, fordi det er ikke fordi, at der ikke findes nok halvlunkne krimier derude allerede.

Mit svar er simpelt. Jeg skriver til børn fordi jeg er et barn. Ok, fair nok. Jeg er HOST år og kan derfor ikke teknisk set falde ind under kategorien "barn". Jeg kan ikke købe en børnebillet i tivoli, jeg kan ikke komme ind i kugleland i Ikea og jeg kan ikke holde fremmede damer i hånden og lade som om jeg troede de var min mor uden politiet bliver indblandet. Okay, så måske ER jeg ikke et barn. Men jeg connecter (som det nu hedder med et meget fint voksen ord) bedre med børn end med dem der har fået hår mærkelige steder. Børn har en umiddelbarhed og en ærlighed som jeg forguder, og jeg tror det er derfor jeg ikke trives så godt blandt voksne mennesker. For voksne mennesker er udspekuleret og uærlige. Voksne siger ting som "Ajh, her tager jeg aldrig hjem fra", selvom de udemærket ved at flyet hjem til job, huslån og pensionsopsparing afgår fra Las Palmas lufthavn om 7 dage. Hvis et barn siger "hele livet" så mener de det, nok mest fordi et abstrakt koncept som tid ikke giver mening for dem, og "for evigt" er lige indtil man finder på noget andet, MEN i det øjeblik de siger det, mener de det. De voksne ved godt at det charter fly waits for no man, og er de ikke tilbage på "pinden" (klamt udtryk, ikke? Jeg mener, hvem sidder på en pind, andet end folk der godt kan lige at få ting stukket op i måsen?) så ryger jobbet (og derved huset og pensionsopsparingen). Så når de postulere at de aldrig tager hjem, så er det med en returbillet i hånden.

Men kender det også fra dengang hvor jeg (ifølge min søster) havde et rigtigt job, Der sagde folk ting som "Ahr, gid det var mig der skulle til Cypern i 14 dage, ahj, hvor er du heldig." WTF? Jeg mener, hvis du så gerne vil til Cypern (og hvem fanden tager frivilligt til Cypern?) hvorfor tager du så ikke derned? Hvis det var et barn, så havde han/hun pakket rygsækken og var begyndt at gå.

Som voksne ryster vi på hovedet og smiler af børnene. "Hvor er lille Rikke sød, hun siger bare tingene som de er." Og hvor ville livet være nemmere hvis vi alle sammen gjorde som lille Rikke, i stedet for at fyrer en masse lort af vi ikke mener.

Så derfor skriver jeg til børn, fordi jeg forstår dem. Og jeg fatter ikke voksne mennesker, så derfor skriver jeg ikke til dem.

Musik til en regnfuld lørdag

Sonny Søren er løs!

Hop ned i den nærmeste boghandel og køb "Sonny Søren og Spasserne"! Gyldendal har endelig udgivet denne lille litterære perle. En milepæl i dansk litteratur! Eller, i hvert fald en rigtig skæg læseoplevelse. Eller, det er en bog. Den er endda ikke så dyr og der er mange flotte tegninger i. Se om du kan finde Picasso maleriet.

En STOR tak til den oscarnominerede instruktør Christian E. Christiansen, der har skabt karakterne Sonny Søren, Dr. Satan, Mona Maria og hele universet samt grundhistorien sammen med mig, for godt femten år siden. Det var pisse skægt, for at sige det mildt. Christian og jeg arbejdede for godt 10 år siden på at lave Sonny Søren om til en tv-serie til Zulu, der i stedet valgte at lave Christian. (Altså, serien). Godt valg, drenge. Christian E., du er blevet krediteret i bogen. Og jeg får Gyldendal til at sende dig en pronto.

Skolelærere der gerne vil have de store drenge til at læse; drop "Dengang Mette blev fuld" eller "Janniks nye knallert". Næ, køb "Sonny Søren og Spasserne" til de unge mennesker, og så skal de hurtigt få lyst til at læse igen. Tjek det ud HER.

Jeg har en masse at sige om denne udgivelse, men det må vente til jeg får mere tid. Bare rolig, det skal nok blive fyldt med skandale, overraskelser og måske en retssag. Game on!

No hand

Okay, dette har ikke en skid med kultur eller politik at gøre, så er du advaret. Det drejer sig om forhold, og det at have "hand" i forholdet. Hele dette udspringer af en samtale jeg havde med en god ven i går. Vi snakkede, som man gør, om en anden god ven, og den sørgelige tilstand han er i nu, grundet han ingen hånd har i sit forhold. Og hvad vil det så sige at have hånd i et forhold? På dansk siger vi nok "at have bukserne" på. Ikke på sådan en "hun skal bare ud i køkkenet og holde kæft" måde, men mere på ligeværdig måde.

Jeg tror i øvrigt problemet er meget større end man lige umiddelbart tror. Blandt 6 af mine nære venner, er der 3 af dem der går rundt med røven bar. 3 ud af 6. Det er, med mine begrænset matematiske evner, 50%. Og hvad vil det så sige at gå med røven bar? Det vil sige at man skal have tilladelse af sin kone når man skal noget, og jeg snakker ikke om at skulle på stripbar eller en nat på bordel. Jeg snakker om at tage hjem og nørde brætspil eller tage i biffen med sine (mandlige) venner. No sir. Det er en no-go.

Der er en af de seks nævnte venner som jeg ikke ser mere. Og faktisk ikke bare mig. Vi var fire gutter der tog i sommerhus en weekend om året og spillede brætspil og så film (for en god ordens skyld skal jeg lige nævne at vi ikke så porno, men Michael Bay film, som måske godt kan betegnes som en slags porno, action-porno). Men altså ganske uskyldigt. Men den ene af os måtte ikke mere for sin kæreste. Faktisk må han slet ikke se os mere. Jeg har kendt ham siden jeg var 2 år, så det var lidt mærkeligt. Vi kan ikke ringe til ham, vi kan ikke sende mails (blokeret). Jeg sender et julekort, men det er det. Om det ryger under den østtyske radar eller ender som kaminfoder aner jeg ikke.

Men han er altså blevet nægtet adgang til os af sin kone.

Så var vi tre. Og ud af os tre er den næste nu på vej ud. Han må heller ikke mere for konen. Han kæmper lidt, som en fisk på land, men linen strammer og krogen sidder i kæften. Det er, åbenbart, for meget forlangt at han tage væk en weekend om året for at se sine venner.

Og så var der to.

Men det hele undrer mig. Hvad får en voksen, rimelig intelligent, mand til at droppe al kontakt med sit bagland, for at bruge 24/7 med en kvinde? Og jeg har set begge to, og vi snakker altså ikke Heidi Klum her. Og hvorfor i alverden har kvinder lyst til at spærre deres mænd inde? Og hvordan mister man sine bukser? Og kan man finde dem igen eller er de væk for evigt?

Jeg har aldrig været i et forhold hvor jeg ikke måtte se mine venner. Men jeg ville heller aldrig gå med til det, så det er nok lige så meget der bukserne ligger begravet, at manden smider bukserne, eller giver dem til konen, og så er det det. Game over. Måske er det bare nemmere at hun styrer showet og bestemmer hvad man må og ikke må.

Men jeg har også en ven der fandt sine bukser igen. Hvor de lå begravet ved jeg ikke, men de blev fundet og nu kører deres forhold godt, fordi det er bare bedre, for begge parter, når de har bukserne på (så kan man altid smide dem for en kort bemærkning).

Det behøver ikke altid at ende så grumt som med mine to venner, hvor kontakten til (deres) omverden bliver afskåret. Det kan også være at man bare har "no hand" i forholdet. Sådan en ven har jeg også. Kæresten skred og han var helt nede og skrabe for at få hende tilbage, og i dag har han "no hand". Han har bukser på, men ingen hånd. Man kan se det når hun kommer, han krymper sig og bliver lille. Og hvordan får man se hånd igen, fordi man bliver nødt til at have hånd i sit forhold, ellers ender det med at man mister bukserne. Hånden ryger først, og så bukserne.

Jeg har snakket med nogle venner om det, og det her er meget mere almindeligt end man umiddelbart skulle tro. Alle har en ven der har mistet både hånd og bukser og, på ægte Sovjet-vis, blevet nægtet udrejsetilladelse. Spørgsmålet er "hvad er det for nogle kvinder?" og ikke mindst "hvad er det for nogle mænd?" Og pludselig går det op for mig hvor ordet "vatpik" stammer fra.

Jeg har forsøgt at redde mine venner. Har tapet dem fast under karrosseriet på min søster Peugeot 106 eller gemt dem i det latterligt lille bagagerum, men sandheden er at du ikke kan tvinge en mand til at flygte. Lige meget hvor kummerlige forhold han lever under vil han altid ende med at vende retur. DET kan jeg forholde mig til. Jeg har været i et lorteforhold i 7 stive år. Og jeg forstår hvorfor man bliver. Det er meget simpelt. Man bliver tæsket med hvor dårligt et menneske man er og ender med at tro at ingen andre kan/vil elske en. Eller, nogle tæsker, andre er en smule mere raffinerede. Og vi tror aldrig vi får sex igen hvis vi går. Mandens liv går jo stort set ud på at få sex, fra vi bliver kønsmodne har vi ikke mange andre tanker i hovedet end "sex". Når vi så finder en at have det med, og hvis man har lidt lavt selvværd, så sidder man fast. Og jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at komme fri. Og pludselig har vi givet køb på alle vores drømme, vores venner og vi sidder der med en sæk af en kone og to grimme børn. Fuck!

Faktisk er det overvældende så mange der tror at de aldrig finder en kæreste igen. Og så er der klassikeren "jeg gør det for børnene". Fuck det. Overvej lige det signal du sender til dine børn "This is life kids. A loveless, cold hell. Enjoy." Livet skal være varme og passion. Og dine børn skal se du har det godt, og gerne at du elsker den du er sammen med. Kys og kærtegn i hverdagen. Det andet er en dårlig undskyldning. Vi gør det ikke for børnenes skyld. Vi gør det for vores egen skyld. Fordi det er nemmere at blive, end det er at gå. Og så bruger vi børnene som undskyldning. Det er eddermame koldt og kynisk. Tilbage til bukserne.

Jeg har som sagt forsøgt at redde mine venner, men har endelig fundet ud af at de kun kan redde sig selv, og ønsker de ikke det, så er det deres beslutning.

Her er en hilsen fra Seinfeld, hvor George "no hand" Constanza viser alle de mænd derude uden busker og hånd, hvordan man gør den slags.

Update!

Pyha, så blev det lige sommer og jeg blev revet i nosserne af eksen, og mødte en pige (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).

Jeg har i sommerferien skrevet et oplæg til en 22 min. Star Wars Lego film, jeg er i gang med at skrive på to tegnefilm og "Soldater Græder Ikke" er nu næsten færdig i en 1. draft udgave.

Mht. Soldater så er historen meget kort fortalt, at Jesper W. Nielsen læste anmeldelsen i Politiken, fes ned og købte bogen, læste den, græd (ok, det fandt jeg selv på) og ringede til mig. Vi mødtes og Peter Bech blev tilknyttet som Producer. Vi ansøgte på DFI og fik moneter til en første gennemskrivning. Nu er der kommet ny konsulent, så vi må se hvad der sker. Første gennemskrivning afleveres snart. Det er jo en noget anderledes børne/ungdomsfilm end Far til Fire, men lad os håbe at konsulenten i første omgang gerne vil hive dansk børnefilm i en noget modigere retning. Jeg synes filmen bedst kan betegnes som en moderne udgave af Brdr. Løvehjerte.

Bogen er netop udkommet i 2. oplæg.

På bogfronten kommer "Sonny Søren og Spasserne" måske snart. Gyldendal værger sig ved at give en dato. Vi har skændtes lidt, men den tager jeg på et andet tidspunkt.

Ronin 1, som kommer fra Carlsen er også på vej. Tegningerne er netop kommet, og de er SUPER fede. Jeg er (officielt) startet på at skrive 2'eren. Ehm.

Og, som rosinen i pølseenden skal jeg ud og lave en cameo som præst i et hemmeligt filmprojekt. Mere må jeg (rent juridisk) ikke sige. Dog kan jeg afslører, at den kvinde som jeg jeg som ung har brugt flere meter køkkenrulle på, medvirker i filmen. Dreams do come true.

Og nu til noget helt andet ...

Sad og søgte ny gammel musik, og faldt over dette nummer, som jeg vil dele med jer.

Verdens mest sexede musikvideo, kvinde og stemme. Nej, det er hverken den neger hungrende Maria Carey eller Jennifer "se min store røv" Lopez. Det er kvinden alle mænd drømmer om, men som ingen mand har sovet med: Jessica Rabbit.

Og det, mine damer og herrer, er grunden til jeg skriver:

Her er en kommentar fra en skolelærer, som jeg lige vil fremhæve da den ligger gemt langt borte i en gammel klumme. Men for mig rammer den hovedet på sømmet, med hele galskaben med at bruge de fleste af sine vågne timer i en anden verden:

Jeg har lige læst din bog ; Soldater græder ikke, for en 5 klasse i udkanten af Hillerød( lånt på hillerød bibliotek med venteliste) og den gjorde et stærkt indtryk på dem, den talte et sprog og i den kode de kan forstå. En af drengene i klassen bor selv på et opholdssted, og det betød meget for ham at blive spejlet.
Tak for din bog og tak for at jeg som lærer, kan give eleverne den oplevelse det var at læse din bog :-))
Mange hilsner
Louise Ahrensbach

Kære Louise,

Tusinde tak for din kommentar. Et af mine korstog med denne bog, har været et forsøg på at gøre danske børn (af alle hudfarver og etniske oprindelser) opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis skal rejse til Afrika for at finde børn i nød. At vi har dem lige her, udenfor vores egen velfærdsdør.

Og det betyder alt at læse, at du har en dreng i klassen der kan spejle sig i det her. Jeg tror det betyder rigtig meget for disse børn, at blive hørt og set.

Jeg kan endvidere fortælle dig, at jeg netop nu sidder og skriver på et filmmanuskript til "Soldater Græder Ikke", en såkaldt adaption, støttet af DFI (Det Danske Filminstitut) og med Jesper W. Nielsen tilknyttet som instruktør. Foreløbig skriver vi manuskriptet, og så må vi se om det også bliver filmatiseret.

Endnu engang, tusind tak for at læse bogen, og tusind tak for at skrive.

Frihed, lighed, broderskab

Jeg synes det er skønt vore regeringen har fundet ud af at det godt kan gøre avs, rent vælgermæssigt, at bolle de fattige i numsen. Efter deres nyeste og mindst gennemtænkte spareplan, nemlig at sætte loft på børnepengene, så alle dem der avler som rotter, (eller var det kaniner Pia?), de kan sulte og tænke lidt over, at ordentlige mennesker kun har sex om onsdagen, med lyset slukket og sokkerne af, så er det blevet til, at nu er det ikke kun de fattige det skal gå ud over, men alle der har børn.

Ja, det var min kæbe du lige hørte der ramte gulvet der. Fordi det er jo ikke bare tumpet, det er direkte idiotisk. Jo jo, vi kan alle undvære de fem procent, det er ikke noget der vælter cyklen, men for helvede, det må efterhånden så småt begyndt at gå op for den drøvmazerintyggende gennemsnitsdansker, at denne regering konstant og altid laver den omvendte Robin Hood. Fortæl mig, please, en eller anden, hvorfor fanden forslaget ikke gik ud på, at alle der tjener så meget at de betaler topskat (hvilket i øvrigt også er en illusion, for de fleste der tjener så mange penge kan betale en revisor for at finde ud af hvordan de slipper for at betale topskat, eller i hvert fald kun betale så lidt som muligt), skal betale for gildet. Hvorfor ikke banke på hos diverse individer på Strandvejen og høre om de ikke har lyst til at få halveret børnepengene, for at redde Danmarks økonomi. De fleste vi nok svare "børnepenge .. nå, det er hvad de godt 1000 kr. om måneden der ryger ind på min konto er. Jo, jo, bare tag halvdelen, min revisor finder bare på en anden måde at røvpule staten på."

Hvorfor henvender man sig til de fattigste og siger "Så gælder det om at få hænderne op af lommerne, fordi landet er ved at gå bankeråt, og hvis det går således, så styrtdykker kursen på mine aktier og jeg bliver nødt til at sælge med tab. Det kan du godt se, ikke?" Det er et historisk faktum, ubestridt, at de fattige til alle tider og i alle samfund, har sørget for at de rige havde det godt. De har sørget for at de rige blev ved med at være rige. Det er hvad jeg mener med et fundamentalt skift. Det nytter ikke at flytte et komma, der skal væltes en mur.

Jeg gider godt betale, jeg vil også gerne betale for andre skal have det godt. Jeg vil gerne betale til et hospitalsvæsen som jeg måske aldrig får brug for. Til veje jeg ikke kører på. Til bøger jeg ikke låner. Men jeg vil ikke betale for, at de rige bedre kan få råd til mere. Jeg nægter. Jeg bliver hidsig når en samlede flok af SAS/Danish Crown medarbejdere går med til, at gå ned i løn, for at kunne beholde deres job, og så får chefen en bonus for, endnu engang, historisk, at tvinge sine undersåtter i knæ og vise at han er Gud. Eller så tæt på som han, økonomisk, kan komme det. Som medarbejder i en sådan virksomhed havde jeg marcheret op og banket på chefens dør, og forlangt min andel, fordi pengene er kun sat ind på hans/hendes konto, fordi jeg indvilligede.

Vi bliver narret til at tro at det drejer sig om penge, fordi de nuværende magthavere forstår kun det ene sprog. Penge, penge, penge. Hvis der er et problem, så kan man enten betale sig fra det eller til det. Og vi er hoppet med på limpinden, og har danset rundt som idioter. Flere penge, skattelettelser. Og vi har været forblændet af vores egen grådighed og ment at det jo gik skide godt, og vi har enten været naive eller dumme eller begge dele og vi har troet på at vi jo alle fik glæde af denne rigdom, men da ulven så kom, så var det, igen, os, der skulle jage den på døren, hvis vi da ikke var travlt beskæftiget med at slæbe de riges ejendele i sikkerhed.

"Mere i løn" råbte pædagogerne og sygeplejerskerne. Nej. Fuck jeres løn. Mere respekt. Se, med respekt kommer lønnen, ikke omvendt. Lige nu hylder vi de såkaldte "gulddrenge" i erhvervslivet, der tjener 200.000 om måneden og bonuser der løber op i millionklassen. Og vi vil gerne være som dem, for med penge kommer respekt. Hvad nu hvis det var omvendt, at med respekt kom der penge. Det sygeplejerskerne og pædagogerne skulle have gjort var, de skulle være gået ud og sagt: Vi er dem der tager os af jer, når I er syge. Vi er de der tager os af jeres børn. Hvis du skal ud på en øde ø, hvem du helst have med, mig eller en børsmægler? (nu synes jeg sygeplejersker er vanvittig sexede i deres hvide kitler, så jeg er måske en smule fordrejet her ...), men hvem er mest værd for vores samfund? Hvis vi skulle vælge, hvis vi skulle ofre 10.000 mennesker på slagmarken, ville vi så ofre børsmæglerne eller sygeplejerskerne. Jeg ved godt hvem jeg ville sende i den visse død (med et smil på læben endda - told you so, you greedy motherfuckers that I would get back at you one day). Hvad er værdifuldt for os, som samfund? Det er de mennesker som passer på os, og som hver dag løfter den opgave. Skal de have mange penge? I don't know, men de skal have respekt. Hvis de får det, så vil flere gerne være det, og så kører den kapitalistiske supply and demand, helt uden jeg (eller du) har rørt en finger. Herligt. Nej, for jeg vil gerne væk fra de model. Den er forældet, og egentlig bare en forfinet udgave af de Feudale system fra middelalderen. Mere om det næste gang - her følger en lille artikel fra min partisan broder, Mr. Press:

Pleje-gigant har aldrig betalt skat

Attendo Care med hovedkvarter i Hillerød er en af pionererne inden for privat pleje i Danmark og startede i 1997 med at drive et plejecenter for Græsted-Gilleleje Kommune. Siden da er selskabet vokset fra cirka 30 medarbejdere til omkring 200. Selskabet tilbyder blandt andet offentligt betalt hjemmepleje igennem frit-valgs-ordningen i Helsingør og Gribskov Kommuner.
Imidlertid kan Frederiksborg Amts Avis afsløre, at Attendo Care A/S har givet massive underskud i million-størrelsen i 12 år. Selvom selskabet et enkelt år har givet et lille overskud, så fremgår det af regnskaberne, at der aldrig er blevet betalt selskabsskat, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Selskaber er ejet af professionelle udenlandske firmaer, der år efter år ender med underskud, vækker mistanke om transfer pricing, hvor udveksling af varer og ydelser handles til kunstige priser inden for koncernen. Ifølge Søren Friis Hansen, der er professor i selskabsret ved Syddansk Universitet, så bør SKAT udvise nidkærhed, hvis et selskab ikke har noget overskud i en lang årrække.

Børsen.dk

------------------

Først slagter man den danske model med ordentlig offentlig pleje til ældre, og så lader man fribytterne lænse statskassen. Herligt! It's all downhill from here...

Hasta la victoria siempre!

Extra pair of gloves

Filmen som opdragende medie er en realitet. Så meget der sker i vores hverdag kan vi relatere til begivenheder på det store lærred (eller den ok store fladskærm). Film afspejler virkeligheden, men nogle gange afspejler virkeligheden film. Som f. eks denne begivenhed:

Jeg har alle mine børn hveranden weekenden. Dem der er gode til matematik vil så kunne regne ud, at jeg den anden weekend ikke har nogle børn. I de weekender arbejder jeg stort set fra solen står op til den går ned. Og denne weekend var en sådanne. Eller, det skulle det have været. Fordi min tidligere omtalte ekskone havde valgt at tage i sommerhus, men min datter, Wilhelmina skulle til Pinsefest i børnehaven, og da x var i sommerhus, så tog y til pinsefest, med datter. Det var så meningen at jeg bagefter skulle ind på hovedbanen og aflevere førnævnte datter til x'ens store datter, der så via offentlig transport skulle bringe hende til selvsagte sommerhus. ABER ...

En eller anden klovn bestemmer sig for at springe ud foran toget på Trekroner station. En tragisk begivenhed i sig selv, men jeg forstår ikke hvordan det i den grad kom bag på DSB, at folk der bor i Trekroner går med selvmordstanker. Denne mand valgte altså at ende sit liv foran et regionaltog. Hvilket medførte, at hele togdriften døde. Det var meningen at x'ens store datter skulle hente min lille datter på hovedbanen men grundet ovennævnte begivenhed var det ikke muligt. Det i sig selv er jo fair nok. Force Majeure. Jeg foreslår x at jeg tager min datter med hjem og vi prøver igen i morgen. Den faldt ikke i god jord. Fleksibel som jeg selv synes jeg er, foreslå jeg at jeg kunne tage min datter et stykke af vejen. Da x'ens ældste ventede på Roskilde, foreslog min x at jeg fandt dertil. For at gøre en lang historie kort endte vi med at mødes på Høje Tåstrup. Der var på daværende tidspunkt gået over to timer (og jeg skulle også hjem igen ... suk). Jeg ringer og gør x opmærksom på, at jeg ikke ønsker at aflevere min datter uden en gennemtænkt plan, da hele togsystemet er en smule shaky, så de to piger kunne strande på Hedehusene og skulle blive der natten over. Vi bliver enige om, at de ikke kører videre med toget før vi er absolut sikre på at de kan nå helskindet til Holbæk, og hun ender med at sige "hvis alt går galt så kan jeg bare komme og hente dem i min mors bil."

Det bliver så stille i røret at man kan høre fluen i togets vindue ånde. "Bil?" "Ja, min mor er også i sommerhuset. Hvordan tror du hun er kommet herop?" "Så du har haft en bil hele tiden?" "Ja."

Det tager max en time at køre fra hendes sommerhus til København. Max. Jeg kunne have sparet en hel aften, hvor vi ikke skulle have brugt tiden på at sidde på hovedbanen eller i et regionaltog og vente. Og hverken børn eller jeg skulle have spekuleret på om vi skulle ende vores dage på Høje Tåstrup station. Jeg vidste, at de næste ord ud af min mund ville være negative og temmelig ukonstruktive, så jeg valgte at lægge på. Datteren blev afleveret og alt gik godt. Og som krølle på historien flottede min x sig ved at hente sine børn på Holbæk, så de ikke skulle med grisen og bagefter med bus.

Nå, det var nu ikke kun for at sprøjte galde ud, men temmelig kort tid efter jeg havde lagt på kom jeg i tanke om nedenstående øjeblik i filmhistorien. Ikke et af de bedste, men stadigvæk et der har brændt sig nok fast til at poppe op og få mig til at grine af hele den lidt tragiske misere. Art imitating life? Or life imitating art?

Enjoy.

Sunday bloody sunday

Regnen vælter ned udenfor. Jeg vågnede i morges kl. 07.00, stod op, tændte computeren der lå ved siden af sofaen, ud på toilettet, derfra til køleskabet (med vasket hænder, selvfølgelig) hvor jeg fandt resterne af colaen fra i går, og derfra ind på sofaen igen og i gang med at skrive. (jeps, tilbage på cola vognen, SUK! Miraklet er, at den har fungeret som en kombi morgenmad/frokost ordning). Jeg er lige blevet færdig (kun afbrudt af scener spillet i underdrenge for mig selv på stuegulvet.) Min hjerne føles som en stegt skumfidus. Overvejede biffen, men jeg orker ikke slæbe mig selv afsted, så det bliver sgu til noget Blu Ray på sofaen. Tak for i dag.

Easy comes, easy goes

Vi bliver i det politiske ringhjørne et stykke tid endnu.

Jeg har fået en del henvendelse fra sidste blog, og en af den vil jeg smide ind her. Men først, en af mine venner var lidt bedre til at trykke tal ind på lommeregneren end jeg var (eller, han gjorde det, mine var rene luftkasteller), og det viser sig 200.000 er en anelse lavt. Fair nok, men idéen var mere, at der er alt for mange der får penge de godt kunne undvære. Selvfølgelig vil de helst ikke, men der er ingen af mine venner der dør af sult hvis de mistede børnepengene eller boligstøtten. Det jeg mener er, at hele vores velfærdssamfund skal omtænkes. De penge der skal deles ud skal deles ud til de rigtige ting, således at vi bruger pengene korrekt. Jeg ved godt at vores universalmodel bygger på, at alle får en bid af kagen, men det er lidt der skoen trykker, fordi er vi blevet så fattige menneskeligt, at vi ikke vil give hvis vi ikke får? Og her snakker jeg kolde kontanter. Det er den opfattelse vi skal ud og ændre, med solidaritet og næste kærlighed. Fordi jo flere der giver, jo flere får, og jo mere får vi alle. De penge vi betaler i skat skal jo komme hele samfundet til gode, ikke bare de rige eller de fattige. Men alle. Det er essencen af universalmodellen. Ikke at vi i kroner og øre alle skal have det samme, den slags millimeter demokrati skal vi bort fra, og så må man altså tage et par større briller på.

Jo mere fair et samfund man har, jo flere har man lyst til at deltage i - og bidrage til det. Det siger næsten sig selv. Dem der føler sig røvrendt melder sig ud. Og om det er rige eller fattige gør ingen forskel, det er en kæmpe byrde for et samfund der er bygget til at løfte i fællesskab hvis nogle nægter at løfte.

Fogh har panisk råbt og skreget om, at hvis vi ikke gav de rige mere, så flyttede de til et andet land og tog deres penge med sig. Well, good riddance. Og pøj pøj med det. Selvfølgelig vil det være et slag i første omgang, men på længere sigt vil det være en gevinst. Fordi de egocentrerede snobber, der ikke forstår at vi skal løfte i flok, dem har vi ikke brug for. Og vi skal under ingen omstændigheder lefle for dem, for at få dem til at blive. Så snart der bliver en ledig plads længere oppe på stigen vil en ny kravle op og indtage pladsen. De bliver ikke savnet.

Så har højrefløjen også forsøgt at overbevise folk om, at hvis de store selskaber skal betale skat i Danmark, så tager de deres gode varer og skrider. Det er jo ren fantasi. Skulle Danmark være det eneste land i verden hvor man ikke kan købe Coca-Cola? Eneste land i den vestlige verden uden en Mac D? De kan da bare fise af. Igen, en anden spiller træder bare ind og overtager pladsen. Pepsi ville nok være lykkelig og det samme gælder for Burger King. Gå. I dare you. For I vil heller ikke blive savnet. (ok, Coca Cola vil nok en lille smule.)

Idéen er, at hvis alle får en positiv del af kagen, ikke nødvendigvis på deres konto, men i smilet på skolelærens læber, i glimtet i sygeplejerskens øje, lyden af børnernes latter, så skaber vi et bedre samfund. Vi har en model som er god, men vi kan gøre den endnu bedre, og det nytter ikke bare at kræve, at de rige skal betale hele gildet, vi skal alle betale og vi skal alle høste. En mere lige fordeling er til alles fordel. Så loftet skal måske hæves til 250.000, måske lavere eller højere. Men det giver ingen mening at nogle mennesker knap kan få det hele til at løbe rundt, mens andre får ydelser fra det offentlig hver måned, som de ikke har brug for. Jo, det ville være herligt hvis vi kunne selvregulere vores grådighed, men hvis vi lærte noget af kommunismen, så var det, at det ikke er menneskeligt muligt.

Så vi skal ind og lave omgribende ændringer i vores velfærdsstruktur. Vi skal gøre op med tanken og idealet om at lykken er material. Det er ikke fordi jeg vil tilbage til kamellorts hytter og vævet uldunderbukset, men det er løgn når de siger, at kapitalismen er den eneste mulighed. Alternativet er vores: Vi skal bare turde.

Tak til Jacob Nielsen for hans kommentar til økonomien.

Og så over til Mads, vores solidariske mand i ødemarken:

Har det på samme måde. Var man med til boligfesten må man sgu punge ud - men det sker aldrig, for af vores 179 folketingsmedlemmer er der kun 2-3 stykker der bor til leje, resten er boligejere. Det er helt sygt, for på landsplan bor ca. 1 mio., dvs. knap 20% af befolkningen til leje. Go figure. Rimelighed? Retfærdighed? Solidaritet? Hvornår får vi et valg og en stærk venstrefløj der er parate til at sparke de liberale flottenheimere i løgene og (tilbage)tage de penge og virksomheder samfundet virkelig skal bruge, mens de besvarer enhver klynken med "easy comes, easy goes"?

Vivere la rivoluzióne! Avanti popolo!

Festen er slut, nu skal regningen betales ... men jeg har altså ikke fået invitationen endnu

Det males i disse dage endnu engang fanden på vægge og gulve, af en enig presse, der mener at Finanskrise V. 2.0 snart vil vise sit grimme fjæs. "Festen er slut" skrev aviserne dengang den første krise kradsede. "Nu skal regningen betales" lød det.

Og regeringen har lavet en spareplan, hvor de først synes de fattige skulle betale for gildet, men senere, da diverse meningsmålinger viste røde tal, synes de måske vi alle sammen skulle betale for det gilde.

Jeg er bare lidt forvirret, fordi jeg har altså ikke været til nogen fest. Jeg blev ikke engang inviteret. Og her sidder jeg så med en regning der skal betales. Ved kasse 1. Og politikerne løber rundt som hovedløse høns og skriger "Finanskrisen kommer, finanskrisen kommer ... igen" og vil meget gerne have at jeg skal være med til at dække underskuddet fra forrige krise, hvor det hele som bekendt gik galt grundet overforbrug.

?

Jeg ved ikke ... Jeg var fattig og nu er jeg stadigvæk fattig. Jeg har ingen aktier, ingen pensionsopsparing (oh gru!), ingen ejendomme, biler, både eller privatfly. Jeg havde intet, jeg har intet, og, nu da jeg skal betale for en fest som åbenbart blev holdt, men som jeg ikke var med til, så ser det heller ikke ud til jeg får noget.

I radioen fortalte de i dag om hvordan forældre der købte boliger til deres børn dengang Foghs Fede Tider endnu var fede, nu kan score et kæmpe skattefradrag grundet krisen. Og lur mig om de tunge drenge ikke køber ind, nu hvor priserne er faldet?

Så, for lige at opsumere. Der blev holdt en fest. Jeg var ikke inviteret. Regningen kom. Jeg skal betale, mens dem der dansede på bordene trækker skidtet fra i skat. Er det bare mig, eller er der et eller andet fuldstændig galt her?

Jeg har en bedre idé. Fjern alle skattefradrag på fast ejendom (Hvis du har råd til at købe det, så har du også råd til at betale for det). Fjern børnbidrag til alle der tjener så meget, at de skal betale topskat. Fjern folkepensionen fra alle der betaler topskat. Fjern boligsikring til alle der tjener over 200.000 om året (og forhøj den til pensionisterne). Fjern ekstraordinært børnebidrag til alle der tjener over 200.000 om året. Og sidst men ikke mindst, fjern så for helvede det fradrag man får for at være et asocialt røvhul og køber sygeforsikring til sig selv.

Jeg er sikker på at "Jespers spareplan" kan dække de huller som "Foghs Forbrugsfest" har efterladt i den skamskudte Danske Statskasse, og tilmed kan tilføre bibliotekerne, kulturen, hospitalerne, skolerne og børneinsitutionerne lidt ekstra kapital.

Viva La Revolution!

Kampen er sparket i gang - på polsk

Her er Peder Pedersens indspark (Peder er vores muldvarp i marken, han fungere dagligt som reklamefilmsinstruktør, men under det pengebegærlige, forbrugerstyret, amoralske ydre banker et hjerte fyldt af næstekærlighed):

Lad fanerne smælde, broderkærligheden flyde og solidariteten leve!

Game on!

Er solidaritet mon stadigvæk et bandeord?

Jeg er barn af 70érne, dengang fædre byttede koner, bukserne var brede og kommunisme ikke var et bandeord. Jeg startede med at gå på en hel almindelig folkeskole, men flyttede på en privatskole i 7. klasse. Og ikke bare en hvilken som helst privatskole, men ALBERTSLUND SOCIALISTISKE LILLESKOLE, som i virkeligheden var meget mere kommunistisk end den var socialistisk. Faktisk tror jeg det var et krav fra forældrebestyrelsens side, at alle lærerne skulle være medlem af DKP. Jeg havde tre skønne år der, som bl.a gik med at synge sange om at Amerikanerne skulle dø, lidt (ufrivillig) spionage for KGB og ellers bare vente på kapitalismens uundgåelige fald, for det var jo kun et spørgsmål om tid.

Jeg er ikke helt sikke på hvordan jeg endte på en såkaldt RØD lilleskole. Min mor er lige så politisk aktiv som en døgnflue, men har altid hældt en smule til det eksotiske, det skæve, det anderledes. Hun var bl.a. medstifter og formand for Tåstrup NaturHelsegruppe og arrangerede et hav af foredrag om akupunktur og horoskoplægning, for de noget chokerede gennemsnits citronmåne-spisende-parcelhus-ejende Tåstrupgensere, der knap nok havde set en hippie, for slet ikke at snakke om en astral healer.

Så måske var det hvad der trak, det eksotiske i kommunismen. Jeg kan huske vi (min søster og jeg) også var på et besøg på en Steiner skole, men der satte min mor alligevel grænsen. Det var noget med alt legetøj skulle smides ud (man måtte kun have træklodser) maden skulle pakkes ind i stof (madkasser af plastik var forbudt, teorien var at plastikken sendte dødelige partikler ind i madderne) og andre ligende vanvittige regler. Sat op mod kommunismen virkede sidstnævnte pludselig som den rene saftevand.

Min pointe (ja, jeg har en) er at jeg er ret glad for jeg fik de år i kommunismens ånd. At jeg mødte voksne mennesker med andre værdier, at jeg pludselig blev politisk aktiv (1. maj var ikke en fridag, det var Jule-fucking-aften, der var mødepligt i Parken, med banner og seks kolde fra kassen). Men jeg fik et indblik i kommunismen så få andre på min alder har. Jeg var ikke en ubetinget fan (har altid været lidt skeptisk), men hele idéen om at ingen mobbede på skolen, at alle kendte hinanden og man hjalp hinanden, den sev alligevel ind under huden på mig og langsomt men sikkert blev jeg rød som en indianer. Vi var dog ikke blinde for bagsiden af den kommunistiske medalje. Vi var på studie tur i Øst Tyskland, og jeg tror samtlige elever kyssede dansk grund da vi kom tilbage. Vi havde set hvad kommunismen var i praksis, i forhold til den teoretiske kommunisme der blev prædiket på skolen. Selvom turen ikke var helt ulig en smut i Rædselskabinettet på Madam Tossaud Vokskabinet, så fæstede der sig en følelse af sammenhold og måske næstekærlighed, eller så tæt på næstekærlighed som en 14-årig kan komme. Jo, de havde det skidt, men der var alligevel noget ...

I 90'erne sluttede eventyret, efter murens og Soviet Unionens fald startede heksejagten. Danske kommunister blev ikke brændt på bålet, men pinde blev samlet og tændstikkerne var indkøbt.

Det er ganske rigtigt, at der er rædselshistorier fra Soviet Unionen. Det er ganske rigtigt, at folk levede i fattigdom. "Kommunismen virker ikke" råber kapitalisterne, mens resten af os læner os tilbage i den elektriske lænestol og tænder for Paradise Hotel. Så behøver vi ikke tænke mere over det; kaffen er varm og citronmånen blød. What more do you want?

Men som barn af det røde kan jeg se temmelig mange værdier, som kapitalisterne valgte IKKE at nævne efter murens fald. Og fokus på partiledernes korruption har været det de har råbt højest om. Men er vores politikere ikke korrupte? Meler de ikke egen kage? Power corrupts. Absolute Power corrupts absolutely.

I Soviet Unionen var alle lige. Alle havde et sted og bo og et job. Jo, lønnen var skidt, men sammenholdet var stærkt. Spørgsmålet er måske om vi vil have fladskærm eller næstekærlighed?

De siger at arbejderen er død, og derfor er det på tide også at lægge Socialismen i graven. Politikerne har gjort det. Helle og Villy fandt hurtigt skovlen frem, men spørgsmålet er om det er socialismen de begraver eller dem selv? Fordi jeg mærker den ulmer derude, følelsen af lighed. Vreden over at få har meget. Solidariteten ulmer. Vi vil gerne hinanden, så småt. Jo jo, de fleste har nok i sig selv, og så længe fjernsynet bliver ved med at fodre dem med underholdning er de fri for at tænke på deres næste. Men solidariteten springer op, hist og pist, som en blomst. En rød blomst.

I stedet for at være så bange for kommunismen synes jeg vi skulle kigge på den, analysere den, se hvad der gik galt, og om vi ikke kan bruge noget af det. Fordi vi er et eller andet sted alle enige om at hvis vi fortsætter ned af dette spor, så ender det meget snart og ikke kønt. Ryst angsten af os og tage fat. Kapitalismen leve af udnyttelse af andre. De er godt nok langt væk lige nu, men de kommer, jo dårligere forhold vi giver dem, jo tættere på kommer de, og de vil også have en fladskærm og lidt citronmåne til kaffen. Det er et stort problem i USA, og som alle store problemer i USA så får vi dem også, bare ti år senere. Så vi kan nå at gøre noget, men det kræver at vi begraver vores grådighed og deler. Det kræver at vi betaler hvad en varer koster, så arbejderen i den anden ende kan få en løn han/hun kan leve af. Det gør måske at vi ikke kan skifte fjernsyn så ofte som vi skifter underbusker, og vi må nøjes med mindre, men i og med fedme er et stigende problem, så er idéen måske slet ikke så tosset.

Jeg stemmer ikke for at Danmark fra og med i morgen bliver kommunistisk, men jeg stemmer for at vi fra og med i morgen begynder at tænke. Helle og Villy er ikke svaret. De ignorante hjernedøde tosser på den anden fløjl er slet ikke løsningen. Vi er løsningen. Vi er fremtiden. Sammen. Sig det med mig - Solidaritet.

Mødet er hævet.

Alle vil have farlige børnebøger men ingen gider læse dem

I den danske litterære kulturelite bliver der rygklappet og sunget sange om, at nu skal børnebogen slå med knyttede næver. Det bliver max til lidt slatten lussinger. Anita Krumbachs lidt barske bog "Et mærkeligt skib" vandt kulturministeriets pris for bedste børnebog i 2009. Et stort skridt for kultureliten, et lille skridt for børnelitteraturen. Ikke fordi det er en dårlig bog, den er ganske vidunderlig, men den går kun den halve vej, tør kun næsten, sagt med andre ord, den slår med åben hånd. De danske børnebøger skal ikke bare deler flade ude, men decideret knyttede næver lige på næseryggen. Fordi vi ændre ingenting ved at gå den halve distance. Men, som vi alle ved, de børnebøger der tør lidt mere, dem er der ingen der vil læse. I hvert fald ingen voksne.

Det er så ikke helt rigtigt. Jeg er blevet kontaktet af en del foredragsholdere der har min bog, Soldater græder ikke, med i tasken hver gang de er ude. Og de prøver at sælge den til skolelærere og ditto bibliotekarer, men disse synes det lyder lige lovligt hårdt, har han ikke noget der minder om Pippi Langstrømpe? Jeg har fået mails fra en del børn efterhånden, der har læst min bog og kunne lide den, men mellem børnene står der en mur af lærere og bibliotekarer, en mur af mennesker der hellere vil propfodre den kommende ungdom med deres egne gyldne barndomsminder, end at chance den med noget nyt, og skal det partout være nyt, så skal det helst være noget nyt der minder om det gamle. Det sikre.

Min eks-kone spurgte en bibliotekar på Hillerød Bibliotek hvorfor de ikke havde Soldater græder ikke. Svaret var, at man ikke mente det var noget for deres brugere. Nej for helvede, behold skyklapperne på og bliv i la-la land. Fordi en bog om børn der har det svært, hvem gider det? De riges børn skal i hvert fald ikke tynges med en social samvittighed. Det er NETOP på Hillerød Bibliotek og lignede steder man skal have denne slags bøger. Et mål med bogen var at fortælle børn i Danmark, at vi faktisk også her har børn der har det rigtig skidt. Det er ikke kun ude i verden.

Og så ER min bog ikke en stor elendighed. Den handler om håb, hvis du spørger mig.

Nå, men jeg blev inspireret til at skrive denne smøre grundet en artikel i Information af Mirian Due Steffensen hvor der bl.a. skrives: Klaus Rothstein eksemplificerer sin pointe ved at fremhæve to andre potentielt provokerende børnebøger, Jesper Nicolaj Christiansens Soldater græder ikke og Kåre Bluitgens Latteren i hjertet, der begge behandler et emne, som kun en enkelt voksenbog har taget op; nemlig krigen i Afghanistan. Men heller ikke disse bøger har formået at skabe røre. Det skyldes ifølge Klaus Rothstein ikke bøgernes kvalitet, men den genrebetegnelse, de sælges under.

Det drejer sig om, at de mennesker der skal give den nye børnelitteratur videre til børn og unge, de tør. Det er så simpelt. Og det tør de ikke. I langt de fleste tilfælde gør de som i Hollywood, de går tilbage til den gennemtæskede formular de mener virker. Vi skal turde litteraturen. Og børnelitteraturen behøver ikke gøre ondt, den kan være sjov, skæv, anderledes. Men den skal turdes. Og eliten skal tage handskerne af og få blod under neglene. For det kommer til at gøre ondt, at ændre synet på dansk børnelitteratur og det nytter ikke en skid at man kun har det i munden. Ærmerne skal rulles op og så skal der slås nogle tænder ud. Det drejer sig om en holdningsopfattelse fra hele kulturelitens side, og fra forlagene. Det nytter hele ikke at de udgiver kendte menneskers hundelorte af børnebøger. Læg mærke til at kendte mennesker stort set aldrig skriver en "rigtig" bog. De skriver altid børnebøger. Fordi det er "nemt", forlagene forventer ikke det store, i nogle tilfælde er et navn og et fjæs nok. Og det er jo ligemeget om det ikke er så godt. Det er børnelitteratur. DEN holdning, den skal vi have gjort kål på. Vi skal tage børnelitteraturen alvorligt og vi skal turde den. Ellers kan vi alle sammen lige så godt stoppe, og så kan de genoptrykke Astrid Lindgren og Bjarne Reuter og et kendt koryfæ kan skide en billedbog ud i ny og næ.

Jesper over and out, med blod ned af hagen og tre tænder i venstre hånd.

Dansk low-budget/undergrundsfilm

Børsen havde forleden en artikel om dansk undergrundsfilm. Det er jo dejligt, når der er nogen der interesserer sig for den slags, bare ærgerligt af journalisten Brian Iskov synes at vide SÅ lidt om film, som han åbenbart gør. På hans oversigt over "nyere danske indie-film" nævner han f.eks ikke Råzone (som er lavet udenom DFI ), derimod skamnævner han "filmen" Final Solution.

Jeg siger "filmen" fordi der rent faktisk ikke ER en film endnu. Der ligger en teaser på nettet, på en fed hjemmeside, og det ligner noget af høj produktionskvalitet. Men der ER ingen film. Ikke endnu. Jeg er sikker på holdet bag laver en film, om den bliver god vil jeg gerne vente med at udtale mig om, til efter jeg har set den.

Det som Brian Iskov skulle have skrevet en artikel om, er det formidable arbejde holdet bag Final Solution har lavet på salgssiden. Det havde været både en spændende, lærerig og underholdende artikel. Hvad der er pisse uinteressant, er at læse en artikel om dansk undergrundsfilm, hvor størstedelen af spaltepladsen er givet til en film der ikke er lavet endnu, mens resten bliver flygtigt forbigået, sandsynligvis fordi Brian Iskov ikke har set dem. Han har godt nok heller ikke set Final Solution, men det stopper ham ikke i at skrive spalte op og spalte ned om denne kommende "film". Faktisk er 2,5 spalte generelt om dansk indie-film, mens de resterende 5,5 spalter er om Final Solution (som, ja, rigtigt husket, ikke er lavet endnu).

Igen, jeg vil intet tage fra denne film, jeg synes det er fedt at undergrunden laver film, men måske skulle man i en artikel om dansk undergrundsfilm koncentrerer sig om de film der ER lavet. Eller vælge at lægge fokus på de film der KOMMER.

Da jeg arbejdede på Angel pøsede jeg sammen med den Oscar nomineret instruktør, Christian E. Christiansen, på at lave en zombiefilm, med den catchy engelske titel: "Once Alive - Twice Dead". Vi havde intet manus, ingen idé, ingen skuepillere og ingen penge. Men en salgsperson fra Angel tog vores plakat med på en festival - og flere købere var straks interesseret. Fra Spanien, Italien og USA. Jeg siger bare, at før Brian Iskov sælger skindet, så skal han nok lige sørger for, at Bjørnen er blevet født.

Og sjovt nok skriver Brian Iskov, at i genrefilm er det vigtigt med den gode idé. Den originale idé. Onde mænd i en skov der slår teenagere ihjel ... Brian, måske skulle du næste gang slå et smut forbi Blockbuster før du skriver, fordi det er faktisk lavet før. I så mange variationer, at den nyeste nu er med æblesmag, bare for at prøve noget nyt. Og "Based on a true story"? Come on. Alt i dag er "based on a true story". Fucking SAW 5 er based on a true story. Næsten.

Final Solution (som jeg personligt glæder mig til) har vist, at de kan lave kreativ markedsføring. Jeg er sgu meget imponeret over drengene/pigerne. Zentropa og Nordisk film burde kime dem ned, for at få dem til at lave markedsføring til deres film. Helt personligt synes jeg en artikel om markedsføring indenfor dansk film havde været mere relevant her, da Brian Iskov helt åbenlyst også fokusere mest på det i sin artikel. Det havde nok også været mere i Børsens ånd.

Jeg er min mor

For nyligt hørte jeg i radioen en ekspert fortælle, at mænd (drenge) på min alder ikke er deres far, men deres mor. Vi udviser nemlig moderlige følelser for vores afkom, sætter familien i højsædet og undertrykker i det hele taget hulemanden indeni. Og det er (åbenbart) godt. Vi forsøget ikke at ligne vores patriarkalske far, men derimod vores omsorgsfulde mor. Men, hvad så med kvinderne? Forsøger de så at ligne deres fædre? Jeg fik smag for rolleombytningen i foregårs, dagen før min datters 6 års fødselsdag.

Til dem der ikke har børn kan det følgende nok været svært at forholde sig til, men bare hav planlægningen af invasionen af Normadiet i tankerne, og så er du der sådan ca.

En børnefødselsdag er ikke længere en tur til bageren og (i dette tilfælde) seks lys i en kagemand. Det er en endeløs planlægning og indkøb. Der er gaver, duge, servietter, lys og i dette tilfælde skulle der også provianteres, da vi som vanligt, tog med familien i zoo.

Min eks-kone fortalte om fredagen, at hun skulle til noget "veninde"-noget om lørdagen, og hun kunne godt aflyse (læg mærke til brugen af kvindelist, de har taget farens utvetydige krav og vendt det på hovedet, så djævelsk smart, at kun en kvinde kan finde på det), hvis jeg ikke kunne klare det hele selv. Jeg er jo et stolt menneske, (hvilket min eks kone ved) så jeg sadlede hesten og svarede at hun bare kunne tage ud og drikke kaffe, så skulle jeg nok få lavet den lagkage (alt hjemmelavet) og slået den bolledej sammen, få købt de sidste gaver, købt (meget) ind og samtidig passe tre børn. No problem.

Faktisk gik alt også efter planen (det er ikke første år jeg står alene med forberedelserne), men hen på aften blev jeg ramt af feber og gik helt ned. Jeg ringede til min eks-kone, da jeg hverken havde fået lavet lagkage eller bagt boller endnu. Jeg kunne høre hun var godt i gang med en latté og da jeg fortalte jeg var blevet syg spurgte hun: "Jamen, hvor syg er du?", eller, som far havde sagt det for 50 år siden "jeg kommer sgu ikke hjem kælling, jeg sidder lige her i godt selskab med en kold pilsner og hvis du er frisk nok til at ringe, så er du frisk nok til at slå en bolledej sammen." Men igen, kvinder er snedigere. Sikkert også derfor skoen er på den anden fod. Og alt det der.

Nå, men der var ikke meget andet at gøre end at samle korset op fra gulvet, spille martyrrollen med knejsende nakke og så ellers få lavet de skide boller.

Senere ringede min eks-kone og klagede over jeg havde forstyrret hende og jeg havde jo åbenbart ikke været så syg siden jeg godt kunne bage de boller.

Og så var det jeg tænkte på ham eksperten i radioen. Og jeg tænkte (hulkende), at jeg ER blevet til min mor.

Det er ikke fordi jeg synes det er skammeligt at jeg gør noget for mine børn, eller bager og den slags. Det gør jeg ofte. Men det er den kendsgerning at jeg er blevet til det svage køn. Det gør mig rædselslagen.

Og man kan se begivenhederne udspille sig i alle de ganske små danske hjem -

"Jamen, Julie, jeg kan jo lugte du har været ude og drikke."

"Det har jeg ikke, Carl. Okay, så fik jeg en enkelt med Malene nede på Sommersko, er det nu forbudt?"

"Jamen, vi havde jo aftalt..."

"Det var en Decaf, non-fat latté."

"Ej, Julie, jeg kan altså også mærke på dig du har fået koffein."

Det fælles ansvar? Det varede vist ikke engang et årti. Piben har fået en anden lyd. Bodegaen er skiftet ud med caféen, og den kolde pilsner med den varme latté, og faren ... har fået langt hår, røde negle og mobil.

Vi mænd er ligesom Titicacafrøen, en kritisk truet race. Det er ikke fordi jeg drømmer mig tilbage til dengang manden kom hjem fra arbejde, stak kvinden en flad og slæbte hende med i sengen hvor han seksuelt udnyttede hende, tæskede ungerne godnat og derefter kørte ud til elskerinden, MEN der må sgu være en gylden mellemvej.

Til alle mænd derude: KÆMP. Vi må have os en international kampdag, en bevægelse, nogle plakater og nogle strømper (helst sorte, så skal jeg ikke ud og købe nye). Og et slogan: Mænd ned i sofaen! Alt det her med ligeløn, ligesind og ligepis begynder sgu at blive en lille smule ulige. Sammenhold? Den eneste du kan stole på her i verden er din Kermitdukke og din ven.

Film på 30 sekunder - nu med kaniner

Hvis du har pisse travlt i weekenden, og aldrig når at få set filmene på din "list of shame", eller der er en 3 timers lang klassiker som du aldrig får tid til, så er alt håb endnu ikke ude.

Et lille site, angry alien, har genskabt en hel del klassiske mesterværker, alle med en spilletid på ca. 30 sekunder, og med kaniner i alle roller (store som små).

Nogle af dem, som Top Gun og Brokeback Mountain er sindssygt godt lavet. De formår simpelthen på 30 sekunder at genfortælle hele lortet. Måske siger det mere om Top Gun og Brokeback Mountain, end det gør om de velspillende kaniner, men det er også en slags kunst at kunne genfortælle en 2 timers film på 30 sekunder, og få alt vitalt med. Prøv lige at tag et ur frem og genfortæl sidst sete biofilm til din hamster. Kan du gøre det på 30 sekunder?

It ain't easy being green. Apparently, it's easier being a bunny.

Bog kunst

Bog kunst - på en ny måde:

Brian Dettmer har sandsynligvis siddet i et sommerhus, mens regnen silede ned udenfor, med mormors temmelig omfattende bibliotek foran sig og en skalpel i hånden, og tænkt "hey ... wait a second." Eller også er han bare en usandsynlig visionær kunstner. Uanset hvad, så er resultatet en obducering af bogen som værk, og Mr. Dettmer har med kirurgisk præcision skåret "åbnet" bogen, og fundet ... sandheden? Sjælen? Det er vel op til beskuren af værket. Jeg må indrømme at jeg er betaget, som jeg ellers sjælden bliver af moderne kunst, men det her har de berømte 3 "h'er": hånd, hjerne og hjerte. Det kræver en vis snilde at kunne dissekere en bog på denne måde, og det kræver en hvis hjerne og hjerte at vælge hvad der er bogens sjæl. Aldrig bedømme en bog på omslaget, får pludselig en hel ny mening. Jeg ville vildt gerne se disse værker i virkeligheden, forhåbentlig et dansk galleri/museum tager dem hjem.

Hvis du, som jeg, tørster efter mere kan du læse/se mere her og her.

Nyt fra den bedste halvdel af EBTG

Tracey Thorn har lavet en ny solo plade (desværre lader det ikke til at der kommer mere fra hende og hende mand, Ben Watt, sammen bedre kendt som EBTG). Den nye plade tager et skridt bagud, rent musikalsk. Eller måske et skridt forlæns. I hvert fald bliver den mindre elektronisk, og derved rejser Tracey Tilbage til tiden før Walking Wounded som var EBTG's store gennembrud.

Meget apropos for min generation og omgangskreds kommer her: "Oh, the divorces".

Tracey Thorn / 'Oh, The Divorces!' by buzzinfly

Søndagsunderholdning

Film posters - dem alle sammen (næsten)

Gennem min gode ven, Davids blog, fandt jeg et link til en legeplads uden lige for sådan en lille nørd som mig, nemlig impawards, hvor de har filmposter en masse.

Jeg forsvandt for en kort stund tilbage til dengang hvor en plakat ikke var to digitalt manipulerede ansigter, sammensat i photoshop, men derimod et kunststykke.

Der er nok af tage af, men jeg har valgt at vise tre af de mindre kendte, der hver især siger meget om filmen, den politiske stemning i landet bag filmen og malerens individuelle præg. Det er ikke fordi alle filmplakater i dag er grimme, men jeg mangler lidt dybde og engagement.

Dør plakaten? Sandsynligvis, eftersom film langsomt men sikkert blive digitale. Det er lidt som med LP'en. Helt op til dens død kunne man snakker om "cover art". Med CD'en blev billedet så lille, at det bare var vigtigt man kunne læse navnet på artisten. Med LP'ens genkomst er kunsten at lave et smukt cover kommet retur, så måske vi skal håbe på en revival af Betamaxen? I hvert fald vil vi altid (?) have impawards, hvor vi kan drysse hen og finde vores favorit plakat, eller måske blive inspireret til noget nyt og fedt i vores egen hverdag.

Til de unge mennesker, som synes S/H (sort/hvid) film er for folk med hår i ørerne, så start i 1980 (jeres forældres barndom cirka) og arbejd jer op til nu. Det er slående så stor kontrasten er, fra kunst til ren kapitalisme.

Her er tre stykker (til dem med og uden hår i ørerne) fra dengang en bøsse var noget man klyngede op på torvet, skurken altid endte med at samle sine fingre op med brækkede tænder og kvinderne var så satans smukke at dine øjne antændte hvis du så meget som kiggede på dem.

Rum gys

Det er langt mellem snapsene ... og sci-fi gyserne. Rigtigt langt endda. Og for os hungrende fans er der også et par lysår mellem de gode af slagsene. Den sidste decent en af slagsene var

Event Horizon (1997). Den smagte lidt af Hellraiser i rummet, bare med bedre skuespillere, bedre manuskript, bedre instruktør og bedre scenografi. Sam Neill og Laurence Fishburne var begge fantastiske i de alt dominerende hovedroller, og Paul W. S. Anderson styrede suverænt uden om alle de almindelig sci-fi fælder. Event Horizon var en britisk sci-fi film, med et lavt budget og den gik ad helvede til i biffen. Rum gysere er åbenbart ikke til det store brede publikum. Måske forståeligt nok da det ikke er date materiale, teenagerene gider ikke se det fordi der ikke er unge mennesker med i (eller nøgne), og pigerne gider SLET ikke se det; det er sci-fi uden romance og med underlige væsner med mystiske gevækster. anyway, skulle du være blevet pirret kan du købe Evnet Horizon i LASERDISKEN på Blu-ray til sølle 99 kr.

Men det her indslag skulle slet ikke handle om Event Horizon, det skulle handle om en helt NY rum gyser, der netop er udkommet på både DVD og Blu Ray. PANDORUM handler om to officerer der bliver afbrudt i deres hypersleep, da noget er gået frygtelig galt på deres rumskib.

Den altid gode og sympatiske Dennis Quiad (ham som Meg Ryan forlod for at bolle med ham Australieren som hellere ville være derhjemme med sine heste eller hunde) spiller Payton og får selskab af mit nye Man Crush - Ben Foster. Ben Foster brillerede i sidste års mest oversete film (bortset fra Pandorum) The Messenger, som snart får dansk bio premiere og varmt kan anbefales. Også i Pandorum stjæler han billeder som Bower, der vågner af hyper sleep (i den FEDESTE hyper sleep opvågningsscene EVER) og er fuldstændig rundt på gulvet. Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan sige at hvis man holder af Sci-Fi film, hvis man er FUCKING træt af CGI 3D lorte effekter og åh-så-søde fremmede verdner, så køb Pandorum, og se ægte mennesker løbe rundt i ægte kulisser (og hvilke kulisser, suk!) og blive jagtet af ægte mennesker i make-up. Det er sateme som at være tilbage i 90'erne. Kulisserne er forholdvis simple, men de er lækre. De er der. I virkeligheden. Og det kan mærkes. Hele filmen er klaustrofobisk og kvælende, fordi gangene er smalle og beskidte og alt er mørkt.

Jeg erhvervede den på Blu Ray, og den står så smukt at tårerne trillede ned af mine fugtige kinder mens jeg sad og gnavede i en pude af bar skræk.

Manuskriptet er tight og instruktionen ufejlbarlig. Okay, der er et par huller hist og her, men fordi de alle spiller SUPER godt (og Antje Traues bryster konstant er på nippet til at vælte ud af hendes t-shirt - ja, det er lavt, men det virker. Man føler sig underlig tryg, nærmest reduceret til en fosterlignede tilstand når uhyggen først tager fat) og instruktionen tydeligt bærer præg af en mand der elsker genren og manus, så er resultatet i min bog årets bedste film so far.

Jeg skal dog lige advarer. Det her er ikke for hvem som helst, men hvis du kan lide Sci-Fi (og her snakker vi ikke om Avatar) så giv den en chance.

For mig var det en fantastisk oplevelse at se godt manus, gode spillere, smuk scenografi og god instruktion, der smelter sammen og skaber noget unikt. Mine 3D CGI dage er ved at være talte, og så kommer Pandorum som sendt fra rummet.

Er du blevet fristet kan du også købe den i LASERDISKEN.

Rigtigt god fornøjelse.